‘Spider-Noir’: Se for Guds skyld den nye Nicolas Cage-serie i den rigtige version
SERIE. Mens Marvel gør klar til endnu en tur i nutidens New York med ’Spider-Man: Brand New Day’, kaster Sonys nye serie ’Spider‑Noir’ os tilbage til 1930’ernes Manhattan.
Og i stedet for de mere kække drengerøvsversioner af Spider-Man som Peter Parker og Miles Morales følger serien en helt anden edderkoppe-inkarnation: Ben Reilly, bedre kendt som Spider-Noir, som på skærmen blev introduceret i animationsmilepælen ’Into the Spiderverse’ fra 2018.
Her blev han stemmeført af Nicolas Cage, som nu bringer både krop og sjæl til den ventede og vældigt seværdige spinoff-serie i liveaction.
Depressionen bider, jazzen siver ud under dørene, og byens eneste maskerede helt er en nedslidt privatdetektiv med for mange dårlige minder, en økonomi i frit fald, et ustyrligt behov for hotdogs og et kronisk dårligt humør.
Depri-Spider har efter at have mistet sit livs kærlighed hængt masken på knagen og forsøger nu at ligne en mand, der aldrig har haft spindelvæv på sit cv. Det går ikke ligefrem fantastisk.
Slet ikke da en ægte femme fatale – natklubsangerinden Cat Hardy (Li Jun Li) – i bedste noir-stil sparker døren ind og hiver ham ind i en sag, der vokser hurtigere, end hans tømmermænd kan følge med.
For mens The Spider (som han bliver kaldt i dette univers) har taget orlov fra virkeligheden, er byen gledet direkte ned i de fedtede hænder på gangsterbossen Silvermane, spillet af Brendan Gleeson, som tygger sig gennem rollen som korrupt storbypatriark med så tung irsk dialekt, at den nærmest efterlader buler i underlaget.
Nogen vil Silvermane til livs. Og det er præcis den slags rod, Reilly – som gerne vil fremstå som en udpræget egoist med lav moral og høje regninger – modvilligt ender midt i. Og før han får set sig om, bliver masken hevet ud af skabet igen.
Som superhelt er han dog ret rusten. Faktisk pivelendig. Som privatdetektiv er han til gengæld … solidt placeret i midterkategorien.
Den gamle ’Community’-joke lyder, at ingen heeeelt ved, om Nicolas Cage er en genial skuespiller eller bare virkelig dårlig. ’Spider Noir’ gør ikke meget for at afklare det spørgsmål, for Cage leverer det, han er hyret ind til.
Han mumler nasalt sine overdrevne Old Hollywood-replikker uden helt at åbne munden for i næste øjeblik at eksplodere i teatralsk overspil med vilde øjne. Cage i en nøddeskal.
Der er flere højdepunkter undervejs, hvor skuespilleren virkelig får lov til at slippe kontrollen og spille »menneskelig edderkop« i ordets mest bogstavelige forstand: med staccato-bevægelser, skæve kropsstillinger og hænder som insektkæber.
Serien breder sig ud med små afstikkere, der næsten fungerer som selvstændige fortællinger. Flere af plottrådene kunne uden videre have været episoder af ’The Twilight Zone’. Det gælder især afsnit seks, der leger med idéen om en ’ægte’ edderkoppemand og trækker på klassisk sci-fi-hybris.
Hovedplottet er dog ujævnt og riffer lovlig ensporet film noir-dyderne. ’The Third Man’, ’Double Indemnity’, ’Chinatown’ og mange flere spøger i baggrunden ud over selvfølgelig seriens eget oplæg, tegneserien ’Spider Noir’ fra 2009.
Serien flyder over med troper som røg, tåge, lange skygger, moralsk forfald, skæve vinkler, regnvåde gader, der reflekterer neonlys, femme fatales med mystiske dagsordener og korrupte mænd i trenchcoats.
Og det er præcis lige så lækkert, som det lyder. I sort-hvid.
For man kan nemlig vælge at se serien sådan – eller i farve. Og førstnævnte er så markant overlegent, at de to versioner dårligt kan sammenlignes. I farver føles det lidt som at have sex med det skarpe loftlys tændt. Alt bliver for tydeligt, poleret, for afslørende og væsentligt mindre interessant.
Nogle ting bliver ganske enkelt bedre, når lyset er dæmpet.
Kort sagt:
Nicolas Cage spiller, som kun Cage kan i den vellykkede ’Spider-Noir’, der kan ses i sort-hvid eller farver. Men det er hævet for enhver tvivl, at du skal se den som en ægte noir.
Anmeldt på baggrund af alle otte afsnit i sort-hvid.