Rihanna »starter forfra« på sit næste album

Rihanna »starter forfra« på sit næste album
Rihanna. (Foto: Kayla Oaddams/WireImage)

Tidligere på ugen fik Rihannas t-shirt stor opmærksomhed på internettet. På popstjernens overdel stod nemlig ordene »I’m retired«, hvilket flere læste som en drilsk kommentar til de verserende rygter om, at hun har et nyt album på vej i 2024.

Nogle forstod åbenbart også budskabet helt bogstaveligt, hvilket nu har fået Rihanna til at bekræfte, at hun rent faktisk arbejder på sit næste album. Dog er hun ikke kommet så langt med det, som mange nok havde håbet.

I et interview med Entertainment Tonight forklarer Rihanna, at hun »starter forfra« på sit niende album.

»Jeg tror, ​​at musik for mig er en ny opdagelse«, siger hun. »Jeg er ved at genopdage ting. Jeg har arbejdet på albummet i så lang tid, at jeg på en måde lagde alle de ting til side, og nu er jeg klar til at gå tilbage i studiet. Jeg skal nok gå i gang – giv mig et øjeblik!«.

En del af processen handler om at genbesøge de sange, hun allerede har lavet i perioden siden 2016.

»Ja, jeg starter forfra«, fortæller Rihanna. »Men jeg vil ikke forsømme de sange, jeg har, så jeg vil faktisk gerne tilbage og lytte til ting med nye ører, med mit nye perspektiv og så se, hvad der kan bruges, og hvad jeg stadig er forelsket i«.

Rihannas seneste album er ‘Anti’ fra 2016. På det seneste har hun været beskæftiget med lanceringer i hårproduktserien Fenty Hair.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af