ANBEFALING. De flyver gennem luften og fylder gemene gangstere og korrupte embedsfolk med bly fra to løftede, glohede 45.-jern.
De er coolere end Clint’en, fattede og disponerede, altid parate til at slå en proper næve eller reflektere over tilværelsens fatalisme.
De er stjernerne fra Hongkongs engang boomende filmindustri. Chow Yun-fat, Tony Leung, Jackie Chan, Michelle Yeoh, Bruce Lee, Maggie Cheung, Jet Li. Listen kunne fortsætte.
I tiden op til den storkapitalistiske kolonis overdragelse fra den britiske krone til røde Kina, som forløb fra 1984 til 1997, satte disse gudsbenådede kvinder og mænd nye standarder for action – og film generelt – under Hongkongs nybølge.
Som hos 60’ernes nouvelle vague og 70’ernes das neue Kino var også Hongkongs filmbevægelse præget af en visionær, lokal talentpool af vordende auteurs, der både så mod kinesisk kultur og historie samt internationale (læs: amerikanske) tendenser for at skabe deres helt eget formsprog.
De tæller så alsidige og anerkendte instruktører som socialrealisten Anni Hui (’Song of the Exile’), den kyniske romantiker Wong Kar-wai (’In the Mood for Love’), gun fu-maestroen John Woo (’The Killer’, ’Hard Boiled’) og superproduceren Tsui Hark (’Once Upon a Time in China’).
Men udover enkelte hovedværker på deres hjemmevante kantonesiske tunge eller som en Hollywood-importeret attraktion er Hongkongs filmbevægelse ikke synderligt belyst herhjemme.
I nyere tid er en større palet af filmbølgen dog skvulpet op på vores kyststrækninger gennem særvisninger, genudgivelser og på streamingtjenester som Mubi. Og det seneste hovedværk til at blive reddet fra glemslen er Tsui Harks underskønne kostume-epos ’Peking Opera Blues’, der er streamingaktuel på Filmstriben.
En film, jeg ikke kan anbefale nok.
Modstand og akrobatik
Hongkongs filmindustri blomstrede op i 70’erne, hvor studierne Shaw Brothers og Golden Harvest spandt guld på masseproducerede actionfilm, der dyrkede kampsports som judo, taekwondo og hapkido med Bruce Lee og Jackie Chan i førersædet.
Det var i dette miljø – og efter Lees tragiske død i 1973 – at en række unge instruktører fra tv-industrien innoverede filmlandskabet. Over det næste årti skabte de ét af verdens største, mest indtjenende filmapparater.
Tsui Hark var en af grundpillerne, da han åbnede sit eget filmstudie Film Workshop, som gav ham fuld kontrol over produktionsapparatet og promoverede nyt talent – ikke ulig Steven Spielbergs Amblin Entertainment.
Han producerede John Woos gennembrudsfilm ’A Better Tomorrow’ fra 1986, som populariserede den herostratiske gun fu-krimithriller, hvor pistolmænd på begge sider af loven ventilerer modstanden, mens de udfører overlegne, akrobatiske stunts.
Samme år instruerede Hark ’Peking Opera Blues’, hvis navn og hovedlokation i et operahus i Beijing i sig selv er en hyldest til den bagvedliggende kunstart Peking-opera, som lagde fundament til Hongkongs kampsportsfilm.
Det er en teatertradition, hvor gamle fortællinger videreføres gennem fægtning, dans og kostumer. Fortælleformen lagde grunden for Hongkongs melodramatiske kostumedramaer og hårdtslående politithrillere, og det var under disse rammer, at Jackie Chan voksede op og lærte sine kundskaber.
Hårdtslående kvinder
I ’Peking Opera Blues’ støder tre kvinder sammen i det tumultariske Peking-operahus. Året er 1913, hvor den ene korrupte stabschef vælter den anden, dukkeført med en ferm hånd af statens hemmelige politi. Sammen med landets rebeller planlægger generaldatteren Tsao Wang (Brigitte Lin, den solbrillebærende narkosmugler fra Wong Kar-wais ’Chungking Express’) at afsløre regimets korruption og antænde en demokratisk revolution.
Hun får uventet hjælp af den kluntede juveltyv Sheung Hung (Cherie Chung Cho-Hung) samt operahusvaretagerens nævenyttige datter Pat Neil (Sally Yeh), der hver især har deres egen agenda.
’Peking Opera Blues’ udspiller sig meget af tiden som en falden på halen-actionkomedie, hvor de tre kvinder må bruge deres snilde, køn og gå-på-mod til at snøre de dorske magtmænd, der utrætteligt fæstner grebet om status quo.
Samtidig leger filmen med samfundets rigide kønsnormer. Brigitte Lin går klædt i det stiveste militærpuds og erklærer stoisk, at det er lettere at få sin sag igennem, hvis manden på den anden side glemmer, at han snakker med en kvinde.
På samme vis kæmper Pat Neil med at få foden inden for de traditionsbundne, stokkonservative Peking-forestillinger, hvor mænd spiller samtlige roller – også dem af det modsatte køn.
Den slags progressive skildringer er repræsentativt for Hongkongs nybølge som helhed.
Hvor Hollywoods action-udbud stadig i dag hørmer af testosteron, sparkede superstjerner som Michelle Yeoh og Maggie Cheung røv side om side med nationalklenodiet Jackie Chan i ’Police Story’-serien, ligesom der var utallige eksempler på succesfulde, kvindeledte actionfranchises.
(Man kan med fordel droppe Marvels klæge udbud af Disney-godkendt feminisme og giv Johnny Tos komplet vanvittige ’The Heroic Trio’ et skud. Her rider Maggie Chung på en antændt metaltønde som Donkey Kong. Kan man ønske sig mere?)
Tilværelsens flygtighed
Mens ’Peking Opera Blues’ rejser en stolt mellemfinger mod systemet, har den også et bittersødt blik på historiens uundgåelige udvikling.
For længe før filmens triumferende konklusion indtræffer, ved vi allerede med sikkerhed, at den revolutionære datter Tsao Wangs mål ikke vil blive nået. Kina endte ikke som en demokratisk republik, men blev invaderet af deres fascistoide naboer under de brutale Sino-Japanske krige i 1930’erne og blev senere et kommunistisk, totalitært regime under Maos tyranniske kulturrevolution.
De lærepenge må Hongkongs filmskabere fra 80’erne have været pinligt opmærksomme på, mens umyndiggørelsen af Hongkong kom faretruende tæt på.
I Wong Kar-wais hovedværker ‘Chungking Express’, ‘Fallen Angels’ og især ‘In the Mood for Love’ opleves savnet af en gammel og nu tabt verden som en dyb, vedvarende smerte hos de melankolske romantikere, der i stedet finder et fix i kærligheden.
I ‘The Killer’ opdager de trodsige desperadoer, at de har mere til fælles med hinanden end deres korrupte overhoveder, selvom de befinder sig på hver deres side af loven. I ’A Better Tomorrow’ kæmper pistolmanden Mark med en vildskab og præcision, som havde han allerede et ben i graven.
På samme vis bliver kvindekampen i ’Peking Opera Blues’ ikke mindre vital af, at endemålet aldrig indfries.
Snarere tværtimod. For i erkendelsen af tilværelsens flygtighed brænder Hongkong-filmene igennem på en helt anden måde end sine vestlige modparter, som har fulgt i deres fodspor med halsbrækkende stunts og adrenalinsusende dueller.
’Peking Opera Blues’ kan ses på Filmstriben og Blockbuster.