Rumble in Rhodos – kikset emo

Det er lidt unfair at kritisere et bands image. Noget så overfladisk burde jo ikke have nogen betydning for musikken. Og det havde det på sin vis heller ikke for norske Rumble in Rhodos, men til en live-koncert kan det ikke lade være med at spille ind. Mange bands har jo trods alt vundet meget med et gennemført image, og selv om det ikke behøver at være stilet som White Stripes eller Raveonettes, gør det jo ikke noget, at der i det mindste er et samlet udtryk.

Det kan man ikke påstå, at Rumble in Rhodos havde. Det var nærmere spraglet og lettere kikset. Når de så samtidig spiller noget så seriøst som emo i klassisk forstand – det vil sige energisk, melodiøs og en anelse kompleks guitarrock med en lys, skrigende vokal – virkede det heller ikke videre troværdigt, at de glade sprang rundt på scenen. Endda en anelse anstrengt i starten. Som om de havde aftalt, at hvis bare de bevægede sig helt vildt meget, ville publikum få indtryk af et energisk band. Men da de kom længere ind i koncerten, virkede de energiske udskejelser dog ægte nok.

Til trods for deres begejstrede indsats var deres energi dog spildt på lidt for pæne sange med svage melodier. Og det ville et gennemført image under ingen omstændigheder have reddet alligevel.