’Mælkevejen’: Biografaktuel film er den perfekte følgesvend til Édouard Louis’ forfatterskab
For tiden er den franske forfatter Édouard Louis aktuel med romanen ’Kollaps’. Det er den seneste tilføjelse til et forfatterskab, der drejer sig om hans opvækst i Udkantsfrankrig, hvor økonomisk og kulturel fattigdom er normen, homofobien trives, og mismoden går i arv. Som forfatter og debattør har han startet en vigtig samtale om hjemlandets underklasse og dens kontrast til Frankrigs luksuriøse riviera, frodige vinmarker og romantiske hovedstad.
Hvorfor starter denne anmeldelse af ’Mælkevejen’ med Louis? Fordi det er en film, som i sit tema og sin historie føles som en sjælelig fætter til Louis’ romaner, og som leverer endnu et kunstnerisk indspark i samtalen om klasse i et rigt, men ulige land.
Filmen følger (som Louis’ forfatterskab) en ung mand, Totone, i en fattig fransk landsby. Hans liv består primært af at drikke sig fuld, forsøge at score piger og hænge ud med sine to kammerater, mens de roder med biler. I åbningsscenen lokkes han i fuldskab op på en bardisk og lader tilskuerne opmuntre ham, indtil han står splitternøgen med en smøg i munden, et rødmosset, akneramt ansigt og et stort smil.
Totone slipper afsted med det, fordi der ikke rigtigt er nogen, der holder øje med ham. Derhjemme er kun hans lillesøster og hans far, der om dagen transporterer mælk til det lokale ostemejeri og om aftenen selv får en tår over tørsten og gør Totone til skamme foran byens teenagere. Lige indtil faren sætter sig bag rattet i beruset tilstand, og Totone er alene tilbage med sin søster, et hjem, hvor malingen skaller, og absolut ingen voksne til at hjælpe sig.
Ikke nok med det har Totone også en rivalisering med drengene fra nabobyen. Det startede med at handle om en pige, men handler snart mere om stolthed, hævn og en aggressiv maskulinitet, der skal opretholdes. Det er et problem, fordi drengene arbejder hos det ostemejeri, hvor Totone får lov til at træde i sin fars støvler.
Men en dag skal den Comté-ost, de producerer, testes. Smagsdommeren, en fin dame i skjorte og perlekæde, kan smage både kornblomster og køernes kost i osten, og Totone får smag for ostemejeriets kunst – men først og fremmest for en stor sum penge, man kan vinde, hvis man producerer den bedste Comté.
Men Totone ved ikke, hvordan man laver ost. Han ved heller ikke, hvordan man passer sin lillesøster, lader være med at drikke sig fuld og holder sig ude af problemer.
’Mælkevejen’ er Totones overmodige, dumdristige og nogle gange bare dumme forsøg på at ændre sine omstændigheder. Undervejs er det hjertevarmende at se Totone, med sine to bedste venner med vidunderligt grydeklippet hår ved sin side, se YouTube-videoer om ost og konstruere en kedel over bål, så de kan fremstille egnens bedste Comté i deres baghave. Men mælken i kedlen er stjålet, og for at skaffe det har han udnyttet en af de eneste i byen, der har været en hjælpende hånd siden farens død, pigen Marie-Lise.
’Mælkevejen’ er ikke sentimental eller naiv, hvad angår Totones svære kår. Det er ikke en fortælling om, at hvis bare man knokler og tror på sine evner, kan selv en forældreløs teenager i Frankrigs underklasse blive, hvad han vil. Totone er ikke en antihelt, men en presset dreng, der skal lære om ansvar på den hårde måde.
Totone og hans venner følger ikke en forudsigelig læringskurve, og det gør også filmens komposition til en sjov størrelse. Det er, som om Totone i sit hoved kan se, at osteskabelsen over tid vil forbedres og til sidst, når han naturligvis vinder den store pris, vil forandre hans liv, mens man som publikum med filmens realistiske syn på hans tilværelse ved, at der er mere brug for, at han holder sig fra flasken og måske får noget statslig hjælp.
Man håber på, at han vågner op og ser virkeligheden i øjnene, men hepper også på hans urealistiske drøm, og det er den virkelige tragedie, at de to ting har så svært ved at eksistere side om side.
Den debuterende instruktør, Louise Courvoisier, viser sine hovedpersoners liv frem med intimitet og sympati. Den største åbenbaring er dog hovedrolleindehaveren Clément Faveau, som til perfektion spiller den akavede teenager, der skal stå på egne ben.
Denne præstation, filmens stille charme og det fine portræt af en presset, landlig fransk (og europæisk) klasse, gør ’Mælkevejen’ værd at se.
Kort sagt:
Som en tematisk og sjælelig fætter til Édouard Louis’ forfatterskab viser ’Mælkevejen’, hvordan det fattigste Frankrig forsømmes, med et fint portræt af teenageren Totone, der ser den fornemme Comté-ost som sin vej ud af sin sociale arv.