Retssagen foregår disse dage i Londons High Court: Ed Sheeran er anklaget for plagiat i forbindelse med kæmpehittet ‘Shape of You’, men nægter ifølge Reuters at have kopieret »oh I, oh I, oh I, oh I«-linjen fra Sami Switch-sangen ‘Oh Why’.
Det er Sami Chokri aka rapperen Sami Switch og producer Ross O’Donoghue, der har sagsøgt Sheeran for at låne bestemte linjer fra deres sang fra 2015.
Søgsmålet blev indledt tilbage i 2018, men er altså nu for retten i London, hvor Ed Sheeran har vidnet.
Her sang Sheeran ifølge BBC brudstykker af Blackstreets ‘No Diggity’ og Nina Simones ‘Feeling Good’ for at demonstrere, at den omtalte melodi ifølge ham er helt almindelig i pophistorien.
»Hvis du sætter dem allesammen i samme toneart, så vil de lyde ens«, sagde Sheeran ifølge BBC.
I retten skulle Sheeran have benægtet, at nogle venner havde spillet ‘Oh Why’ for ham, før han begyndte at skrive ‘Shape of You’ i 2016.
‘Shape of You’ var den bedst sælgende sang i hele 2017, og hittet er den mest streamede sang på Spotify nogensinde med over tre milliarder streams.
Ifølge Variety tilbageholder The Performing Rights Society (PRS) royalties, der skulle udbetales i forbindelse med ‘Shape of You’, mens retssagen er i gang. Den forventes af køre i tre uger.
Hør de to numre forneden.