Midt til slut-00’erne var en spændende tid for superheltegenren på film.
Det skyldes ikke mindst, at vi fik startskuddet på MCU i form af ‘Iron Man’ i 2008, men naturligvis også Christopher Nolans Batman-trilogi, der introducerede en ny form for mørke og seriøsitet til genren.
En anden bemærkelsesværdig film fra denne periode er Zack Snyders ‘Watchmen’ fra 2009, som var rå, men visuelt flot, og som bestemt var anderledes fra hvad, man ellers havde oplevet hidtil.
Det ville nok ikke være at træde nogen over tæerne, hvis man hævdede, at den maskeklædte detektiv-antihelt Rorschach, er filmens mest cool og interessante karakter.
Megastjernen Tom Cruise var i hvert fald enormt interesseret i at spille karakteren skabt af legendariske Alan Moore, som bekendt gik til Jackie Earle Haley. Det fortæller Zack Snyder kort om i et nyt interview i podcasten Happy Sad Confused.
Oprindeligt ville Snyder nemlig have Cruise til at spille anti-skurken Ozymandias, men ‘Top Gun’ og ‘Mission Impossible’-stjernen havde slået sig fast på Rorschach.
»Jeg ville have Tom Cruise som Ozymandias. Tom ville spille Rorschach«, fortæller Snyder og fortsætter:
»Han ville spille Rorschach, hvilket, jeg mener selvfølgelig, han kunne have gjort. Ja. Men vi havde allerede Jackie, og Jackie er, ligesom, utrolig! Jeg mener, men jeg ville bestemt have overvejet Tom set i bakspejlet, hvis jeg ikke havde Jackie«.
Det er svært at forestille sig andre end Jackie Earle Haley i rollen som Rorschach, men grundet karakterens mere actionfyldte scener, kunne Cruise bestemt have været et interessant valg med sin historik for at udføre sine egne stunts.
‘Watchmen’ betragtes som et økonomisk flop, da den knap oversteg sit budget på godt 150 millioner dollars. I 2019 blev originalmaterialet udgivet i serieform på HBO, som Soundvenues anmelder var meget begejstret for.