Nas – enmandshæren Nas

Uden nogen form for opvarmning og mens solen stadig skinnede i de københavnske gader, gik Nas på scenen i Store Vega torsdag aften. Det var lige på og hårdt, og måske var det medvirkende til, at det tog lidt tid før publikum for alvor kom i stemning. Der skulle faktisk gå en lille halv time og noget af kædeskift til, før taget for alvor begyndte at løfte sig.

Han skiftede sin guldkæde ud med en i xxxl størrelse, og efter denne mindre pause fortsatte han showet med nummeret ‘One Mic’. Jeg ved ikke om det var kæden, som havde denne enorme effekt, men herefter begyndte Nas for alvor at træde i karakter. Han begyndte at optræde, og publikum blev nærmest hypnotiseret af hans imponerende bagkatalog. Det var præcis, som man kunne ønske det. Enmandshæren Nas uden nogen backup-rapper for han kan om nogen fylde en scene ud på egen hånd. Ikke alt for meget ligegyldig hiphop-snak imellem numrene, for hans rim taler for sig selv.

Desværre var hans optræden bare lidt for rutinepræget, og mindede for meget om hans sidste besøg i Danmark. Og når han ikke har nogen backup-rapper med, og DJ L.E.S. skal udfylde denne rolle, så nytter det ikke noget, at han kun gør det efter behag, og efterlader Nas’ vers med alt for mange huller. Desuden var afslutningen på showet en smule arrogant, for når publikum vil råbe på et ekstranummer, så er det ikke særlig god stil at brage et nummer ud igennem højtalerne og derefter tænde for lyset.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af