Tobias Rahim ‘Orange’
Okay, den her ligger jo lige til højrebenet. Næsten så meget, at man kunne mistænke Rahim for at skrive ‘Orange’ netop til den koncert-drøm, de fleste danske artister går med: At optræde på Orange Scene.
For Rahim går drømmen snart i opfyldelse. Og med stor sandsynlighed bliver det da også ret magisk, når netop denne sangs melankolske guitarspil sætter i gang, og den dansk-kurdiske artist synger ordene om at male drømme orange.
Men vores gæt er: Allerede inden lørdagens koncert vil man sikkert være vidne til en Soundboks-version af Rahims guitarballade rundt omkring i Roskilde-lejrene.
Yung Lean ‘Ginseng Strip 2002’
Da Yung Lean for snart et årti siden dukkede op med ‘Ginseng Strip 2002’, troede mange, han var en joke. Det må man mildest talt sige var en fejlvurdering.
Rapperen har siden fået kultstatus, og i år giver han en nattekoncert på Roskildes Arena-scene. Timingen er god: ‘Ginseng Strip 2002’ har lige haft en gigantisk revival på TikTok. Vi gætter på, at sangen tager springet fra viral succes til camphit.
Calvin Harris & Ellie Goulding ’Miracle’
Man behøver ikke at elske Calvin Harris, men man må bukke sig i støvet for den mængde af EDM-bangers, han har formået at producere igennem årene. Og af selvsamme årsag er sommerhitbaronen efterhånden næsten obligatorisk på den her liste.
I år er det den eurodance-agtige ‘Miracle’ med Ellie Goulding, der nok vil dominere i campen after dark – især fordi den her type pulserende festsange altid er populære i smatten.
Ukendt Kunstner ‘Dansktop’
Det er lige før, at jeg ikke orker at forklare det. Du ved det vist godt: Ukendt Kunstner udgav pludselig et album tidligere i år. Uden varsel. Og Danmark gik mildest talt amok.
Albummet har hittet stort, og vi tror især på sangen ‘Dansktop’ med sit blytunge beat og sin mesterlige lyrik som camphit. Især fordi Ukendt Kunstner jo lukker Arena-scenen på festivalen lørdag nat.
Rosalía & Rauw Alejandro ‘Beso’
Siden Rosalía gav en imponerende optræden under årets Coachella, har jeg set frem til den fredag, hvor hun indtager Roskildes Arena-scene med flamenco-pop og dans.
Til Coachella optrådte hun også med kæresten Rauw Alejandro, som hun har lavet reggaeton-kærlighedsduetten ‘Beso’ med. Dén sang hitter pænt lige nu – og så er den perfekt til at soundtracke en Roskilde-romance. ‘Beso’ er nemlig spansk for kys.
Dave & Central Cee ’Sprinter’
Dave og Central Cee er to af Englands største rapstjerner, og de har simpelthen sluppet den her sommerbanger lige i tide til Roskilde. Sangen er strøget op af hitlisterne verden over, og mon ikke den også kommer til at sprede sig gennem Roskilde.
‘Sprinter’ er en musikalsk selvtillidsindsprøjtning, som du enten får at høre fra en fjern Soundboks eller til Central Cees koncert torsdag på Arena-scenen.
Beyoncé ‘Cuff It’
En måned efter at sidste års Roskilde-gæster havde pakket deres telte sammen og fundet vej tilbage til virkelighedens verden, udgav Beyoncé sit sveddryppende syvende album, ‘Renaissance’.
Et album, der siden udgivelsen har hittet afsted. Især ‘Cuff It’ har blot vokset sig større og større. Den er et godt eksempel på, hvordan hits i 2023 bare bliver hængende i månedsvis – eller måske endda år.
Latto feat. Cardi B ‘Put It On Da Floor Again’
‘Put It On Da Floor Again’ er dollar bills, numser, g-streng og grills. Så meget attitude, at det er svært at stå imod. Sangen er allerede stor på TikTok, og den kommer helt sikkert til at skabe twerk-fest i Roskilde-lejren.
Og så vil ‘Put It On Da Floor’ forhåbentlig også kunne fremkalde din indre big booty hoe, når Latto optræder på Arena-scenen (selvom Atlanta-rapperen allerede går på kl 14.00!)
Jain ‘Makeba’
En fransk hyldest-sang fra 2015 som årets lejrsang? Nej, der må være sket en fejl.
Næh, ingen fejl her. Der findes faktisk en rørende simpel forklaring. Den starter med Tik og slutter med Tok.
For ‘Makeba’ kan du lige nu finde overalt på hit-katalysatoren TikTok, hvor folk fra hele verden danser til det afrikansk-inspirerede dancepop-track. Vi gætter på, campen danser med.
D1ma ’Moonlight’
Sidste år nominerede vi D1mas drømmende og pulserende housesingle ‘Drøm mig væk’ til årets lejrsang. Nu har den maskerede rapper gjort det igen.
Denne gang er det hans upbeat, men stadig melankolske ‘Moonlight’, der nærmest er flyttet ind i top 10 på den danske Spotify-chart. Den lyder som skabt til fest under månens skær.
I år er der endda endnu en god grund til at nominere D1ma: Han spiller selv på festivalen fredag nat klokken 02.
Læs mere af Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.