To voksne sønner af den fængslede hiphopmogul Diddy vil afsløre »sandheden« og »løgnene« om deres far.
Det løfte får vi i hvert fald i traileren til en kommende, endnu unavngiven dokumentar med Justin Dior Combs og Christian Combs, som Variety har bragt.
Traileren viser de to sønner foran en storskærm, der viser videoklip fra retsbygningen, hvor straffesagen mod Diddy fandt sted. Her konfronterer journalister sønnerne med de mange voldtægtsanklager rettet mod faren.
Slutteligt ser vi brødrene ringe op til New Jersey-fængslet, hvor Diddy lige nu afsoner sin fængselsdom på lidt over fire år, efter han sidste år blev kendt skyldig i to anklagepunkter relateret til prostitution.
Siden et hav af anklager mod Diddy om blandt andet overgreb, manipulation og menneskehandel væltede frem i 2023, har sønnerne støttet deres far, som nægter sig skyldig.
Undervejs er også Christian Combs, der går under rapnavnet King Combs, blevet sagsøgt for seksuelt overgreb af en kvinde.
Traileren til den nye dokumentar kommer i kølvandet på Netflix’ 50 Cent-producerede dokumentar ‘Sean Combs: The Reckoning’, som både Diddy og hans mor har kritiseret.
Sønnernes modsvar får premiere på den amerikanske streamingtjeneste Zeus Network i løbet af 2026.
