Højdepunktet var, da Empire of the Sun endelig smadrede den satans guitar på NorthSide

Højdepunktet var, da Empire of the Sun endelig smadrede den satans guitar på NorthSide
Empire of the Sun på NorthSide. (Foto: Rolf Meldgaard)

KONCERT. Hvilket instrument associerer du Empire of the Sun med? Synthesizeren?

Det gjorde jeg også, lige indtil jeg så den australske duo på NorthSide. For jo, der var da en keyboardist på scenen. Men han var placeret ude i siden, og det samme var trommeslageren og bassisten. I et univers præget af langt ude kostumer, var de alle tre klædt i ganske hverdagsagtigt hvidt tøj.

Dermed kunne scenens visuelle fokus være forsanger Luke Steele, der langt hen ad vejen var flankeret af to dansere. Her var der ikke sparet på noget. Der var talrige kostumeskift (hvor nærmest hvert outfit var mere langt ude end det foregående), godt gang i røgmaskinerne, og scenografien var også overdådig med sine bonsaitræer og store oppustede statuefragmenter.

Det var lige så kitschet, som det var kaloriefattigt. Men jeg kan ikke påstå, at det ikke også var underholdende at se på.

Empire of the Sun på NorthSide. (Foto: Rolf Meldgaard)

Hvis det så bare også havde lydt godt. For Luke Steele iførte sig i tide og utide (mest utide) en elektrisk guitar.

’Television’ – en af de ellers bedste sange fra synthpopduoens seneste album, ‘Ask That God’ – blev af uransalige årsager rundet af med en omgang støjende feedback, der lød, som hvis din overbo pludselig besluttede sig for, at han var Jimi Hendrix anno Woodstock 1969.

Men den hyppigste inspirationskilde var efter alt at dømme Prince. Det vil sige, hvis man fjernede alle elementer af underspillethed og sensualitet fra Princes måde at spille instrumentet. I stedet lod Steele guitaren skrige skingert for fuld udblæsning, hver eneste gang han slog en streng an.

’Half Mast’ truede med at være en kedeligt studienær, men i det mindste behageligt lydende liveudgave, hvor Steele knap rørte sin guitar, men så mundede den gudhjælpemig ud i et brostep-breakdown, der sad pinligt meget fast i 2011. Som om det ikke var nok, fik vi selvfølgelig også en skærende guitarsolo hen over de elektroniske wubwubs.

Vi nåede lidt af et højdepunkt, lige inden bandet spillede afslutningsnummeret ’Alive’. Her valgte Luke Steele nemlig at smadre sin guitar, og han hev heldigvis ikke en ny frem.

Find hele Soundvenues dækning af NorthSide HER.

Empire of the Sun. Koncert. NorthSide.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af