Gid sangene på Doja Cats ‘Vie’ var lige så kaotiske som hendes TikTok-videoer
ALBUM. For nylig lå jeg fastholdt i et krampagtigt grineflip efter en lang doomscrolling-session på Doja Cats TikTok-profil.
Måneden inden et nyt album ville de fleste nok poste en masse dyrt producerede videoer med dertilhørende koreografi, men Doja Cat har brugt tiden på at parodiere alien-invasioner, lave mærkelige impressions og levere absurde selvhjælpsbudskaber med morgenhår fra sit soveværelse.
Den 29-årige sanger, rapper og edgelord har en af de sjoveste og mest unhinged online-tilstedeværelser, man har set blandt popstjerner. Og hvor ville jeg ønske, at hendes musik var lige så spændende som hendes persona.
Desværre har det ikke altid været tilfældet, og hendes femte album, ‘Vie’, skaber næsten endnu større distance mellem karakteren og musikken.
Musikalsk har Doja Cat altid haft mange jern i ilden, og der har været plads til både store popbaskere og hårdere hiphop-tracks i hendes repertoire, hvilket har fungeret takket være hendes excentriske persona og hendes evne til at skabe stærke hooks.
Men ‘Vie’ er underligt kontrolleret og afdæmpet sammenlignet med hendes tidligere værker. Faktisk er det hendes måske mest formfuldendte album til dato, for modsat forløberne ‘Scarlet’ og ‘Planet Her’ har Doja Cat her dedikeret sig til én musikalsk ramme.
Rammen hedder 80’er-pop og -r’n’b, og på credit-listen til albummet finder man både Jack Antonoff og The 1975’s George Daniel. Og det er lidt her, kæden hopper af. 80’er-æstetikken har været den globale pops go-to det seneste årti, og at lave et helt album under den overskrift virker i 2025 simpelthen for brugt og uopfindsomt. Især til Doja Cats kaotiske personlighed.
Grebet bliver brugt mere som en tom pastiche end en genfortolkning af fortiden, og det føles som et letkøbt trick. 80’erne har ringet, og de vil faktisk gerne have deres musik tilbage nu. Ikke flere saxofon-soli, ikke flere rumklangstrommer og ‘Sexual Healing’-inducerende trommemaskiner. Der må være andre måder at lave interessant popmusik på.
Og egentlig burde Doja Cat også være den, der kunne gøre det. Albummets første og eneste singleforløber, ‘Jealous Type’, har et stærkt omkvæd og den karakteristisk skabede, lyse vokal, og ‘Aaahh Men!’ besidder også de quirky træk og skæve korharmonier, man forbinder med et Doja Cat-nummer. Men derfra bliver albummet letbenet og mangler sange, der skiller sig ud.
‘Take Me Dancing’ med SZA er en fin popsang. ‘Gorgerous’, ‘Lipstain’, ‘Acts of Service’ og ‘Make It Up’ er fine r’n’b-sange. Men hvor er den kvinde, der fik mig til at rulle rundt på gulvet af grin? Hvor er personligheden og den skæve humor i teksterne og i produktionerne?
Fair nok, Doja Cat lader til på ‘Vie’ at have brug for at tale lidt mere alvorligt om kærligheden, og hvordan den ikke altid er en dans på roser. Men hvis hun kunne gøre det bare 10 procent mere som sit online-persona, ville jeg have meget mere lyst til at lytte med.
Kort sagt:
Doja Cat omfavner 80’er-æstetikken på ‘Vie’, men mangler den excentriske kaosenergi, der kendetegner hendes vidunderlige online-persona.