Fra glamourøse gæster til legendarisk debutkoncert: Syv højdepunkter fra weekendens Coachella-festival

Weekendens Coachella-festival gjorde os dødmisundelige. Her er syv gode grunde til hvorfor.
Fra glamourøse gæster til legendarisk debutkoncert: Syv højdepunkter fra weekendens Coachella-festival
Rosalía på Coachella. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

1. Metro Boomin havde sidste års headliner med til sit show

Coachella har en stolt tradition for, at de optrædende overrasker publikum ved at hive andre superstjerner med på scenen, og i år var bestemt ingen undtagelse.

Eksempelvis kiggede Troye Sivan forbi Charli XCX’s koncert, mens Calvin Harris fik selskab af samarbejdspartneren Ellie Goulding. Labrinth kunne under sin optræden byde velkommen til selveste Billie Eilish, og Kali Uchis havde vennen Tyler, the Creator med.

Store navne, må man sige. Men prisen for årets vildeste gæsteoptræden går alligevel til superproduceren Metro Boomin.

Metro Boomin på Coachella. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images)

Han havde fredag aften et af sidste års hovednavne med: Nemlig The Weeknd, som i øvrigt blev hængende til hele seks sange.

Som om det ikke var nok, bød koncerten også på optrædener fra Diddy, 21 Savage, Future og Don Toliver.

Sikke et hold.

Blink-182 på Coachella. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images for Coachella)

2. Blink-182 kickstartede endelig deres reunion-turné

Blink-182’s reunion-turné kom tidligere i år rent ud sagt elendigt fra start, da de første 11 koncerter måtte udskydes, fordi trommeslager Travis Barker skulle opereres i en finger.

Med få dages varsel meddelte poppunk-trioen til gengæld, at de ville lægge vejen forbi Coachella, og lørdag aften kunne bandet således langt om længe skyde deres verdensturné i gang.

Resultatet var et glædeligt gensyn med den originale besætning bestående af Tom DeLonge, Mark Hoppus og Barker, som indvarslede deres comeback med en nostalgisk sætliste pakket til randen med deres gamle hits.

Rauw Alejandro og Rosalía på Coachella. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

3. Rosalía og kæresten beviste endnu engang, hvorfor de meget vel kan være årets kendispar

»Utroligt sexede og samtidig relaterbare«.

Sådan beskrev Soundvenues Caroline Toft Frost kæresteparret Rosalía og Rauw Alejandro, da hun i sidste måned kårede de to spansksprogede popstjerner som årets musikalske kendis-couple. Efter weekendens koncert på Coachella er det svært at være uenig.

Alright, det er måske ikke synderligt »relaterbart« bare sådan lige at hive sin bedre halvdel på scenen til verdens mest hypede festival, som Rosalía lørdag aften gjorde det på Coachella. Men her efterlod de to turtelduer ikke nogen tvivl om deres uforlignelige kemi – musikalsk såvel som romantisk.

Bad Bunny på Coachella. (Foto: Frazer Harrison/Getty Images)

4. Bad Bunny skabte historie – igen

I 2020 blev Bad Bunny den første spansksprogede musiker, der ved årets udgang kunne bryste sig af være Spotifys mest afspillede artist på globalt plan. En titel, han i øvrigt generobrede i både 2021 og 2022.

Nu kan den puertoricanske superstjerne tilføje endnu en musikhistorisk milepæl til cv’et. Fredag aften spillede Bad Bunny nemlig Coachellas første spansksprogede headliner-koncert nogensinde.

Det fejrede han blandt andet med et besøg fra Post Malone, som desværre druknede i tekniske udfordringer.

Maseo fra De La Soul og Damon Albarn på Coachella. (Foto: Frazer Harrison/Getty Image)

5. Gorillaz’ koncert var en rendyrket stjerneparade

Nu skrev vi godt nok, at Metro Boomin havde årets vildeste gæst med på scenen, men hvad angår ren og skær kvantitet, er det svært at hamle op med Gorillaz stjernespækkede show.

Musikalske samarbejder har alle dage været en afgørende del af tegneseriebandets dna, og det understregede Damon Albarn og co. endnu engang fredag aften, hvor de fik selskab af blandt andre Slowthai, Thundercat, Jamie Principle og Del the Funky Homosapien.

Desuden bød koncerten også på et besøg fra Posdnous og Maseo, der udgør de resterende medlemmer af hiphopgruppen De La Soul, efter tredjemanden Trugoy the Dove tidligere i år gik bort.

6. Jai Paul optrådte live for første gang

Det er de færreste musikere forundt at spille karrierens første koncert nogensinde på en kæmpemæssig festivalscene, men det var ikke desto mindre, hvad britiske Jai Paul denne weekend gjorde.

Den britiske musiker har haft en noget atypisk karriere, siden han i 2011 udgav debutsinglen ‘BTSTU’ og på rekordtid blev et af den elektroniske scenes mest hypede nye navne. To år senere dukkede et falskt debutalbum pludselig op på Bandcamp, og siden da har Jai Paul holdt lav profil.

Nu er han imidlertid tilbage, og lørdag aften kunne han således optræde live for første gang. Og så endda på Coachella.

Muna på Coachella. (Foto: Emma McIntyre/Getty Images)

7. To af tidens bedste indiebands smeltede sammen på scenen

Her på Soundvenue er vi ikke i tvivl: Muna og Boygenius er noget af det bedste indie, der findes lige nu.

Til weekendens festival var begge artister på programmet hver for sig. Men Julien Baker, Lucy Dacus og Phoebe Bridgers, der tilsammen udgør supergruppen Boygenius, kiggede også forbi Munas koncert fredag eftermiddag.

Her fremførte de Muna-sangen ‘Silk Chiffon’ (hvis studieversion da også tæller en feature fra Bridgers), og resultatet var dybt charmerende.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af