Ep’en ‘7’: D1ma nægter at give sine fans det, de forventer
D1mas nye ep starter med en eksistentiel flugtscene. »Bare bliv ved med at løbe«, gentager han igen og igen over et minimalistisk beat. »Døden når os alle sammen / det blev vi lovet, da vi blev skabt«.
Flugten er et tilbagevendende motiv hos D1ma – hans gennembrudssang handlede jo allerede om at undslippe traumer og sorg ved at drømme sig væk. Og debutalbummet ‘Ev1gt&Alt1d’ startede også med en sang, der tematiserede døden (‘Alle dør alene’).
Men hvor flugten før tit blev soundtracket af elektroniske produktioner, er tempoet her sat betydeligt ned. D1ma er kommet for at reflektere. Som om denne ep er en lille pause fra det sædvanlige hektiske tempo, vi kender ham for.
På boombap-sangen ’Vågn op’ fortæller rapperen over et støvet beat historien om et par i et udsat kvarter, der går galt af hinanden, fordi de hver især er præget af en fortid med overgreb og kriminalitet og en nutid med misbrug. Sådan en klaverdrevet gadetragedie dufter næsten lidt af Immortal Techniques ‘Dance With the Devil’.
Andre steder på ep’en tematiseres kærligheden – som så ofte i D1mas karriere – også som en anden form for virkelighedsflugt.
Én kvinde bliver iscenesat som femme fatalen ’Cleopatra’ på den meget The Weeknd-anno-’Dawn FM’-inspirerede sang af samme navn. Sammen med den noget mindre vellykkede – også virkelig Weeknd-inspirerede – ’Feel Alive’ udgør den albummets mest klassisk poppede momenter.
De er effektive, men kommer ikke helt op på højderne, han har vænnet os til med sange som eksempelvis ’Moonlight’.
På et metaplan føles ’7’ også som en flugt fra den klubrap-stjerne, D1ma jo egentlig er.
Her er meget få store hits og et eklatant fravær af elektroniske beats. I stedet er der en del akustiske instrumenter som guitar på den næsten lejrbålspoppede ’Patience’. ’Cali Lovin’ er et rendyrket r’n’b-track.
De mere afdæmpede sange er solide. Men man kan ikke lade være med at føle, at D1ma her sjældent gør det, han egentlig er bedst til.
Hans største sange har været elektronisk pumpende klubrap, der på magisk vis forende Medinas dansegulvsmelankoli, en større, eksistentiel smerte og en evne til at tilføje det hele uimodståelige popomkvæd. Han formår, når han går mere elektronisk til værks, at skildre flugten fra virkeligheden som noget, der stedvis er tæt på en euforisk rus.
Den side savner jeg på ’7’, fordi pulser her sjældent for alvor forlader hvilelejet.
Samtidig er det selvfølgelig modigt at gå helt nye veje. Det havde været let at give fansene det, de kommer efter. Her udfordrer D1ma i stedet sine lyttere.
Ep’en slutter med ‘Offline’, en Xanax-bedøvet, svævende sang om, at D1ma ikke kan mødes med en love interest fordi han er offline og bedøvet på et fly, der er højt over havet. Det er et godt billede på denne ep: Han har snydt forventningerne, og er et helt andet sted. Flugten er fuldkommen.
Kort sagt:
D1ma dropper den pulserende klubrap, han hidtil har hittet med, til fordel for en mere afdæmpet lyd på sin nye ep. Det er en modig beslutning, men den gør også, at D1ma ikke gør det, han egentlig er bedst til.