Hôy Las debutalbum sætter lyd til mørket i den menneskelige psyke, men der gemmer sig håb bag den morbide titel
‘There’s a Girl Inside My Brain Who Wants to Die’ lyder den morbide titel på Hôy Las debutalbum, og jeg føler mig straks nysgerrighed på ‘pigen’.
Ikke kun fordi jeg er udstyret med en analytisk humaniorahjerne, der tænder på al kunstnerisk behandling af fremmedgørelse og dødsdrift. I høj grad også fordi Ingri Høyland på tidligere udgivelser har udvist mesterlig sans for at sætte lyd på mørket i den menneskelige psyke.
Der er gået fire år, siden Hôy La først gjorde sig bemærket med sin stilsikre triphop. På sit debutalbum fuldfører nordmanden sine studier af psykisk smerte og det med et dystert twist på Tove Ditlevsens berømte digt ‘Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’.
Men selv om pigen inde i Hôy La udtrykker et dødsønske, balancerer albummet desillusion og håb. Forfaldet under den perfekte – menneskelige og musikalske – overflade har hele vejen igennem potentiale til at skabe forbindelser, til andre mennesker og jeg’ets egen kerne.
På ‘Psyk’ er det febrilske, dissonante saxofonstød, der blotlægger sjælen, på ‘Øya’ en blid synthregn. ‘There’s a Girl Inside My Brain Who Wants to Die’ er således defineret ved lydlige og stemningsmæssige poler, spænding og forløsning og er en mere krævende lytteoplevelse end Hôy Las tidligere materiale.
Angsten ulmer på albummets indledende tracks ‘Ego, Bitch’ og ‘Alone’, hvor Høyland hvisker sig ind på lytteren på en blanding af engelsk og norsk tilsat murrende elektroniske lydflader og effekter.
Det moderne samfunds diagnoser og perfekthedskultur spiller en stor rolle for den angst, som Hôy La anser som kollektiv, ikke individuel. »I’d rather be alone / I don’t wanna be alone«, synger hun, og splittelsen understreges af produktioner, der fremstår som lydlige manifestationer af mareridtets logik.
Albummet er co-produceret af Anders Bach og lykkes i dén grad med at opløse Hôy Las tidligere så kontrollerede tag på triphoppen. Radikalt og interessant, men også en smule frustrerende, eftersom det fåtal af sange, som er komponeret med den repetition og rytme, der præger triphoppen, virkelig har gennemslagskraft.
Den bastunge ‘Run’ forløser de spændinger, der bliver opbygget over albummets første tre stærkt indadvendte tracks, og ‘Milk And Honey’ udgør et lille højdepunkt med sine borende, sortrandede synths og sit pirrende billedsprog (»make me a honey bath / wanna breath in milk and flowers«).
Her forenes uforudsigeligt hvirvlende lydstumper med fængende beats og vokal. Anderledes ømskindet, men ikke mindre effektiv, er førnævnte ‘Øya’, hvor skydækket opløses af lyse synthflader og smukke, forvrængede vokaler.
Disse sange understreger, at Hôy La kan noget ganske særligt med triphoppen.
Kort sagt:
På sit debutalbum fuldfører Hôy La sine studier af psykisk smerte og det med et dystert twist på Tove Ditlevsens berømte digt ‘Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø’. Jeg’ets fremmedgørelse kommer til udtryk i en lyd, der er skiftevis kølig og kontrolleret, baseret på triphoppens hypnotiske basrundgange og tørre beats, og på opløsningens rand.