‘Everything I Know About Love’: Serieversion af hit-memoir går rent hjem som London-udgaven af ‘Girls’
Der er to bøger, som har været decideret allestedsnærværende de seneste par år med et popkulturelt kvælertag om halsen på især unge kvinder.
Den ene var Sally Rooneys »det er kompliceret«-kærlighedshistorie, ‘Normal People’, der blev eminent forløst som serie tilbage i 2020.
Den anden lå mindre til højrebenet at forvandle til en fiktionsserie. Nemlig BBC-adaptationen af den engelske hitforfatter og it-woman Dolly Aldertons memoir ‘Everything I Know About Love’, der endelig er landet i Danmark.
Bogen udkom i 2018 og brød lydmuren af coming of age-vidnesbyrd om at finde sig selv med sin stærke komiske og selvudleverende tone.
Adaptationen af ‘Everything I Know About Love’ føles som et langt varmt kram af det tidlige voksenliv på godt og ondt, men desværre ikke helt så unik som bogen i et serielandskab, hvor den unge millennialkvindes skrupler er blevet mandsopdækket af streamingtjenesterne siden ‘Girls’.
Selvom det gør Dolly Aldertons serieversion af sin egen bog mindre speciel, gør det den bestemt ikke mindre hverken sjov, medrivende eller eksistensberettiget.
Her har forfatterens sjove og anekdotefyldte essays om sin vilde ungdom i London anno 2012 fået en mere fiktionaliseret makeover. Dolly er blevet til Maggie (Emma Appleton), har langt mørkt hår og er med sine converse, skinny jeans, filthatte og fjerøreringe en perfekt Alexa Chung-kopi fra Tumblr-tidsalderen.
Hun står på tærsklen til sit perfekte ungkvinde liv og deler hus med sine bedste veninder i Camden og er typen, som mystiske fremmede forelsker sig i på tværs af togkupeen og tilbyder drømmejobs ud af det blå.
Men ingen cokesniffende ungdomsidyl uden et stort heartbreak.
‘Everything I Know About Love’ bruger lang tid på at udpensle Maggies mystiske togfyr Street som en gedigen fedora-fuckboy. Det virkeligt knusende er dog forholdet til barndomsveninden Birdie (Bel Powley), der bliver sat på brutal prøve, da venindetosomheden bliver udfordret af dennes første kæreste.
Gennem flashbacks til venskabets glimmersminkede og koreografiindøvende teenagedage i skoleuniform, bliver det kun genkendeligt hårdere at se vennerne blive mindre tætte.
Hvor Birdie har skiftet veninden meget konkret ud som nærmeste spooningpartner med sin første kæreste, prøver Maggie at være voksen og ung på samme i en strøm af sprut, stoffer og bidder af cheddar direkte fra osten, mens hun skriver blogindlæg.
Selvom bogforlægget var sit eget, føles serien ofte som en London-version af Lena Dunhams ‘Girls’. Begge udspiller sig i samme historiske cheugy-tid i starten af 2010’erne, hvilket i sig selv er et herligt hakkende festflashback til tonerne af ‘Dance Wiv Me’ og tømmermænd foran en fuldfed hvid MacBook med runde kanter.
Men udover at føles som at kigge et gammelt Facebook-album igennem bliver ‘Everything I Know About Love’s almene coming of age løftet af en langt mindre dæmonisk venindeskabsskildring på spil, der giver den mere omsorgsfulde ‘Sex and the City’-fornemmelser.
I mange andre fortællinger ville Maggie måske være endt som en flad manic pixie dream girl, men fordi hun selv står i centrum for fortællingen, er ‘Everything I Know About Love’ i lige så høj grad en historie om at lære at gøre sig selv glad på den hårde måde.
Hvilket i Maggies tilfælde tæller bedrifter som at snave sine forældres alkoholikerven over en joint på toilettet, invitere lokale street youths til fest med uheldigt udfald og ikke mindst serieovertrække sit kreditkort med så mange glas dårlig pub-hvidvin, at man ikke kan undgå at få en lille smule start-20’er-fomo.
I virkeligheden ligger ‘Everything I Know About Love’s største problem måske i bagklogskabens lidt for klare lys. For lige så underholdende serien er, lige så øredøvende er dens morale, der bliver blotlagt, fra voice-overen åbner munden første gang og fortæller os, at den centrale kærlighedshistorie »ikke er den, vi tror«.
Det er sjældent at britiske serier føles mere polerede end sine amerikanske genrefæller.
Men på vejen fra bog til serie sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at Dolly Alderton, der i mellemtiden er blevet international bestsellerforfatter, har slebet nogle af kanterne af sin egen historie. Skruet op for romantikken og ned for sindrigheden. Der går lidt selvsmagende Carrie Bradshaw-fabulering i det.
Der er utvivlsomt mange, der ligesom mig har ventet med begejstring på at få ‘Everything I Know About Love’ vakt til live som serie. Så længe man lægger sammenligningsgrundlaget lidt på hylden, bliver man ikke skuffet.
For serien leverer, trods sine lidt amerikanske rosenrøde »det skal gå galt, før det kan gå godt«-grundstemning, eftertænksom og hjertevarm underholdning med en begavet, elskelig og sjov narcissist i front.
Kort sagt:
‘Everything I Know About Love’ går rent hjem som 2012-flashback med mytiske byture og ondskabsfulde tømmermænd, selvom serien går en mere bagklog og amerikaniseret vej end sit bestseller-forlæg.