I et liderligt øjeblik stjæler Troye Sivan showet. Resten af tiden ejer Charli XCX publikum som en almægtig gudinde

Soundvenue var med, da tidens mest hypede turné lagde vejen forbi San Francisco. Selv om to navne stod på plakaten, blev det et one woman show.
I et liderligt øjeblik stjæler Troye Sivan showet. Resten af tiden ejer Charli XCX publikum som en almægtig gudinde
Charli XCX og Troye Sivan på Sweat Tour i Los Angeles. (Foto: PR)

REPORTAGE. Allerede flere kilometer væk fra arenaen begynder det at vrimle med fans i ‘365 Party Girl’-croptops, kortere end lårkorte nederdele og høje læderstøvler.

Den natklubklædte menneskemængde vokser, som den nærmer sig Chase Center i San Francisco, hvor powervenskabet Charli XCX og Troye Sivan denne aften lægger vejen forbi med deres fælles Sweat Tour. Koncerten er gennem de sidste to måneder blevet den måske hypede i verden, selv om den kun turnerer i Nordamerika.

Soundvenue er taget med til det 20. og hidtil største show, hvor superstjernerne bag soundtracket til internettets sommer gør en almindelig søndag aften til en svedende fest med tusindvis af gæster.

Særligt en af dem. 

For selv om der står oktober i kalenderen, er brat summer tilbage og brager allerede før koncerten gennem publikum. Præcis som Charli XCX har gjort det gennem dette års popkulturelle landskab.

Faktisk bærer størstedelen af de forventningsfulde koncertgæster noget neongrønt, hvad end det er den simple brat-top, et par oversized solbriller eller en g-streng trukket op over hofterne.

Limegrønt publikumshav

Har man brugt mere end fem minutter på internettet i sommer, er man ikke i tvivl om, hvilken it girl tøjet er til ære for. For det har været tæt på umuligt at undgå popkulturens seneste hyperfiksering:

Brat

Hvis du alligevel skulle være i tvivl, er det navnet på Charli XCX’s album fra juni, der katapulterede den ellers veletablerede sanger ud af hyperpop-nichen og ind i mainstream-berømmelsen. 

Med både den første, anden og senest tredje version af albummet har den britiske musiker ikke bare leveret en stribe af hits, men også en hel livsstil. Alt sammen pakket ind i den nærmest sygeligt limegrønne farve, der pryder albummet.

For hvis popkulturen anno 2023 var domineret af Taylor Swifts polerede, introspektive pop og ikke mindst hendes monumentale Eras Tour, har 2024 været året for brat med klubmusik, fest til morgenstunden og jeg-giver-ikke-en-fuck-attitude. 

Ifølge hovedpersonen selv er det brat at gå med hvid tanktop uden bh og at parre den rigtige lighter med sine cigaretter. Men fænomenet har vist sig at være op til fortolkning. For eksempel har Charli XCX også kaldt den amerikanske præsidentkandidat Kamala Harris for brat.

Men selv om hendes brede popularitet stadig er ny, er arenaen i San Francisco ikke kun fyldt med gæster, der hoppede på Charli XCX-vognen, efter ‘Brat’ gik viralt. I køen til koncerten fanger Soundvenue faktisk kun fans, der har været med fra starten af hendes karriere. De er bare glade for, at resten af verden endelig også har set lyset.

Og søndag fylder de så meget, at aftenens anden hovedperson nærmest forsvinder fra bevidstheden i det limegrønne publikumshav.

 »Kan vi lige bruge et øjeblik på at værdsætte, hvor godt jeg ser ud i aften?«

Gennem store dele af aftenen er det faktisk nemt helt at glemme, at australske Troye Sivan er mere end bare Charli XCX’s plus one på trods af, at han spiller halvdelen af settet til den fælles koncert.

Der er langt mellem koncertgæster i hans mere afdæmpede merch, selv om han i 2023 for alvor brød igennem med det anmelderroste album ‘Something To Give To Each Other’. Soundvenue kvitterede med fire stjerner, og singlen ‘Rush’ fik to Grammy-nomineringer.

