’The Lost Bus’: Matthew McConaughey spiller over for sin søn og mor i stressinducerende overlevelsesfilm
Man kan kende en Paul Greengrass-film på lang afstand.
Den 70-årige britiske instruktørveteran har for længst perfektioneret en visuel stil inspireret af sin tidlige baggrund som dokumentarist: Et håndholdt, rystet og desorienteret kamera placeret midt i begivenhederne.
Greengrass er nok mest kendt for at benytte det rå udtryk i sine actionthrillere om spionen Jason Bourne. Men gennem karrieren har han i endnu højere udvist en interesse for voldsomme historier fra virkeligheden. Fra det nedstyrtede fly under 9/11-terrorangrebet (’United 93’) og piratkapringen af et amerikansk skib i 2009 (’Captain Phillips’) til Utøya-massakren (’22 July’) og britiske soldaters nedskydning af irske demonstranter i 1972 (’Bloody Sunday’).
Virkeligheden ligger også til grund for instruktørens nyeste film, ’The Lost Bus’, som han har skrevet i samarbejde med ’Task’- og ’Mare of Easttown’-skaberen Brad Ingelsby.
Spændingsfilmen bygger på Californiens mest ødelæggende og dødelige skovbrand nogensinde, der fandt sted i 2018 omkring Paradise. Her reddede skolebuschaufføren Kevin McKay sammen med blandt andre læreren Mary Ludwig 22 børn ud af den omfattende brand.
Altid seværdige Matthew McConaughey indtager hovedrollen som buschaufføren, der skal blive en usandsynligt lokalhelt. Han er ellers lidt af en fuckup, som har mange gode og dårlige undskyldninger for altid at komme for sent til alting. Det har kostet ham et ægteskab, og det er også ved at koste ham forholdet til sin teenagesøn.
Faktisk er McKay ny i jobbet, da han (på grund af endnu en forsinkelse) befinder sig i nærheden af en skole med elever, som skal evakueres hurtigt muligt. Efter lidt tøven påtager han sig at køre dem i sikkerhed. Med hjælp fra elevernes underviser, gestaltet af America Ferrera, viser han sig som den handlende mand, han sjældent har været i privaten.
’The Lost Bus’ er ikke ligefrem et banebrydende bekendtskab. Filmen gentager snarere end udfordrer formen fra andre spændingsfilm baseret på virkelige hændelser, herunder Greengrass’ egne.
For eksempel følger vi parallelt med lægmandens overlevelseskamp begivenhederne fra myndighedernes perspektiv, hvor brandfolk understreger sagens alvor og udsteder desperate ordrer i kamp med tiden og flammerne. Vekslen mellem rystede, nære optagelser med karaktererne og episke, glidende totalskud af det ødelagte landskab føles også meget velkendt.
Selvom alt er set før, bliver man alligevel opslugt af fortællingen, så snart busdørene smækker i med McConaughey, Ferrera og skoleklassen ombord. For Greengrass kan sit kram.
Hans vanligt rystede kameraføring, som den norske filmfotograf Pål Ulvik Rokseth står for, bringer en umiskendelig intensitet til den i forvejen tilspidsede handling. Til tider får stilen ligefrem en uventet abstrakt, nærmest hallucinatorisk effekt, når billedet overdænges af flammer og flimrende gløder.
De varme og lyse farver oven på røgens evigdunkle baggrund, der forvandler dag til nat, har faktisk også en overraskende betagende skønhed over sig, som jeg ikke nødvendigvis forbinder med Greengrass’ umiddelbare og instinktive filmsprog.
Først og fremmest er ’The Lost Bus’ dog en umanerligt hektisk og stressinducerende filmoplevelse med de små og skrøbelige menneskeskæbner i front.
Selvom handlingssporet omkring hovedpersonens personlige relationer er mindre interessant end den præsente redningsaktion, medvirker McKays bekymring for sin egen familie, som han hele tiden er afskåret fra, effektivt til spændingsforløbet.
At de mindre roller som hovedpersonens søn og aldrende mor faktisk spilles af McConaugheys egen søn og mor, 17-årige Levi McConaughey og 93-årige Kay McConaughey, giver lidt meta-krydderi til familiedramaet i baggrunden for den yderst nervepirrende bustur.
Kort sagt:
Bourne-instruktør Paul Greengrass viser med den umanerligt hektiske og stressinducerende overlevelsesfilm ’The Lost Bus’, at han stadig kan sit kram.