»Det var du længe om«.
Sådan siger Meryl Streep kortfattet, da Anne Hathaway til tonerne af Madonnas ‘Vogue’ træder ind i hendes elevator i første teaser fra den kommende efterfølger til ‘The Devil Wears Prada’.
Måske en kæk metakommentar til det faktum, at ‘The Devil Wears Prada 2′ kommer hele 20 år efter den oprindelige dramakomedie om den aspirerende journalist Andy Sachs’ (Hathaway) krævende arbejde under den kyniske moderedaktør Miranda Priestly (Streep).
I opfølgeren må førhen så magtfulde Priestly nu kæmpe for sin status i en usikker bladbranche med begrænsede midler. En hård konkurrent er hendes tidligere assistent Emily Charlton (Emily Blunt), som er blevet chef for et rivaliserende magasin.
Foruden ovennævnte trio vender også Stanley Tucci tilbage i den nye film som Nigel. De får selskab af blandt andre Lady Gaga, Sydney Sweeney, Kenneth Branagh, Lucy Liu, Justin Theroux og B.J. Novak.
Modsat første film er ‘The Devil Wears Prada 2’ ikke baseret på et romanforlæg. Til gengæld gentager både instruktør David Frankel og manuskriptforfatter Aline Brosh McKenna deres tjanser.
Filmen får biografpremiere 30. april 2026.
