Tilbage i 2023 fik Netflix et Emmy-vindende publikumshit i form af miniserien ‘Beef’ med Ali Wong og Steven Yeun i hovedrollerne som livstrætte ærkefjender.
Serien blev så stort et hit, at Netflix valgte at sætte en ny sæson i produktion. Nu har streaminggiganten annonceret, at den får premiere 16. april, skriver Deadline.
Med sæson 2 forvandler Netflix miniserien til en antologiserie. Det bliver nemlig en helt ny fortælling med nye hovedrolleindehavere.
Her er tale om ingen ringere end ‘Drive’-duoen Oscar Isaac og Carey Mulligan sammen med de fremadstormende Hollywood-talenter Charles Melton (‘May December’, ‘Warfare’) og Cailee Spaeny fra (‘Priscilla’, ‘Civil War’, ‘Alien: Romulus’).
Sæsonen følger et ungt par, som overværer en alarmerende konflikt mellem deres chef og hans hustru. De vikles ind i et spil af tjenester af tvang i en elitær verden omkring en country club og dens koreanske milliardærejer.
Lee Sung Jin, som stod bag den originale sæson, er tilbage ved roret som skaber og showrunner, ligesom Steven Yeun og Ali Wong fortsat producerer serien sammen med A24.
