At søge ly i Taylor Swifts hus, lyder ikke som det værste, der kan ske.
Det var tilfældet, da Zoë Kravitz og hendes mor, skuespilleren Lisa Bonet, blev evakueret under de voldsomme skovbrande i Los Angeles i begyndelsen af året. Men besøget gik helt skævt på grund af deres tredje gæst: Bonets kæleslange Orpheus. Det fortalte Zoë Kravitz, da hun var gæst i Seth Meyers talkshow.
Efter to ugers ophold i Swifts smukke hus havde de næsten klaret den som de perfekte husgæster. Men så mistede Lisa Bonet sin slange på badeværelset, hvor den hang om hendes hals, mens hun vaskede sit ansigt. Herefter kravlede den direkte ind i et hul i væggen, hvilket førte til, at hele badeværelset måtte pilles fra hinanden.
Ifølge Kravitz måtte husbestyreren hente et koben. »Vi river fliserne op. Vi ridser væggene«. Til sidst fik de fat i slangen Orpheus.
Kravitz betalte efterfølgende for at få sat badeværelset i stand igen, men havde håbet hun kunne slippe for at fortælle Taylor Swift om det, før der var styr på det hele.
»Og jeg kan huske, at jeg ringede til hende og sagde, du ved, ‘Hey’, også i en meget skinger tone. ‘Jeg vil snakke med dig om noget’. Og så var hun sådan, ‘handler det om, at du næsten mistede en slange i huset og ødelagde mit badeværelse?«, lyder Kravitz’ gengivelse af samtalen.
Du kan se hele klippet her:
Kravitz var for nylig aktuel i Seth Rogen-serien ‘The Studio’, hvor hun også spillede med i nogle ekstreme Hollywood-scenarier, og Swift-historien lyder som tyvstjålet derfra, selvom den er virkelig.
Kravitz er snart aktuel i Darren Aronofskys komedie ‘Caught Stealing’, hvor hun spiller over for Austin Butler.
