’Irma Vep’: Alicia Vikander får for lidt tid og plads i ambitiøs HBO-serie
HBO’s nye miniserie, ’Irma Vep’, bygger på en fiks præmis, som er god lige at få på plads fra start.
I 1996 udkom den franske instruktør Olivier Assayas med filmen ’Irma Vep’ om tilblivelsen af Louis Feulliades legendariske stumfilm ’Les Vampires’ fra 1915. Nu, 26 år senere, adapterer Assayas så den samme stumfilm i serieformat.
Denne gang med et ekstra metalag, fordi instruktøren både i og udenfor serien trækker på sine erfaringer fra den første produktion.
Det kan lyde kringlet, men er det faktisk ikke. ’Irma Vep’ er fuldkommen ligetil, og man behøver hverken at have set den originale film eller den otte timer lange stumfilm for at kunne følge med i det, der foregår.
Hollywood-stjernen Mira (spillet af ingen ringere end Alicia Vikander) står i centrum for begivenhederne. Hun flytter over Atlanten for at spille rollen som smykketyven Irma Vep i en forholdsvis smal fransk film. En beslutning, der på ingen måde huer hendes agent (Carrie Brownstein), som af kommercielle årsager gerne havde set hende tage rollen som den feministiske superhelt Silver Surfer.
Men Mira har kunstneriske ambitioner, og så er udlandseventyret desuden en kærkommen mulighed for at få lagt afstand til en toksisk ekskæreste.
I Frankrig teamer Mira op med den nervøst anlagte ’Irma Vep’-instruktør René Vidal (eminent portrætteret af Vincent Magaine); en klassisk fransk kunstnertype, som »aldrig arbejder efter en plan« og grundet sit gebrokne engelsk har lidt svært at kommunikere sine idéer til sine skuespillere – og ikke mindst sine producere.
René er en central karakter, fordi han er vores adgang til serieskaber Assayas’ tanker og dermed også metasporene til de tidligere film. For eksempel: Assayas blev gift med ’Irma Vep’-skuespilleren Maggie Cheung få år efter den første film, og i den aktuelle serie bearbejder han selvironisk tabet af hende gennem en stakkels instruktør, som må ty til lykkepiller og selvudleverende psykologsamtaler for at holde sig oven vande.
Vi møder også Cheung direkte i form af Renés drømmesyner og i faktiske klip fra den første film, der viser de to metaproduktioners meget parallelle spor. Således imiterer ’Irma Vep’ også virkeligheden, om end det ofte står hen i det uvisse, hvornår der er tale om virkelighed eller fiktion: en skillelinje, som serien helt bevidst udvander.
’Irma Vep’ er en serie, som vil meget. Vi introduceres for et stort karaktergalleri, og det er desværre ikke alle karaktererne, som bliver foldet ordentligt ud. I en lang scene i første afsnit ser vi to skuespillere (og ekskærester) diskutere, hvordan de skal angribe en intimscene. Det er i sig selv en fin scene, men problemet er, at der hverken følges rigtigt op på intimscenen eller de to skuespilleres komplicerede relation – i hvert fald ikke i de fire første afsnit.
Assayas vil gerne vise hele det virvar, som tilsyneladende følger med, når man vil lave en kunstnerisk serieproduktion. Besværlige skuespillere, pengefokuserede producere og en hulens masse koordinationsudfordringer.
Til tider fylder ambitionerne i sådan en grad, at de overskygger limen i serien, nemlig relationerne, særligt relationerne til den smukke superstjerne Mira, der som Vincent Chase i ’Entourage’ må væve sig igennem et utal af bejlere – romantiske såvel som professionelle.
Der er i den grad bud efter hende, og efter fire afsnit bliver det spændende at følge, om den unge, afmålte assistent Regina (Devon Ross) drister sig til at lave sit move.
Det håber jeg, hun gør!
Kort sagt:
HBO’s ’Irma Vep’ er et begavet formeksperiment med mange fine idéer, men serien savner også en mere klart defineret rød tråd.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit.