Det skulle være årets hotteste serie – jeg fandt den ustyrligt kikset

Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion.

Så i denne artikelserie lader vi vores filmanmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?

HOT TAKE SUMMER. Der er mange ting, folk må gøre i embedes medfør. 

Sammenlignet med stort set alle andre menneskers arbejde – dem der redder, hjælper, passer eller uddanner – er mit job som film- og tv-skribent aldrig hårdt. Ikke på andre måder, end dem man underlægger med tonerne af verdens mindste violin i hvert fald. 

Vi bliver dog allesammen nødt til at gøre nogle ting, vi ikke har lyst til en gang i mellem (cue melodien til det der grædende hamstermeme).

Egentlig havde jeg glædet mig til at se den efter sigende så hede hockeyromance ‘Heated Rivalry’, og jeg satte den på, så snart den landede i Danmark i januar. Den var ved ankomsten allerede et akut kulturfænomen efter at have forført hele Nordamerika over julen.

Da jeg begyndte at se den, udviklede det sig dog til verdens mest fjollede form for lektielæsning. Jeg blev nemlig ved med at falde i søvn, narkoleptisk uinteresseret.

Smukke mænd boltrede sig i hinandens nøgne kroppe, som penisløse kendukker i vovelystne børnehænder, men jeg kæmpede mod shutdown så kraftig som en syv hestes brandert.

Jeg må betegne det som et lavpunkt i min karriere at se the gay hockey sex show for den popkulturelle samtales skyld – uden snerten af nydelse. For serien levede desværre op til alle mine fordomme om de bøger, den er baseret på: en kombination af to af verdens værste klichéfællesskaber, sport og romance. 

Kikset sexting og bananjokes

Hvor skal jeg overhovedet starte. 

‘Heated Rivalry’ begynder i 2008 og følger årets to største rookie-talenter i NHL, Shane Hollander og Ilya Rozanov, som viser sig at have en faible for hinandens kød (og på sigt sjæle) til fælles udover deres lysende hockey-karrierer.

De spiller for rivaliserende hold, men også det samme, blinkesmiley, og så har de begge grunde til at holde deres seksualitet skjult. Der er stigma i i sportsmiljøet (selvom det er underfortalt), og så er Ilya fra Rusland. 

En stor del af Ilya og Shanes forhold udspiller sig som en sexting-korrespondance, under pseudonymerne Lily og Jane, jeg kun kan forestille mig udstiller bogforlæggets komplette mangel på sproglig kvalitet. 

Den er også himmelråbende i afsnit tre, hvor fortællingen skifter fokus til Shanes holdkammerat Scott Hunter, der også er hemmeligt homo og forelsker sig i den mand, som laver hans daglige smoothie (kan I ikke godt høre, hvor plat det er?).

Hans trick er at tilføje banan, og derfra er det en hel plantage af platheder.

‘Heated Rivalry’ gør en dyd ud af, at ingen karakter kun er defineret af én ting, men det betyder bare, at alle pligskyldigt er udstyret med en ekstra kliché. Smoothiefyren er således også en hockeyfan, der bor alene med sin far og knokler for at gå på college. 

Shane Hollander er et bæst på isen, men en person med autisme og briller, der bare gerne vil læse alene på sit værelse, i privaten. Ilya er en storskrydende macho-russer (fra stereoypernes tegneserie-Rusland), men han er selvfølgelig også opblødt af sin homoseksualitet, sin lede far og sin døde mor.

At de begge er så fortænkte karaktertyper, forhindrer min indlevelse i deres forhold. 

Efter godt seks timers pligtsening kulminerer det med, at Shane og Ilya holder sommerferie sammen i førstnævntes sommerhus, og vælger at spille i hockeyklubber, så de kan bo med to timers afstand fra hinanden. Praktisk, omstillingsparat og en lykkelig slutning så interessant som et tomt excelark.

Seriens virale nøglereplik »i’m coming to the cottage« er selvfølgelig ikke bare Ilyas mekaniske RSVP til Shanes sommerferie-“frieri”, men den sarkastiske russers kærlighedserklæring, der signalerer, at han endelig giver sig hen til et fredeligt kærlighedsforhold, hvor de er frie for omverdenen og ikke mindst sportsverdenens homofobi. 

Der, hvor det går fra mussepigernes ‘Brokeback Mountain’ til ustyrligt kikset, er, da de fuldbyrder kærligheden med at starte »The Irina Foundation«. En fond til ære for Ilyas mor, der begik selvmord på grund af psykisk sygdom.

Det er ‘Heated Rivalry’s evne til både at blæse opbyggelighed og have en pik i munden, den er blevet hyldet for. For mig er det dobbelt op på banalitetsfrådseri.

Ringe hypefest

Jeg anerkender fuldt ud, at ‘Heated Rivalry’ i modsætning til mange andre stereotypiske fortællinger om mænds kærlighedsforhold muligvis gør mere gavn, end den gør skade. 

Det er i alle henseender en bundsympatisk serie. Jeg under klichéerne om den tragiske eller lidende homo en lykkelig slutning og folk at få varmet deres kolde vinterskød og hjerter, ligesom jeg under hovedrolleindehaverne, Connor Storrie og Hudson Williams, folkets, Madonnas, Canadas kærlighed.

Anderledes står det til med den underdanige hurramodtagelse, ‘Heated Rivalry’ for eksempel fik i et dansk kritikerlandskab, hvor alle stod i kø for at bade sig i dens progressive meritter.

For mig er ‘Heated Rivalry’ et eksempel på en tiltagende trang til, at middelmådige serier online-overophedes og af både fans og medier bliver gjort til noget exceptionelt på et ufortjent grundlag. 

Her er både kærlighed og had hovedløst, fordi det er mere vigtigt at have det vildt over noget, end hvad man egentlig har det vildt over. ‘The Summer I Turned Pretty’, et andet barnligt kærlighedsdrama om et vigtigt sommerhus, er et andet eksempel.   

I det store hele gør tendensen popkulturen til en kedelig tilbedelsestribune, hvor fællesskab er lig med kompromisløs hype for hypens skyld. 

‘Heated Rivalry’ kan godt være god for mange, uden at det betyder, at ‘Heated Rivalry’ er en god serie.

For mig står den i hvert fald som udtryk for en lemmingementalitet, hvor vi – især heteroseksuelle millennial-kvinder – forvandler os til liderlige voksenbabyer, der hvæser let a girl live i mødet med enhver barriere mellem os og nogle smukke mænd, der laver lændudstrækningsøvelser i et banalt eventyr.

‘Heated Rivalry’ var en storkneppende snoozefest så kedelig, at jeg faldt i søvn og drømte om højere popkulturelle standarder.