Forstår udlandet en så sindssyg film som ’Den sidste viking’? Vi nærmer os et svar

Det var ikke givet på forhånd, at et internationalt festivalpublikum ville tage varmt imod ’Den sidste viking’, der har Mads Mikkelsen som skizofren John Lennon og ikke viger uden om identitetspolitiske ømtåleligheder. Men både kritikere og fans skriger så højt som nogensinde.
Forstår udlandet en så sindssyg film som ’Den sidste viking’? Vi nærmer os et svar
Mads Mikkelsen under Venedig Film Festival. (Foto: Leslie Holm)

VENEDIG FILM FESTIVAL. Autografblokkene, som jeg ikke vidste stadig fandtes, vejer i luften, da ’Den sidste viking’ holder verdenspremiere på Venedig Film Festival.

Der er ingen tvivl om, hvem den imponerende store flok er kommet for at se. Et bestemt navn giver ekko i mængden på rigtig mange forskellige sprog. Og da han ankommer, bliver det til skrig, der kan høres på lang afstand: »MARS MEECKELSEN!«

Det samme var tilfældet tidligere, da ’Den sidste viking’-holdet ankom til festival-øen Lidoen for at holde pressemøde, hvor ‘Casino Royale’- og ‘Hannibal’-stjernen hilste lifligt, underskrev og tog selfies. Ved pressevisningerne af Anders Thomas Jensens nye film, der vises uden for konkurrencen på festivalen, bemærker flere kritikere, at der var jubel, bare han kom på skærmen.

Men ved den røde løber er der stadig masser af længselsfulde fans tilbage.   

Til at starte med poserer Mars Meeckelsen dog så længe for kameraerne med armene om konen Hanne Jacobsen og derefter medspillerne Nikolaj Lie Kaas og Sofie Gråbøl, at det kunne tyde på, at fremmødet må skuffes og nøjes med synet denne gang.

Mads Mikkelsen under Venedig Film Festival. (Foto: Leslie Holm)

Til allersidst tildeler stjernen dem alligevel et minut til et stort fællesselfie og autografer – men med løftet pegefinger. Da han efter den røde løber-entré kommer ind i forhallen til salen, hvor filmen skal vises, meddeler han til sidst sin fanflok, at han bliver nødt til at gå på toilettet.

Ligesom det meste andet, Mads Mikkelsen har foretaget sig siden ankomsten, er begge øjeblikke gået en lille smule viralt. I hvert fald inden for de loyale bobler på steder som X, hvor folk dyrker den danske skuespiller som en cigaretrygende afgud. 

Men er den hedengangne peepaw-kult og de begejstrede kritikere, der mest er vant til at se ham i Hollywood-produktioner eller Oscar-dramaer som ’Druk’ og ’Bastarden’, klar til at se ham som ’Den sidste viking’? I rollen som den skizofreniramte gråpermanentede Manfred, der stjæler hunde og insisterer på, han er John Lennon? Og i øvrigt hopper ud af et vindue, hvis han bliver kaldt andet end John.

Hvilket hans bror Anker bliver ved med at gøre, da han kommer ud af fængsel 15 år efter at have røvet en kontanttransport med 41 millioner og altså skal bruge Manfreds og ikke Johns hjælp til at vise ham, hvor pengene blev begravet, efter han blev fanget af politiet.

Et projekt, der desuden kommer til at involvere en gendannelse af The Beatles med to andre psykiatripatienter orkestreret af Lars Brygmanns IKEA-glade psykiater Lothar samt en blodig animationsparafrase over ’alle får en medalje’-konceptet fra lilleputfodbold, fordi det er synd for dem, der har tabt, at de har tabt.

Lost in translation?

Mads Mikkelsen svarer tilbagelænet, da jeg dagen inden premieren spørger ham, om han frygter, at humoren og grovheden kan gå lost in translation?

»Nogle gange overrasker det dig, hvad der kan rejse, og nogle gange overrasker det dig, hvad der ikke kan«, siger han.

Han virker dog mere optaget af, hvordan filmen vil blive forstået, end om den vil blive misforstået.

»Det her er en film med mange ord, der er mange detaljer i, hvordan vi siger ting. Det er en stor del af filmen, og det vil gå tabt i oversættelsen, så de kommer åbenlyst til at se noget, der ikke har det. Og hvad gør det ved publikum? Så vi ved det ikke. Men jeg krydser fingre«.

‘Den sidste viking’. (Foto: Rolf Konow)

Lidt det samme gælder det identitetspolitiske, der ikke var en del af samtalen under hans første mange ture i Anders Thomas Jensen-universet, men sneg sig ind med den læbeganespaltede ‘Mænd og høns’ fra 2015. ‘Retfærdighedens ryttere’ kom i 2020, men her med Mikkelsen som straight man.

»Jeg ved det ikke. Jeg er ikke del af den verden. Anders Thomas eller en af producerne ville kunne svare på det. Jeg beskæftiger mig ikke med at afveje, hvad der er oppe i tiden, jeg beskæftiger mig med at lave ting, jeg synes er ægte«, siger den danske stjerne.

Der var ingen bekymret amerikansk manager, der var bange for potentielt backlash?

»Nope. Jeg har én, der ved, at jeg er dansker, og at vi gør nogle anderledes ting«.

Anders Thomas Jensen, Nikolaj Lie Kaas, Sofie Gråbøl og Mads Mikkelsen under Venedig Film Festival. (Foto: Leslie Holm)

Og at dømme på modtagelsen er kritikere og publikum i udlandet af samme overbevisning.

Her er næsten samtlige amerikanske filmmedier enige med Soundvenues filmredaktør, der gav fem stjerner og skrev, at »ingen gør det bedre«.

Indiewire kalder det »endnu en smuk mørk komedie fra Anders Thomas Jensen«.

Og The Hollywood Reporter konkluderer:

»På papiret burde intet af det fungere, inklusive den risikable idé, at adskillige af de komiske karakterer er blevet diagnosticeret med psykiatriske lidelser, men denne usandsynlige film er konsekvent underholdende, mærkelig og i sidste ende rørende«.

‘De sidste viking’s tur til Venedig Film Festival kan kun betegnes som et sejrstogt.

’Den sidste viking’ får dansk biografpremiere 9. oktober.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af