»Det har været mit livs rolle, og jeg har givet alt, hvad jeg havde«, skrev Hollywood-talentet Nicholas Galitzine (‘The Idea of You’) sidste år om den kommende actionbasker ‘Masters of the Universe’.
Nu er filmens første trailer landet, melder Deadline.
Her ser vi Galitzine som den kultdyrkede 80’er-helt He-Man, der startede som Mattel-legetøj og tegneserie, inden universet fik en række animationsserier og en liveaction-filmatisering med Dolph Lundgren i hovedrollen i 1987.
»Hold fast, nu bliver det mærkeligt«, siger medskuespiller Camila Mendes i traileren, der udfolder et farverigt og kitschet fantasyunivers.
Filmen handler om Prins Adam, der finder tilbage til verdenen Eternia efter at have befundet sig 15 år i vores virkelighed, adskilt fra sit magiske sværd. Da han endelig kommer retur, opdager han, at den skurkagtige troldmand Skeletor har overtaget herredømmet, hvorfor Adam må vinde sit rige tilbage som den mytiske He-Man, universets mægtigste mand.
På rollelisten finder man også Idris Elba, Kristen Wiig, Alison Brie og Jared Leto som Skeletor.
Filmen er instrueret af Travis Knight, der stod bag ‘Transformers’-filmen ‘Bumblebee’ og animationsfilmen ‘Kubo and the Two Strings’, ud fra et manuskript af animator Chris Butler (‘ParaNorman’, ‘Corpse Bride’).
Biografpremieren er sat til 4. juni.
