‘A Man Called Otto’: Tom Hanks-udgave af svensk filmhit vrider publikum som en karklud
Hvis man selv er typen, der bliver tiltagende harm over pseudoforbedringer som supermarkedets selvbetjeningskasser, som i praksis næsten altid kræver assistance fra en medarbejder, er der noget befriende over at møde andre gnavne karakterer på film og i bøger.
Så er man i det mindste ikke alene.
Den svenske forfatter Fredrik Backmans portræt af en sur pensionist, ’En mand der hedder Ove’, findes allerede i en driftsikker filmatisering, der kan ses på HBO Max. Bogen har solgt over tre millioner eksemplarer, og den Oscar-nominerede film med Rolf Lassgård i hovedrollen er efter sigende den tredje mest sete svenske film nogensinde.
Sådanne tal har Hollywood ikke kunnet sidde overhørig. Nu foreligger den amerikanske udgave, med selveste Tom Hanks i hovedrollen, og med fornavnet justeret fra det skandinaviske Ove til det mere internationale Otto.
Otto er oppe i årene og for nylig blevet udfaset på sit job. Nu bruger han sin tid på at skovle sne, sortere andre folks affald hen på rette plads og skælde ud på gennemkørende bilister, der ikke respekterer grundejerforeningens kørselsreglement.
Efter småbizarre afstikkere i ’Elvis’ og ’Pinocchio’ er Hanks tilbage i mere sædvanlig everyman-mode – dog med væsentlig mere mavesyre end normalt. Han ligner omtrent en selvbestaltet villavejssherif i praktisk-blå friluftsjakke, med nedadvendte mundvige og brillerne i snor om halsen.
Han er typen, der kan husregler og vedtægter i søvne – og bruger meget af sin vågne tid på at håndhæve dem. »Idiot«, er hans foretrukne skudsmål om alle mulige slags mennesker, han møder på sin villavej.
Otto er også enkemand og besøger sin kones grav. Ja faktisk vil han gerne slutte sig til hende under dobbeltgravstenen oppe på kirkegården. I den første scene, vi møder ham, er han ude og købe reb, så han kan hænge sig selv. Men det er også i den amerikanske udgave langtrukne selvmordsforsøg, der gang på gang bliver forstyrret af et bank på døren eller et optræk ude på den kun i teorien stille villavej, hvor Otto bor.
En ny latinamerikansk familie er flyttet ind over for Otto, anført af Mirasol (Mariana Treviño). De larmende lejere banker hyppigt på hans dør og vil låne både den mangeårige husejers stige og sæt af unbrakonøgler. Spørgsmålet er, om Otto kan opretholde sin facade af menneskefjendsk regelrytter?
Også i den amerikanske udgave er Otto omtrent lige så forudsigelig som ’90 års-fødselsdagen’ nytårsaften. I en række flashbacks får vi fortalt Ottos forhistorie. Mødet med konen Sonya er mere Hollywood-stormfuldt og romantisk end det mere afdæmpede møde i den svenske version, og pudsigt nok møder vi aldrig konen som aldrende kvinde, men kun i en ung version spillet af Rachel Keller, der er født i 1992. Der er noget løjerligt ved den del af historien: Hvor er Sonya, som hun har set ud som ægtefælle på den anden side af hvedebrødsdagene?
Svenske Oves elskede Saab er erstattet med Ottos ærkeamerikanske Chevrolet (bilmærket Ford er derimod et four-letter-word).
Otto er dog ikke nogen racistisk MAGA-type. Vist er han sur, men han er aldrig fuldstændig usympatisk. Efterhånden som filmen skrider frem, åbner han dørene op for en transkønnet, der er udstødt af sin egen familie og tidligere har været den afdøde kones skoleelev. Det her er en Tom Hanks-film, trods alt, så vrisseriet, der især præger filmens anslag, stikker ikke så dybt, når det kommer til stykket.
