’Backrooms’: Internetbaseret gyser er en forfærdende og fængende funhouse-oplevelse
FILM. ‘Backrooms’ er et uforklarligt, kaotisk morads, et intervalløb gennem et funhouse, skiftevis frustrerende sløvt og forrygende hektisk.
På samme måde som ‘Terrifier’-franchisen satser hele butikken på at være så ulækker og forfærdende som muligt, går A24’s seneste gyser all in på at være så underlig, så creepypasta, som muligt. Med stor succes.
Filmen er en videreudvikling af et internetfænomen, der begyndte med folk, der postede billeder af kontorgange, der bedst kan beskrives som foruroligende. Det var et kollektivt udarbejdet massehysteri på niveau med Slender Man, som blev desto mere uhyggeligt af at være allemandseje. Alle havde del i vanviddet.
Men hvordan laver man det om til en spillefilm uden at gå for meget på kompromis med hele eksistensgrundlaget? For det er jo netop ikke den 20-årige instruktør Kane Parsons og hans medforfatter Will Soodik, der har patent på den lore, filmen udspringer af.
Det vil nok være her, nogle dele af publikum springer fra. Nogle, der ikke vil købe ind på den grundpræmis bestående mestendels af mærkelighed for mærkelighedens skyld (et varemærke, ville jeg mene, for A24). Hvis man er kommet for et par timers standardiseret handlingsforløb med fornuft og mening, så vil man nok lede forgæves.
Men hvis man fra start af indstiller sig på, at det er som at træde ind i Skærsilden i Tivoli eller et af de der mærkelige rum fyldt med spejle, der fortsætter i uendelighed, så vil den her forlystelse med garanti være indgangsprisen værd.
Det kan måske bedste beskrives således: Du bliver smidt hovedkulds ind i en ’Severance’-episode midt i en sæson, og efter små to timer er der en, der slukker for tv’et, og siger: »Ja, det var så det – fedt, ik’?«.
Men lad os nu alligevel, for god ordens skyld, prøve at sætte et par ord på filmens plot, der i sin struktur nok har mest til fælles med survival horrors som ’The Descent’ eller ’Blair Witch Project’.
Vores (vist nok – mere om det senere) hovedperson Clark (Chiwetel Ejiofor) opdager en sprække i virkeligheden i kælderen af sin møbelforretning. Det viser sig at være en portal til en form for glemmekassedimension. Et sted, der er en vrangforestilling af vores egen verden. Eller som det bliver beskrevet i filmen: Forestil dig, at du skal beskrive en hund til en person, der aldrig har set en hund før.
Clark begiver sig naturligvis på en ekskursion ind i denne forvredne verden sammen med to hjælpere, men snart bliver deres wanderlust erstattet af ren rædsel, da de møder de væsner, der befolker stedet. Og da Clarks psykolog Mary opdager, at der er noget på færde i møbelforretningen, tager hun ud for at lede efter sin sindsforvirrede klient. Det skulle hun, som du måske har gættet, nok aldrig have gjort …
Som hovedpersoner, vi skal sympatisere med, er hverken Clark eller Mary specielt interessante. De er begge spillet fremragende af henholdsvis Chiwetel Ejiofor og Joachim Trier-favorit Renate Reinsve, men de er cirka lige så dybe og tiltalende som et glas lunkent vand.
Man er heller aldrig rigtigt sikker på, hvem af dem der er den egentlige hovedperson – der veksles lidt imellem dem, så man når aldrig rigtigt at knytte sig til nogen af dem, og jeg var i grunden ret ligeglad med, hvad deres skæbne måtte være.
Men filmens egentlige hovedperson er i virkeligheden hverken Clark eller Mary. Det er kulisserne.
Det arbejde, der er lagt i at bygge en labyrint af uncanny kontorlandskaber, der, hvis man kniber øjnene sammen, næsten ligner et baglokale hos din lokale ILVA, er imponerende og giver mindelser til de bigatures, der blev bygget til ’Ringenes herre’-trilogien. Det er håndarbejde fra allerhøjeste hylde.
Det burde ikke være en ros alene at påpege, at noget er blevet skabt manuelt, i hånden, og ikke på en greenscreen, men her er vi altså nu engang: Production designer Danny Vermette (‘Longlegs’, ‘The Monkey’) og selvfølgelig prodigy-filmskaberen Kane Parsons (læs mere om ham her) fortjener et kæmpe bifald for den beslutning og ambition.
Det er en skøn og skræmmende oplevelse at fare vild i ’Backrooms’ gulnede Hurlumhej-hus.
Kort sagt:
Hvis man kan indstille sig på et ulegeret, labyrintisk vanvid, der ikke nødvendigvis giver forfærdeligt meget mening og ikke disker op med filmhistoriens stærkeste hovedpersoner, er ’Backrooms’ en fængende og forfærdende funhouse-oplevelse.