Endelig er der blevet skruet ned for blusset i forhold til dramaet omkring Olivia Wildes ’Don’t Worry Darling’, efter filmen har kørt i biograferne i godt tre ugers tid.
Eller hvad?
I et interview med Elle Magazine kommenterer Wilde nu den enorme opmærksomhed strabadserne fik, som i sandhed endte med at være mere end, hvad selve filmen fik. Og hun havde meget at sige.
»Den her film prøver at stille store spørgsmål«, beklagede den 38-årige instruktør og skuespiller sig i interviewet med Elle. »Men lad os hellere fokusere på det her sidelinje-show i stedet for«.
»Efter at have været en kendt skikkelse i noget tid er jeg blevet vant til at bære et teflon-ydre. Men det betyder samtidig, at du er under en anden slags mikroskop. Det har fået mig til at rette min opmærksomhed mod medierne og den måde, de spiller kvinder ud mod hinanden«, fortsætter hun.
»Det er chokerende at se så mange løgne om dig selv blive solgt som fakta«.
Wilde valgte også endnu en gang at fremhæve filmens hovedrolleindehaver Florence Pughs udlægning af sagen, selvom meget af dramaet har foregået omkring en påstået konflikt mellem de to:
»Florence (Pugh, red.) havde en rigtig klog kommentar om, at vi ikke havde skrevet os op til, at det skulle været et realityprogram. Og jeg elsker, at hun sagde det på den måde, for det er, som om offentligheden føler, at fordi du laver noget, som du sælger til dem, så har du åbenbart accepteret, at dit liv gerne må blive flået i småstykker af en flok ulve. Nej, det er faktisk ikke en del af jobbeskrivelsen. Det har det aldrig været«.
Om den store opmærksomhed filmens i sandhed ret sparsomme sexscener har fået, udtalte Wilde sig igen på Florence Pughs vegne. Hvilket er lidt af et skift, da instruktøren selv har været med til at fremhæve sexscenerne som en del af filmens feministiske projekt:
»Det er interessant, for Florence pointerede meget kløgtigt, at meget af opmærksomheden var rettet mod sexscenerne. Og jeg synes, hun har så meget ret. Jeg er fuldstændig enig med hende i, at det overskygger alt det andet, som filmen handler om, hvilket er så ironisk, fordi en af måderne, sex bliver brugt på i Victory, er som en distraheringsmetode«.
På trods af blandede anmeldelser har ’Don’t Worry Darling’ været en succes ved billetlugerne. Det er dog sjældent, at nogen film har fået så meget omtale for, hvad der skete bag kameraet og ikke foran kameraet som med Olivia Wildes film.
‘Don’t Worry Darling’ kan ses i biografen.