’Bandernes børnesoldater’: DR’s bandedokumentar om svenske lejemordere bringer for lidt nyt til fadet

’Bandernes børnesoldater’: DR’s bandedokumentar om svenske lejemordere bringer for lidt nyt til fadet
17-årige Lucas Ågren i 'Bandernes bønesoldater'. (Foto: Klaus Kristensen / DR)

DOKUMENTAR. Nogle gange trækker sager overskrifter, der er så chokerende, at det næsten ikke er til at tro, at de har fundet sted i Danmark.

Sådan føltes det i hvert fald, da der i 2023 og 2024 kom en bekymrende stigning i attentatforsøg og likvideringer i Danmark, relateret til en verserende tværnational bandekonflikt. Endnu mere skræmmende er det, at gerningsmændene er unge svenskere – også kaldet »torpedoer« – på helt ned til 13 år, der kommer ind med firetoget fra Sverige for at begå mord i Danmark.

Netop fortællingen om disse unge torpedoer er omdrejningspunktet i DR’s nye serie ’Bandernes børnesoldater’. Her undersøger journalisterne Kristoffer Eriksen og Louise Dalsgaard både konteksten og motivationen bag de mange drabsforsøg.

Kristoffer Eriksen og Louise Dalsgaard i ‘Bandernes bønesoldater’. (Foto: Nicolaj Pedersen / DR)

I samarbejde med højtrangerede medlemmer af den kriminelle underverden, svenske journalister, politiefterforskere og en såkaldt fikser med kontakter i miljøet tegner serien et omhyggeligt og detaljeret portræt af en kompleks bandekonflikt. Spørgsmålet er bare, hvor meget nyt vi egentlig lærer?

For det skorter ikke ligefrem på true crime-fortællinger om det skandinaviske bandemiljø for tiden. Utallige podcastserier, som Eriksens egne ’Bandeland’ og ’Banderelateret’, har allerede dækket fortællingen om de to svenske kamphaner Jordbærret og Den Kurdiske Ræv. Også podcasts som ’Djævlen i detaljen’, ’Alle vi børn i gangsterby’, ’Lokket til drab – når børn bliver lejemordere’ og ’Lyssky’ har været omkring emnet.

Her har ’Bandernes børnesoldater’ dog den fordel, at den gennem visuelle rekonstruktioner kan hjælpe vores fantasi på vej. Det lykkes enkelte steder, hvor talking heads er sløret i en blæret, tredimensionel AI-grafik, mens de andre steder er som taget ud af krimidokumentarens drejebog, når maskerede skuespillere cykler rundt i et vintermørkt vestegnskvarter, mens dyster musik og ekko runger ud.

Når man nu endelig har de visuelle virkemidler til rådighed, savner man, at der bliver eksperimenteret mere.

‘Bandernes børnesoldater’. (Foto: Klaus Kristensen/Bill Rhenish)

Eriksen og Dalsgaard skal have ros for deres fremragende journalistiske arbejde. Det er et imponerende kildenetværk, som de i samarbejde med fikseren får stablet på benene.

Vi får for eksempel et hjerteskærende interview med 17-årige Lucas, der sidder fængslet for våbenbesiddelse og drabsforsøg. Her hører vi, at han lod sig værge af banderne, fordi han ville forsørge sin kræftramte mor.

Anderledes skræmmende er det, når en anonym mellemmand på en lydoptagelse helt bramfrit forsøger at illustrere for Dalsgaard, hvor nemt det egentlig er at hverve de svenske teenagere.

’Bandernes børnesoldater’ er en nuanceret dokumentar båret på skuldrene af dette stærke kildenetværk. For seere uden meget kendskab til sagen er det et chokerende indblik i den kriminelle underverdens skruppelløse metoder.

Har man læst et par artikler eller hørt podcastafsnit om emnet, minder det dog mere om gammel true crime-vin på nye flasker.


Kort sagt:
DR’s ’Bandernes børnesoldater’ hæver sig ikke over allerede eksisterende fortællinger om de svenske teenage-lejemordere.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Bandernes børnesoldater’. Dokumentarserie. Tilrettelæggelse: Nicolaj Kenneth Pedersen. Medvirkende: Kristoffer Eriksen, Louise Dalsgaard. Spilletid: 3 afsnit á ca. 40 minutter. Premiere: Kan ses på DR TV.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af