NorthSide: Kalaset står tydeligvis stadig i skyggen af The Minds of 99

KONCERT. Siden The Minds of 99 brød igennem – og nok især siden succesalbummet ’Solkongen’ – er den danske musikbranche flydt over med dansksprogede poprock-bands.

Nogle af dem har tegnet unikke identiteter, der får dem til at skille sig ud fra dem, der kom først til ballet. Men hvis særligt ét band stadig står i skyggen af Minds, må det være fynske Kalaset, der torsdag eftermiddag åbnede NorthSides store Astra-scene.

Det var svært at pege på, hvad man skulle få ud af koncerten, som man ikke kan få fra andre poprock-grupper.

Da forsanger Morten Holm Ørsager satte sig bag klaveret til ’Lige meget hvor langt du er’, ledtes tankerne mod ’Under din sne’. Når sange som ’Bare lidt fuld lige nu’ fyrede op for instrumental-stykker med relativt kraftig guitar, lød det som en mindre imponerende udgave af, når Coldplay i gamle dage krydrede ømme sange som ’Yellow’ med en guitarmur.

Og da ’Skabe og skeletter’ slog over i et EDM-stykke med hektiske lys, var det svært ikke at tænke på, hvor meget mere villige Zar Paulo er til at gå hele planken ud, når de spiller ’Jeg synes du er dejlig’.

Bandet havde indøvet koreografi og publikumsinteraktion lige efter den Kristian Koch-model, der præger snart sagt alle kommercielle musiknavne i Danmark. Der er på papiret ikke noget i vejen med, at sceneshowet føles gennemtærsket, men så skal musikken altså fremstå lige så stilsikker.

En lille kæk tysse-bevægelse til linjen »der er noget, jeg har holdt helt hemmeligt« ville være mere charmerende, hvis trommeslager Jakob Rønn havde holdt rytmen stærkere under andet vers af ’Bare lidt fuld lige nu’ eller tredje vers af den reklamejingle-lydende ’Money for Love’.

Korvokalist og keyboardist Sidsel Due, der ellers plejer at være et højdepunkt til Kalaset-koncerter, havde dertil en uheldigt tynd vokal under torsdagens koncert, hvilket især gik ud over ’Genopstår’, hvor hun var i front.

De fleste omkvæd blev gentaget to-tre gange mere, end de egentlig taget kunne holde til, og publikum blev bedt om at klappe med på så mange sange, at den handling endte med at miste sin kraft.

Højdepunktet var en fortrinsvist akustisk uropførsel af et endnu uudgivet nummer. Ikke fordi sangskrivningen var noget at juble over (ét vers handler om rejsningsproblemer, et andet handler om Gaza), men i det mindste lod de musikken ånde.