Når Danmarks ældste filmpris løber af stablen næste gang i marts 2025, bliver det uden de sædvanlige priser til bedste mandlige og kvindelige skuespillere.
Foreningen Danske Filmkritikere, der står bag prisen, har således besluttet at ophæve opdelingen i mandlige og kvindelige priser til årets skuespilpræstationer i dansk film.
I stedet vil man nu uddele to samlede priser til Bedste hovedrolle og Bedste birolle ud fra et nomineringsfelt med syv kandidater i hver, altså på tværs af køn.
Desuden indfører man den nye pris Bedste ensemble til en film, hvor skuespilgalleriet som helhed er værd at anerkende.
I første omgang løber ordningen i en prøveperiode på fire år, hvorefter Danske Filmkritikere evaluerer tiltaget og beslutter, om det skal fortsætte.
I en pressemeddelelse udtaler Danske Filmkritikeres forperson, Politikens anmelder Nanna Frank Rasmussen:
»Hvis Bodilprisen blev indstiftet i dag, kunne man næppe forestille sig, at nogle priser ville være kønsopdelte, mens andre ikke var. Og selv en gammel dame som Bodil skal selvfølgelig følge med tiden. Derfor er vi i Danske Filmkritikere glade for at fortælle, at Bodilprisen ikke længere vil bestå af kønsopdelte skuespilpriser. Kvaliteten af en filmpræstation afhænger ikke af en skuespillers køn, og det er vigtigt, at Bodilprisen kan inkludere og hylde alt det talent, der finder vej til filmbranchen«.
I foråret meldte teaterprisen Reumert ud, at de indførte kønsneutrale skuespilpriser. Bodilprisen er den første danske filmpris, der afskaffer kønsopdelingen i skuespilpriserne.
Bodil-showet 2025 finder sted 15. marts.