Vi er et stykke vej fra Clint Eastwoods betydeligt mere slagfærdige ’Gran Torino’, som også bød på en gammel gnavpot, der må lukke verden ind.
Der er unægteligt løbet noget vand under broen siden scenen, hvor Tom Hanks som voksenbarn hopper rundt på det store gulvklaver i ’Big’. Men den sympatiske verdensstjerne og inkarnerede Mr. Nice Guy er på en eller anden måde stadig ikke gammel eller væsentligt forandret nok, til at man helt køber ham som grå misantrop.
Man venter hele tiden på, at den velkendte, joviale og relaterbare Tom Hanks træder frem oppe på lærredet.
Sønnen Colin Hanks spiller med som den yngre inkarnation af Otto i scenerne med konen Sonya. Det burde være et skudsikkert alternativ til Deaging-teknologi og make-up, men jeg var forundret over, hvor lidt det egentlig gav at lade far og søn om at spille den samme karakter. Kun i enkelte klip mellem ung og gammel Otto fanger kameraet noget af ligheden.
Ægte problematisk er Mariana Treviño som den pågående nabo Mirasol med et certificeret hjerte af guld. Jeg fandt hendes troskyldighed og insisterende facon irriterende, og det tror jeg, at en stor del af denne verdens gnavne vil slutte op om. Det er unægtelig et handicap for filmen, når det skal være Mirasol, der skal bygge bro tilbage til fællesskabet og få solen til at titte ind på ny.
Er det virkelig denne kvindes omtrent centrale kald i livet at konvertere sure gamle mænd, bare fordi hun genkender en snert af sin far i Otto? Mon ikke de fleste ville trække på skuldrene og lade ham være i fred.
Et kynisk byggefirma, hvis medarbejder i øvrigt skider højt og flot på reglementet på vejen, vil vippe Otto og hans naboer gennem en menneskealder på et plejehjem for at realisere et byggeprojekt. Ottos gamle kammerat og grundejerforenings-rival er lam efter et slagtilfælde, konen er ikke handlekraftig nok til at sige fra. Take a wild guess om Otto redder dagen …
Det er ganske tilfredsstillende, når Otto endelig sætter hårdt mod hårdt over for det usympatiske boligspekulationsprojekt, godt hjulpet af en ihærdig SoMe-journalist (!). Men dette showdown er flere længder for godt til at være sandt og mærkeligt ude af trit med filmens, eller i hvert fald Ottos, udgangspunkt: Hvor håbløs samtiden og den yngre generation efterhånden er.
Go-to-typen Marc Forster har instrueret alt fra kæmpefilm som ’World War Z’ og James Bond til søde Charlie Kaufman-agtige film som ’Stranger Than Fiction’. En så rutineret og alsidig herre burde være garant for, at eksempelvis et opgør mellem en irriterende hospitalsklovn og en kortluntet mand som Otto bibringer flere grin, end det er tilfældet her.
Selvom latterbrølene er få og spredte, kan jeg ikke decideret fraråde at se filmen, hvis nogen har lyst til at få deres hjertestrenge spillet på. Man er underholdt, også på grund af Tom Hanks’ karisma og rutinerede skærmtilstedeværelse.
Og ja, jeg forlod biografen med våde øjne. Men jeg følte mig også vredet som en karklud. ’A Man Called Otto’ lever op til en visdom, der næppe er forbeholdt mennesker med fremskreden old man gloom:
Hollywood-remakes er sjældent ret nødvendige. Ikke engang med Tom Hanks i hovedrollen.
Kort sagt:
’A Man Called Otto’ er ikke for kolde sjæle, der skyr det sentimentale eller forudsigelige. Men hvis man vil have en hurtigt fordøjet tåreperser om en gnavpot, der er go’ nok på bunden, kan man til nøds hilse på Tom Hanks’ Otto i biografen i stedet for svenske Ove på HBO Max.