’The Big Leap’: Underholdende serie om danseshowsdeltagere har humor og fuld fart på
Det billede, der åbner den nye Disney+-serie ’The Big Leap’, foregår i en skoles idrætshal. To af vores hovedpersoner, Gabby og Justin, er midt i at vinde en dansekonkurrence, som var det højdepunktet i en teenagefilm for ti år siden.
Men på bare få minutter opdager Gabby, at hendes store kærlighed Justin er homo, og at hun selv er gravid, og bum, så er vi fremme ved nutiden fem-seks år senere og har allerede fået etableret deres forhold og baggrundshistorie.
Nu er Gabby fanget i et trivielt liv med et kedeligt arbejde, sin mor som roommate og en søn, som hun elsker højt, men som har forhindret hende i at udleve sin drøm om at blive danser, mens Justin arbejder i en bowlinghal og ikke snakker med sin familie. Lige indtil de får øjnene op for et nyt tv-program, hvor amatørdansere skal lave en opsætning af balletklassikeren ’Svanesøen’.
De går til audition og kommer med i »The Big Leap«.
Og de er ikke de eneste, hvis knuste drømme og smuldrende familier får dem til bare at ville »dance like everybody’s watching«, som serien i sin post corona-ånd forvandler klichéen til.
Der er Mike, som er blevet fyret, forladt af sin kone og generelt har mistet energien til at lave meget andet end at drikke øl på den lokale. I danselokalet bliver han venner med Paula, som er tidligere chef i den virksomhed, Mike arbejdede i, og altså hende, der besluttede hans fyring – men det ved han selvfølgelig ikke.
Den perfektionistiske Julias ægteskab går i stykker, da hun finder ud af, at når hendes mand »arbejder hjemme«, bruger han, hvad der svarer til en arbejdsdag på at surfe porno. Én af de camgirls, han ofte besøger, er selvfølgelig også blandt deltagerne i »The Big Leap«.
Det lyder måske som forcerede intriger, storladent drama og diversitet a la ’Glee’s selvbevidste korsammensætning. Man skal da også forberede sig på spontan dans på bowlingbaner og parkeringspladser og på følelsesudbrud, der ikke bevarer deres virkning i længden. For eksempel virker krogen i coronakrisen først frisk og empatisk, men den mister sit bid, efterhånden som »det har været et hårdt år for os alle« bliver gentaget lidt for meget.
Heldigvis er ’The Big Leap’ fortalt med en god del vellykket humor. Ikke mindst takket være seriens øvrige personer, nemlig dem bag danseshowets kameraer.
Her møder vi produceren Nick, som er absolut skruppelløs i sine forsøg på at lave »god underholdning«. Fordi han muligvis er skyld i et dødsfald på en tidligere produktion, der involverede en kuppel under vandet og et olieudslip, er »The Big Leap« i hans twistede underholdningsbranchelogik en mulighed for at redde karrieren og omdømmet.
Sammen med programmets to egodrevne værter er han den kyniske og egennyttemaksimerende dukkefører, som frelser eller ødelægger deltagerne, alt efter hvad der giver flest seere.
Nick og hans følge af underpræsterende assistenter er en velskabt latterliggørelse af den virkelighedsfjerne underholdningsbranche, sådan som vi har set den i mange film og serier de seneste år. Men han giver os også den armslængdedistance til det sukkersøde drama, som er lige så vigtig for ’The Big Leap’, som den ikonisk onde coach Sue var det for ’Glee’.
Og det hurtige tempo, der karakteriserer seriens første scener, går igen gennem hele ’The Big Leap’. Så selv hvis talentshowspræmissen bliver en smule udmattende undervejs, eller det er svært at være lige investeret i alle karaktererne, så sørger serien alligevel for, at man aldrig når at kede sig.
Kort sagt:
Med humor, ironisk distance og fuld fart på fortæller ’The Big Leap’ en underholdende historie om dem både foran og bag kameraet i et danseshow.