I går kunne vi berette, at Kesi trollede Billed-Bladet, efter at de havde beskrevet ham som »Thor Farlovs ledsager« i deres dækning af Kronprinsparrets Priser.
Den betegnelse gik i første omgang viralt på TikTok, hvorefter Kesi selv delte opslaget på sin Instagram. Han tilbød desuden at sende Billed-Bladet en t-shirt med teksten ‘Hvem fuck er Kesi?’.
Nu har rapperen og ugebladet dog sluttet fred. På sin Instagram Story har Kesi delt et screenshot af en korrespondance med Billed-Bladets Instagram-profil, hvor mediet skriver følgende:
»Der skulle SELVFØLGELIG have stået Kesi. Eller kongen af dansk rap. Det gik lidt stærkt herinde. Send MEGET gerne en t-shirt (eller 26!) – vi glemmer dig ikke igen«.
Dertil har Kesi skrevet: »Alt er godt! Vi er venner igen«.
Billed-Bladet har også tilføjet Kesis navn til den artikel, balladen oprindelig drejede sig om.