20 millioner dollars.
Så meget har Scarlett Johansson ifølge Disney indtil videre tjent på at spille hovedrollen i Marvel-solofilmen ‘Black Widow’, der efter et års coronaforsinkelse endelig fik premiere denne sommer i biograferne – såvel som direkte på Disney+.
Forud for sin medvirken i filmen, havde Johansson imidlertid også for år tilbage – længe før Disney+ så dagens lys – indgået en aftale med Marvel om, at hun ville få del i ‘Black Widow’s biografindtægter. Akkurat som de øvrige Marvel-kolleger har haft for vane (et godt incitament til at skrive kontrakt på flere film med studiet).
Men de indtægter er nu blevet minimeret på grund af streaminglanceringen, lyder det fra Johansson og hendes advokater, som henviser til ‘Black Widow’s skuffende billetsalg sammenlignet med tidligere Marvel-film. Og derfor har skuespilleren simpelthen lagt sag an mod Disney.
Søgsmålet vil uden tvivl blive fulgt tæt af både instruktører, skuespillere og biografkæder, idet branchen allerede er præget af stor utilfredshed over streaminggiganternes nye forretningsmodeller, hvori store film sendes direkte på video-on-demand simulatant med biografpremiererne.
Således gik der chokbølger igennem Hollywood og biografkæder verden over, da Disney sidste år sendte storfilmen ‘Mulan’ på Disney+ grundet corona-nedlukningerne. Og adskillige prominente filmfolk a la Christopher Nolan og Denis Villeneuve protestrede, da Warner Bros. og HBO Max ikke længe efter annoncerede, at at alle deres film i 2021 ville udkomme på streaming samtidig med biografpremiererne – heriblandt ‘Dune’ (på absurd vis fik en chokeret Villeneuve sågar nyheden via Twitter, og ikke direkte fra filmstudiet).
Warner Bros. har efterfølgende indgået nye kompensationsaftaler med en række af deres filmfolk, men i Johansson og Disneys tilfælde påstår skuespillerens advokater, at alle forsøg på at starte en ny dialog er blevet ignoreret. Det strider imod (indtil videre anonyme) branchekilders insisteren på, at Disney ellers kompenserede stjernerne i ‘Mulan’.
Ifølge underholdningsindustriadvokaten Devin McRae, partner i Los Angeles-firmaet Early Sullivan Wright Gizer & McRae, ligger problemet muligvis i, at Johanssons oprindelige aftale med Marvel, som nu ejes af Disney, har beroet på, at filmen fik en »bred biograflancering«. Det fik ‘Black Widow’ ganske vist også i USA – men kontrakten nævnte altså ikke noget om, eller blev ikke tilpasset til, at filmen samtidig ville lande på Disney+, og at det potentielt set kunne påvirke billetsalget.
Det er op til Johansson at bevise, at hendes indtjening er blevet betydeligt mindre, end hvis filmen ikke var kommet på streaming.
I Danmark har en stor del af biograferne med Nordisk Films Biografer i front boycottet Disney-film (inklusive ‘Black Widow’) indtil der kan indgås et kompromis omkring lanceringerne, der ikke går ud over billetsalget.