’Couture’: Skrøbelig Angelina Jolie løber med for meget opmærksomhed i ny modefilm
FILM. Jeg kan godt lide, når film har en stærk præmis. Dem, hvor man tænker: Selvfølgelig, hvorfor er der ikke nogen, der har gjort dét før?
Sådan er det med ‘Couture’. En film, der alene udspiller sig i løbet af Paris Fashion Week, hvor mennesker fra hele verden mødes om den pompøse performance af skønhed og magt. Ugen tiltrækker de største navne inden for modeverdenen, der er der per invitation, og dem, der dukker uanmeldt op i håb om, at det enorme maskineri kaster et job af til dem.
I ‘Couture’ følger vi tre forskellige kvinder, hvis liv flettes ind og ud af hinanden. Ada er en ung kvinde, hvis familie er flygtet fra Sydsudan og nu bor i et naboland, og som er blevet spottet på gaden og fløjet ind for at være ansigtet på modeugens åbningsshow. Angèle er en makeup-artist, som drømmer om at være forfatter. Hun får arbejde, hvor hun kan, og skriver, når de sminkede modeller er sendt ud på catwalken.
Og så er der Maxine, som spilles af Angelina Jolie i et casting-valg, der har sikret ‘Couture’ en del mere omtale, end den nok fortjente. Instruktør Alice Winocour har sagt, at hun skrev karakteren med Jolie i baghovedet, og hendes virkelige historie har da tydeligvis også smittet af på filmen.
Maxine er en filminstruktør, som skal iscenesætte åbningsshowet, men lige efter sin ankomst får hun et foruroligende opkald fra sin læge. En hastetid på et hospital bekræfter, at hun har fremskreden brystkræft.
I 2015 fortalte Jolie åbent om sin egen historie med præventivt at få fjernet begge sine bryster, fordi hun var i høj risiko for at udvikle kræft.
Endelig har vi Christine, som syer den kjole, der skal være hovedperson i showet, som står bøjet over stoffet dag og nat.
‘Couture’ har den danske undertitel ‘modens skjulte tråde’, og med de fire fortællinger vævende ind og ud af hinanden forsøger filmen at vise den sammensatte modeverden, der afspejler en kosmopolitisk økonomi med tråde til alle kontinenter og samfundslag. De involverede er forbundet af, at de selv eller det, de producerer, er smukt.
Det er den præmis, jeg godt kan lide. Adas liv forandres, alene fordi nogen har besluttet, at hendes krop er i høj kurs. I modellejligheden møder hun en gruppe kolleger (blandt dem danske Mona Tougaard), hvoraf en er flygtet fra krigen i Ukraine og kan leve af de penge, hun tjener som fitting model. Hendes mål passer med Adas, så hun prøver kjolen, når Ada ikke selv kan være der. Sikke en underlig verden.
Men Alice Winocour virker ikke helt bevidst om, at det er den undersøgelse, hun er i gang med at lave. For mange dele af fortællingen virker ufokuserede eller for overfladisk beskrevet til, at jeg for alvor blev draget ind i de liv, vi ser. Især fordi opmærksomheden skal deles op mellem flere forskellige karakterer, og én af dem er en sjældent sårbar Jolie, som det velsagtens er svært at klippe væk fra.
Jeg oplevede bare ikke Jolies Maxine som den mest interessante figur eller hendes sygdom som et forløb, der hænger organisk sammen med resten af filmen. Måske kunne det have været spændende, hvis det var en model eller en kvinde, som mere kropsligt var involveret i modeverdenen, der oplevede at skulle betale i erotisk kapital ved at få fjernet sine bryster.
Men Maxine giver tidligt i filmen udtryk for sin foragt for modeverdenen, så hvorfor netop hun er den rette til at kaste lys over modeugen, er ikke indlysende. Måske skulle hun have haft sin egen film?
Lærer vi så i det mindste noget om livet midt i et epicenter af dekadence? Det ville have klædt ‘Couture’ med flere detaljer fra en verden, der vel – hvis film som ‘The Devil Wears Prada’ og ‘Phantom Thread’ har lært os noget – er besat af detaljer.
Men mens Christine håndsyer det hvide stof til åbningskjolen, prikker hun hul på sin finger, og i stedet for at dække kjolen til går hun bloddryppende tilbage til arbejdet. En sådan lemfældig omgang med couturen var aldrig gået under Miranda Priestlys åsyn.
Den slags manglende øje for detaljen får mig til at tvivle på, hvad ‘Couture’ vil, hvorfor det er modeverdenen, Alice Winocour har kastet sig over, og om der ikke er andre, der kan få mere ud af præmissen om at blotlægge modens skjulte tråde.
Kort sagt:
Angelina Jolie løber med meget opmærksomhed i ‘Couture’, men desværre ikke kun på den gode måde. For selvom vi ser hende i en sjældent skrøbelig præstation, er hendes karakter den mindst interessante i forsøget på at portrættere det mærkelige mikrokosmos, der opstår under Paris Fashion Week.