Men søndag aften er han ikke the moment.

»Hvis jeg skal være ærlig, er jeg her mest på grund af Charli. Jeg har ikke noget imod Troye, men jeg har tænkt på, om han er usikker over, om folk er her på grund af Charli. Det er lidt synd«, fortæller en fan inden koncertstart.

Det er dog Troye Sivan, som åbner koncerten og passende får publikum i gang med singlen ‘Got Me Started’, inden han fortsætter med ‘What’s The Time Where You Are?’ og ‘My My My!’.

Derefter indtager de to popstjerner scenen på skift.

Og da Charli XCX for første gang dukker op på scenen til det remixede hit ‘365’, skriger hele salen, som om koncerten først der egentlig går i gang.

Popkanonen affyrer derefter de to første singler – ‘360’ og ‘Von Dutch’ – fra ‘Brat’-albummet som granater ud i den dansende menneskemængde.

»I er alle sammen sweaty as fuck, og jeg elsker det!«, råber Charli XCX fra scenen og fortsætter:

»Kan vi lige bruge et øjeblik på at værdsætte, hvor godt jeg ser ud i aften? Håret, makeuppen, min røv … I havde alle sammen en brat summer, ikke?«

Og det havde publikum. I hvert fald af dømme efter deres skrig.

Charli XCX danser for kameraet, slikker på scenegulvet og vrider sig iført de solbriller, som er faste accessories til hendes hele seks forskellige outfits. Sceneshowet består af ren attitude.

Da Troye Sivan igen går på, tager flere i publikum en pause fra det svedige one woman show. Der er sågar nogle, der sætter sig ned. Noget hverken beatet, strobelysene eller stemningen tillod, da Charli XCX var på scenen.

Troye Sivan er ellers under store dele af aftenen omringet af seks veltrænede dansere, som han både giver mikrofon-blowjobs og snaver inderligt med. 

Troye Sivan på scenen til Sweat Tour i Toronto. (Foto: SWEAT TOUR)

Særligt liderligt bliver det under hittet ‘One Of Your Girls’.

Her dry humper Troye Sivan en dansers ansigt under en sensuel lapdance. Under den længselsfulde crowdpleaser ejer han for en stund showet.

Publikum synger med fra start til slut.

Æbledans på scenen

Godt og vel halvvejs gennem koncerten bringer Charli XCX sig selv som internetfænomen helt ind på scenen, da en kameramand begynder at lede efter fans blandt publikum, der kan danse den virale koreografi til nummeret ‘Apple’.

»Vi har brug for nogen, der ser cute ud. Det her kommer til at være over det hele på internettet«, siger en autotunet Charli XCX under introen til sangen, som i øvrigt næsten ikke fik en plads på albummet, men blev et overraskende hit, efter den fik sin egen TikTok-dans, der indtil videre er blevet anvendt i 1,7 millioner videoer. 

Meget 2024.

På storskærmen bag sangeren viser en gruppe unge kvinder således deres dedikation, mens de bevæger deres hænder diagonalt ind over maven og knækker imaginære hjerter over hovedet til et elektronisk beat.  

Kigger man ud over stolerækkerne, ligner det en form for synkron religiøs dans med Charli XCX som den almægtige gudinde.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selv tilskuerne på de allerbagerste rækker vil bevise, at de er med på trenden. For ‘Brat’ er ikke bare et album, der bliver hørt derhjemme eller i byen. En stor del af populariteten er den særlige vibe, der også skal udleves, deles og vises frem på sociale medier.

Kort efter bliver de dedikerede tilhængere serviceret med tidligere fanfavoritter som ‘Vroom Vroom’ og ‘Track 10’.

Efter halvanden time står Troye Sivan og Charli XCX endelig sammen på scenen. Først med samarbejdet ‘1999’ og senere med remixet af ‘Brat’-sangen ‘Talk Talk’, som Troye Sivan er med på. 

Det bliver koncertens sidste nummer, som sender alle de limegrønne party girls ud i natten på jagt efter et brat autumn.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af