Daniel Craig topper listen over de bedst betalte skuespillere i 2021 – takket være Netflix

Daniel Craig topper listen over de bedst betalte skuespillere i 2021 – takket være Netflix
Daniel Craig og Ana De Armas i 'Knives Out'. (Foto: Nordisk film)

Den seneste tid har der været stor fokus på Hollywood-stjernernes løn takket være Scarlett Johanssons sagsanlæg mod Disney. Søgsmålet går på muligt kontraktbrud, fordi ’Black Widow’ blev sendt på Disney+ samtidig med biografpremieren, hvilket har reduceret stjernens aftalte indtægt. 

At Hollywoods største stjerner bliver betalt store summer for deres medvirken i de helt store blockbusters, er ingen overraskelse. Siden 1996 har det været standard med en check på 20 millioner dollars per film. Dengang var det en af 90’ernes største stjerner, Jim Carrey, der som den første i Hollywood modtog det enorme beløb for sin medvirken i ’The Cable Guy’. 

Det er dog småpenge sammenlignet med Netflix’ betaling til Daniel Craigs for to efterfølgere til Rian Johnsons ’Knives Out’. Ifølge Varietys liste over de mest indtjenende stjerner i 2021 topper Craig listen og indkasserer svimlende 100 millioner dollars for sin tilbagevenden i rollen som detektiven Benoit Blanc.  

På listens andenplads kommer Dwayne ’The Rock’ Johnson, der dog må nøjes med det halve af Craigs løn for sin medvirken i Amazons kommende eventyrfilm ’Red One’. 

De enorme lønstigninger udregnes blandt andet ud fra forventet indkomst, mens en streamingtjeneste som Netflix tydeligvis kompenserer for, at man ikke er drevet af billetindtægter på samme måde her. 

I modsætning til tidligere er det kun få stjerner, der både modtager et engangsbeløb og samtidig indkasserer en bonus, afhængigt af billetsalget. Men hvis du undrer dig over Tom Cruises (relativt) lave placering på listen for sin medvirken i ’Top Gun: Maverick’, skyldes det netop dette.  

Listen over 2021’s højest betalte stjerner kommer her: 

1. Daniel Craig (’Knives Out’-fortsættelser): 100 millioner dollars 

2. Dwayne Johnson (’Red One’): 50 millioner dollars 
3. Will Smith (‘King Richard’): 40 millioner dollars 
4. Denzel Washington (‘The Little Things’): 40 millioner dollars 
5. Leonardo DiCaprio (‘Don’t Look Up’): 30 millioner dollars 
6. Mark Wahlberg (‘Spenser Confidential): 30 millioner dollars 
7. Jennifer Lawrence (‘Don’t Look Up’): 25 millioner dollars 
8. Julia Roberts (‘Leave the World Behind’): 25 millioner dollars
9. Sandra Bullock (‘The Lost City of D’): 20 millioner dollars 
10. Ryan Gosling (‘The Grey Man’): 20 millioner dollars 
11. Chris Hemsworth (‘Thor: Love and Thunder’):  20 millioner dollars 
12. Brad Pitt (‘Bullet Train’): 20 millioner dollars 
13. Michael B. Jordan (‘Without Remorse’): 15 millioner dollars
14. Tom Cruise (‘Top Gun: Maverick’ ):  13 millioner dollars 
15. Keanu Reeves (‘The Matrix 4’): 12-14 millioner dollars 
16. Chris Pine (‘Dungeons and Dragons’):  11.5 millioner dollars
17. Robert Pattinson  (‘The Batman’): 3 millioner dollars 

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af