‘Den 6. magt’: En sadistisk dansk sammensmeltning af ’Borgen’ og ’Ocean’s Eleven’

‘Den 6. magt’: En sadistisk dansk sammensmeltning af ’Borgen’ og ’Ocean’s Eleven’
Mikkel Blaabjerg. (Foto: Jonas Pryner Andersen)

ROMAN. Har du nogensinde haft så dårlig en chef, at du fantaserede om at slå hende ihjel? Ja, måske?

Har din chef været så dårlig, at du havde lyst til at udføre en række bombeattentater og slå hundredvis af uskyldige ihjel?

Nok ikke, men det har Theis Kirkeby. Han er nemlig blevet smidt direkte under partibussen i Mikkel Blaabjergs første roman, den politiske thriller ’Den 6. magt’.

Theis Kirkeby er en bimlende loyal spindoktor for forsvarsministeren Asta Engmann. Han tager skraldet for hende i møgsagerne, smører journalisterne – og nå ja, så boller han også med hende. Han er som sagt meget loyal.

Det er lige indtil, Asta beder ham over at dække over en gedigen møgsag. Hendes far er nemlig en omvendt nepo-baby og har fået nogle yderst lukrative handler i hus, fordi Asta er minister. Pressen må selvfølgelig ikke få nys om det.

Theis lægger sig fladt ned og tager det fulde ansvar for miseren for at holde hånden under sin Asta.

Han gik lige i hendes fælde og ryger i fængsel. Det var et set-up. Hele den nøje tilrettelagte plan lykkedes. Men nu begynder Theis på sin langt mere diabolske og indviklede plan for at få hævn.

Hvor Egon Olsen ville bruge tænketiden i kachotten på at fantasere om fire pakker tyggegummi, en mundharmonika og Hallandsens røde kuffert, ser Theis blodrødt og begynder at orkestrere sin hævn, der involverer bomber, højreradikale militante og islamistisk terror.

Om planen lykkes – om Theis får hævn over Astrid Krag … jeg mener Asta Engmann – er motoren i denne sadistiske sammensmeltning mellem det politiske drama i ’Borgen’ og planlægningsfaserne fra Heist-film som ’Ocean’s Eleven’.

Her er det hele bare tilsat et højeksplosivt skvæt islamisk terrortrussel. Du får både dramatisk valgdrama og konkrete knald i din knaldroman.

Det er selvfølgelig enormt overdrevet: To menneskers katten-efter-musen-leg kan afgøre hele kongerigets skæbne. Theis kan egenhændigt rigge hele folketingsvalget. Det kræver lidt suspension of disbelief.

Når det er sagt, fungerer ’Den 6. magt’ fremragende. Den er umådelig svær at lægge fra sig og man bliver hurtigt suget ind af de mange plottråde, der danser rundt om Theis’ hævnfantasier.

‘Den 6. magt’. (Foto: People’s)

Karaktertegningen er interessant. På overfladen er karaktererne relativt flade, lettere stereotypiske. Theis er den gudsbenådede (og lækre) spindoktor med en skummelhemmelig fortid. Asta er den ærgerrige minister med teenageproblemer på hjemmefronten, der lader sig forblænde af magten.

Det er set før, men det fungerer, fordi de er nederdrægtige antihelte på hver deres måde. Det giver romanen en dejligt dirrende drivkraft, at man aldrig ved, hvem man skal holde med.

Theis vil begå terror. Asta skal ikke slippe af sted med sin korruption. Ingen af dem fortjener at lykkes. Men vil de mislykkes og hvordan?

’Den 6. magt’ er rendyrket genrelitteratur. Det er en spændingsroman, så plot og fremdrift er essentielle komponenter, men den er mere velskrevet, end genren nødvendigvis kalder på.

Mikkel Blaabjerg har en evne til at give lidt litterær bismag, når han krydrer med sætninger som:

»Advokat Steen Engmann var så trænet i at arbejde i skyggesiden af den øverste magt, at han nærmest sugede alt lyset ud af omgivelserne.«

Bygningerne, byen og naturen lever med i romanen og bidrager til at sætte stemningen. Og det giver god mening. Selvom det er Mikkel Blaabjergs første roman, er det ikke hans første kreative output.

Blaabjerg har lavet film og reklamer i mere end 25 år, og han har også ageret kommunikationsrådgiver for Socialdemokraterne under tre valgkampe. (Man må derfor uvægerligt stille sig selv spørgsmålet: Hvilken socialdemokrat fantaserer Blaabjerg om at hævne sig på?)

Romanen har en grundlæggende filmisk kvalitet. Den sætter effektivt sine scener. Den bruger det visuelle med selvsikker balance, og så lader Blaabjerg alle replikker lyde, så de kan kopieres direkte ind i screenplayet, når ’Den 6. magt’ skal filmatiseres. 

Og det er slet ikke utænkeligt, at den ville skulle det. For den er bundsolid spænding. Det bliver ikke din næste yndlingsbog, men det bliver den roman, der holder dig vågen en time længere end planlagt, fordi den er umulig at falde i søvn til.

Ja, det er da fjollet, at alle karakter med skyggen af magt i bogen har en affære, at Theis helt selv kan orkestrere valgresultatet, og at kommunikationen foregår i onelinere, men det ændrer bare ikke på, at det er fremragende underholdning.

Det ved forlaget også, for det her er kun starten. ’Den 6. magt’ er startskuddet til en serie, så det er spændende, om der kommer en ’7. magt’ og holder niveauet næste år.


Kort sagt:
’Den 6. magt’ er en vellykket spændingsroman, der formår at lave en ægte thriller ud af dansk politik – også selvom den graver nogle lidt for dybe plothuller.

'Den 6. magt'. Roman. Forfatter: Mikkel Blaabjerg. Forlag: People's. Sprog: Dansk. Længde: 300 sider.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af