‘Backrooms’ er en god historie – men en dårlig film

KOMMENTAR. Jeg har haft en del jobs, der indebar at bevæge mig gennem øde parkeringskældre, tomme kældergange og afsides arkivrum med en blanding af frygt og ro.

Hele mit sabbatår som piccoline i et inkassofirma var ret beset ren liminal horror.     

Jeg har desuden næsten aldrig mødt et stykke creepypasta eller lore, jeg ikke kunne lide. Hvis der findes en deprimerende fortolkning af en gammel Cartoon Network-tegneserie, har jeg klikket på den. På et tidspunkt var hele min TikTok-algoritme overtaget af videoer om, hvordan man begår sig bedst for at undgå onde ånder i Appalacherne (»if you heard something, no you didn’t«, var reglen). 

Og udover at jeg ikke gamer eller er et barn, føler jeg, at jeg burde være nogenlunde i målgruppen for at være oppe at køre over ‘Backrooms’, der lige nu tager biograferne med storm. Ikke mindst på grund af filmens 20-årige instruktør Kane Parsons, der har tiltrukket en usædvanligt ung publikumskare og derfor nu er så godt som en Hollywood-profet.

Som fænomen kan jeg sagtens forstå tiltrækningskraften, ligesom Kane Parsons som menneske trumfer alle fordomme, der kunne findes om YouTube-baserede talenter. I interviews er han ydmyg, sympatisk og fuld af integritet, så man gerne under ham succesen. 

Jeg synes bare ikke, ‘Backrooms’ som film har fortjent den enøjede ros, den er blevet mødt med af kritikere og et publikum, som er forblændede af filmens studentikose nihilisme. 

Ikke vanvittig nok

Begejstringen over succeshistorien om Gen Z-filmen er så stor, at mange fremmaner en genialitet, som i mine øjne ikke er der. I hvert fald ikke i selve filmen.

Fortællingen følger den triste møbelsælger Clark og hans psykolog Mary ind i det mytologiske backrooms-landskab, hvor de møder gru og rædsel, men også lidt eksistentiel frelse.  

Historien er en no plot, just vibes-catch 22. For når kriterierne for kausalitet er nedprioriteret, er der jo ikke noget at vurdere på.

‘Backrooms’ bliver den perfekte selvcentrerede filmoplevelse, hvor man kan projicere, hvad end man nu har lært i filosofi på C-niveau op i filmens lige halvbagte arthouse- og blockbuster-ambitioner. David Lynch, hvis hele hans kunstneriske og filosofiske projekt var forfladiget til et enkelt meme. 

Men mest skuffende synes jeg ikke, ‘Backrooms’ er vanvittig nok. Alt det, der er godt ved den, kommer fra YouTube-filmene. Alt det, der er dårligt, skyldes forsøget på at gøre den til noget mere. 

40-årige ifølge en 20-årig 

På karakterplan synes jeg godt, man kan mærke, at ‘Backrooms’ er en film om midaldrende menneskers fastlåshed, men forløst af en instruktør, der har været teenager under det meste af produktionen. 

Godt nok er manuskriptet skrevet af den væsentligt ældre Will Soodik, men for mig er Chiwetel Ejiofors dobbeltfallerede arkitekt og Biva-boss ikke en spændende figur at følge ind i vrangsiden, fordi han er så stor en kliché. Fordrukken, skilt og vred med et ulmende kvindehad i sig.

Derudover bliver Hollywood simpelthen snart nødt til at give den norske stjerne Renate Reinsve noget dialekttræning, hvis de har tænkt sig konsekvent at fortsætte med at lade, som om hun lyder som én, der er født og opvokset i USA. 

Jeg synes mere, Reinsves tilstedeværelse i ‘Backrooms’ roses i forlængelse af den ekstreme popularitet, hun i forvejen nyder i slipstrømmen på ‘Verdens værste menneske’ og ‘Sentimental Value’. I ‘Backrooms’ lider hendes Mary af samme problem som Clark – nemlig at hun er en papirstynd idé om et voksent menneske i krise.

En god historie – uden for lærredet

Der er utvivlsomt gang i et generationsskifte i Hollywood lige nu, hvor to unge instruktører, der startede på YouTube, overgår alles forventninger ved billetlugerne.

Udover Kane Parsons gælder det Curry Barker, der hitter med ‘Obsession’, hvis kommercielle succeshistorie er, hvordan den har ganget sit budget på en million dollars med 100 ved billetlugerne. 

Alle vil gerne svøbe sig i de unge mænds internetophav eller stadfæste det som et paradigmeskift. I en sådan grad at man risikerer at skabe et luftkastel af kvalitet, fordi sensationens værdi er vigtigere end indholdet. Ligesom da ‘Barbie’s succes i Hollywoods ører blev oversat til: lav flere film baseret på brands. 

»Derfor vender YouTubere op og ned på Hollywood«, analyserer Variety. »’Backrooms’, ‘Obsession’ og hvorfor to Gen Z-gyserinstruktører overtager Hollywood«, analyserer Indiewire. »Filmenes fremtid er her: ‘Backrooms’ og ‘Obsession’ markerer et vendepunkt for Hollywood«, analyserer The Wrap. »’Backrooms’ og ‘Obsession’s chokerende succes burde sende et signal til Hollywood: Du har brug for det, der er udenfor kassen«, analyserer Variety også. 

Rolling Stone kalder ‘Backrooms’ for »creepypasta-filmens carbonara«, og The New Yorker skriver om »Hollywood’s Zoomer-Horror-renæssance«. 

Salgtallene taler for sig selv, men fordi det går så hurtigt med at postulere et nybrud, overser man måske også, at de to films primære slægtskab faktisk er, at de ikke rigtigt har noget at sige, eller nogen specielt interessant måde at sige det på. 

Det særlige ved de aktuelle YouTube-instruktører er, hvor de kommer fra – ikke hvad for nogle film de laver. 

Om man kan lide den eller ej, er Curry Barkers ‘Obsession’ med sin fortælling om en ung mand, der bruger en forhekset ønskestav til at forhekse den pige, han er vild med, til at elske ham, højst en solidt underholdende leg med genretroper og klichéer. 

Ligesom Kane Parsons bedst demonstrerer, at man godt kan filmatisere en vibe, men at man ikke nødvendigvis skal. 

Hvis sensationalisterne ikke slapper lidt af, risikerer vi i værste tilfælde horder af film, der er tomme som ‘Backroom’s gullige gange. 

‘Backrooms’ og ‘Obsession’ kan ses i biografen.