Da hun kom til sine nye sange, skete der noget med Yebba
KONCERT. Da Drake udgav albummet ‘Certified Lover Boy’ i 2021, lærte rigtig mange en fremadstormende singer/songwriter at kende.
For på sang nummer 11, ’Yebba’s Heartbreak’, optrådte amerikanske Yebba med den afsindigt stærke vokal helt alene ved mikrofonen i en rørende kærlighedserklæring. Ugen efter udgav artisten med det borgerlige navn Abigail Elizabeth Smith debutalbummet ‘Dawn’, og det store internationale gennembrud var hermed skudt i gang.
Fem år senere og en albumopfølger (‘Jean’) rigere gav Yebba mandag aften sin første koncert på dansk grund i et tætpakket Store Vega.
En ligeledes udsolgt ekstrakoncert dagen efter vidner om, at hun med sin popularitet sagtens kunne have indtaget et større spillested. Men dem, der havde sikret sig billet, var sikkert glade for, at hun havde prioriteret anderledes. For Yebbas personlige og undertiden eftertænksomme univers gør sig nok bedre i et lidt mindre lokale end i en rungende multiarena.
Trods samarbejder med både ASAP Rocky, Tyler, the Creator og Smino læner Yebba sig i eget regi sig ikke op ad hiphop, men snarere soulet r’n’b og pop. Det gælder især for debutskiven, som dominerede koncertens anslag. For lidt atypisk kørte Yebba med en skarp opdelt sætliste, hvor de første fem numre var taget fra ‘Dawn’, hvorefter resten næsten udelukkende hørte til ‘Jean’.
Flankeret af fuldt band – tre korsangere, en trommeslager, en bassist, en guitarist og en keyboardspiller – trådte Yebba ind på scenen til tonerne af ‘Dawn’-åbneren ‘Far Away’. Hele orkestret og deres frontkvinde var belyst bagfra, så de blot kunne ses som mørkerøde silhuetter.
Selvom der senere kom flere farver på lyspaletten, var Yebbas ansigt påfaldende svært at se grundet den fortsat sparsomme frontbelysning. Sådan blev det ved under de næste to numre, ‘Boomerang’ og ‘Stand’. Måske var intentionen, at publikum kunne fokusere på musikken i stedet for hendes mimik.
Det medbragte bands flydende samspil var da også værd at nyde. Alle sange blev bygget fornemt op og ned, og flere gange holdt instrumentalisterne lidt igen, så Yebbas runde og dybe røst virkelig fik lov at leve.
Stemningen led dog i starten en smule under, at hovedpersonen virkede så tilbageholdende. Selvom hun proklamerede, at hun »elsker den her by«, var det ikke helt nemt at mærke begejstringen. Den dunkle lyssætning hjalp selvfølgelig ikke på at komme i kontakt med de fremmødte.
Det ændrede sig heldigvis undervejs efter den lidt for magelige start. For med den relativt uptempo popsang ‘Louie Bag’ lyste både lamperne og Yebba mere op. »Hell yeah«, lød hendes reaktion på publikums fællessang, der allerede i første vers bragede gennem rummet. »Ya’ll already know this?«, sagde hun forbløffet, da de fremmødte genkendte næste nummer, sjæleren ‘Distance’, alene på forspillet.
Herfra steg koncerten et mærkbart energiniveau, og optrædenen blev for alvor medrivende. Det var nemlig, som om både Yebba og bandet slog sig mere løs og simpelthen havde det sjovere, da de skiftede over til de nyere sange. Måske skulle de lige spille sig varme til dette næstsidste show af en sikkert krævende europaturné. Eller også gav det mere motivation at spille ‘Jean’-numrene end de lidt ældre hits.
2026-albummet står som en mere legesyg og jazzet genreblanding end den mere ligetil og poppede r’n’b-soul på debuten. Og i liveversionerne twistede Yebba og hendes hold yderligere på sangenes strukturer og delelementer.
’Yellow Eyes’ blev eksempelvis indledt med en let guitarrundgang og uforudsigelige trommerytmer, inden Yebbas vokal tog førerrollen igen. Senere viste den bidske selvtillidshymne ‘Of Course’ sig som en overraskende feststarter med en underholdende frem-og-tilbage-dynamik mellem hende og publikum – og afslutningsvis en vilter solo af den dynamiske jazztrommesalger Blaque Dynamite.
På ‘Aggressive’ virkede den førhen relativt indadvendte sanger pludselig, ja, aggressiv. En distortion-effekt fremhævede hendes stemmes hæse nuancer, og flere gange skreg hun sågar frydefuldt og energisk, som var hun en regulær rocksanger. Det klædte hende at smide tøjlerne fuldstændigt.
Det nærmest dystre rockudtryk bød sig til fra tid til anden, også i en lang og atmosfærisk optakt til ‘Seven Years’. Sangen, hvor Yebba muligvis reflekterer over sin mors tragiske selvmord, er et følsomt højdepunkt på pladen, og den endte også som koncertens mest mindeværdige seance. Undervejs blev instrumenter tilføjet og skrællet af igen, så Yebbas smukke vokal til sidst var alene med klaveret.
De fortsatte heldigvis med den minimalistiske opstilling lidt endnu. ‘Seven Years’ gik direkte over i førnævnte ‘Yebba’s Heartbreak’ og ‘Forgiveness’. Både sangene og deres afsender strålede allermest i disse helt nedbarberede udgaver, og det nærvær, man savnede i starten af showet, var bestemt blevet genindført.
Kort sagt:
Det tog lidt tid, før Yebba for alvor slog sig løs under den første af to udsolgte koncerter i Store Vega. Men da hun gjorde det, leverede både hun og det dynamiske band en række mindeværdige øjeblikke, som svingede mellem minimalistiske sjælere og energiske rock- og jazzeksperimenter.