Om sommeren smider vi hæmningerne, føler frem for at tænke og bliver frie igen. Og sådan skal det også være på Soundvenues filmredaktion.
Så i denne artikelserie lader vi vores filmanmeldere komme af med den upopulære holdning til film eller serier, som de ellers har holdt for sig selv. For nogle gange har man brug for at se det konventionelt accepterede med friske øjne. Og måske er de ikke så alene, som de troede?
HOT TAKE SUMMER. Der har sjældent været en film, der udkom med så perfekt timing som ‘Druk’.
I den første coronasommer, hvor vi alle havde brug for en livlig saltvandsindsprøjtning, landede Thomas Vinterbergs hyldest til livet, spontaniteten, ungdommen, modet og, ja, til alkohol og til den danske kultur for at indtage det i store mængder.
‘Druk’ blev hyldet i ind- og udland for at balancere det groteske og livsbekræftende, vise både de smukke og grimme sider af en tilværelse med konstant promille og for at have et drømmecast med en del usual suspects fra det øverste lag af dansk skuespilstand.
Der var ikke et øje tørt efter Mads Mikkelsens jazzballet. Og jeg følte mig som Palle alene i verden.
For som tilsyneladende den absolut eneste var jeg ikke fuldstændigt betaget af ‘Druk’. Jeg var ikke charmeret af det, der skulle være de positive bivirkninger af den konstante promille, og jeg var – og her er jeg virkelig alene, tror jeg – ikke overbevist af Mads Mikkelsen som historiens tørreste historielærer.
For i hvilken verden er det sådan her, et forsøg udi dagsdruk ville forløbe?
Gajolpakke-undervisning
Efter at have fået et lille glas ved en fødselsdag indrømmer Mads Mikkelsens Martin, at hans liv er gået i stå. Gnisten er væk, konen er på natarbejde, og hans elever hader ham.
Vi kan snakke om en realistisk skildring af alkohol, da Martin begynder at græde efter et enkelt glas bourgogne. Men herfra tabte ‘Druk’ mig altså.
For Martin aftaler som bekendt med sine venner Tommy (Thomas Bo Larsen), Nikolaj (Magnus Millang) og Peter (Lars Ranthe), at fra nu af skal de drikke i arbejdstiden. En præmis, jeg egentlig godt kan lide, fordi det gør noget implicit eksplicit: Vi drikker i forvejen for at dulme eller forsøde, så hvorfor ikke gå systematisk til værks?
Det gør de så, og jeg skal love for at det er performance-fremmende for de fire gymnasielærere. Selvfølgelig, fristes man til at sige, det er jo ofte sådan, alkohol fungerer. Men det er ikke bare vennernes selvrapporterede oplevelse, at de er bedre lærere og ægtemænd. Omgivelserne møder dem simpelthen i, at de er bedre versioner af sig selv.
Tommy bliver bedste venner med drengen Brille og får ham til at brillere på fodboldbanen. Martin liver op foran sin klasse og sikrer dem et 10-tal i huen med sin gajolpakke-agtige undervisning, hvor han – til applaus fra sine elever – bruger Hitler til at vise, at man altså godt kan være ond, selvom man er vegetar.
Nikolajs kone, der hele filmen igennem er den sure mor med tre børn på armen, erklærer til sidst, at vennerne med deres eksperiment har »rykket sig«.
Peter får to geniale indfald: at trække gardinerne for i undervisningen, med det resultat at hans kor synger som engle, og at give en elev en god slurk vodka inden eksamen for at dulme angsten. Og for den indsigt i selvmedicinering får Peter et stort kys på panden.
Og minsandten om Martins kone ikke tager ham tilbage til sidst. For nok har han drukket i hemmelighed, slået hovedet og faldet i søvn på fortovet og i et vredesudbrud væltet alt servicen af bordet.
Men mon ikke deres netop afdøde ven hepper på deres kærlighed?
De riges hedonisme
De værste konsekvenser af eksperimentet tilfalder Tommy, som bliver filmens primære illustration af “rigtig” alkoholisme og farerne ved det. Den slags, ‘Druk’ næsten giver en fornemmelse af kun rammer visse lag af samfundet.
I overklassen, som Peter, Nikolaj og Martin mere eksplicit tilhører, kan man imidlertid godt dyppe tåen i det hedonistiske og betragte det som en hyldest til livet.
Vi befinder os trods alt på en let fiktionaliseret version af Aurehøj Gymnasium i en af Danmarks rigeste kommuner, hvor ungdommen løber søløb og lægger billetkontrollører i håndjern uden at blive mødt med andet end fnisen fra deres forældre (men når historielæreren ikke leverer topundervisning, er de på pletten!).
‘Druk’ overgør ikke blot de positive gevinster ved den konstante promille (jeg ville gerne se vores hovedpersoner rette stile i deres tilstand!). Den balletjazzer også let hen dem, der ikke ser drukturene som én lang fest.
For vennerne er jo pinligt blinde for deres ven Tommy og hans motivation for at deltage i eksperimentet. Nikolajs kone må også finde sig i en del, mens han sammenligner sig selv med Hemingway og disker op med dyre cocktails.
Den eneste, der ikke rækker hånden op, da Martin udspørger sin klasse om søløbet, er pigen med tørklæde. Og alle, der har arbejdet i servicebranchen, ved, at de ikke er lige så sjove, som de selv synes, når fulde mænd spiser tusindkronesedler foran dig og forsøger at kysse dig hen over baren.
Virkelighedens test
Så brænd dig på mit hotte take om, at man i ‘Druk’ først og fremmest er vidne til en gruppe midaldrende mænds drøm om livet med forhøjet promille, hvor de så langt overpræsterer, hvad de ville formå i fuld tilstand, og slet ikke får så meget skæld ud, som de burde.
Jeg mistænker, at en del af det også handler om valget af skuespillere. Vi har alle haft en tør lærer, og det er meget sjældent, at de ligner Mads Mikkelsen, én af de smukkeste mænd i skuespilfaget.
Gad vide, om vi havde købt filmens præmis i lige så høj grad, hvis han ikke var, ja, Mads Mikkelsen?
Vi kan teste det med en u-Mikkelsen’sk og u-Vinterberg’sk historie fra virkelighedens 2020, hvor min søster blev student og havde en lærer, som var meget optaget af også at være ven med sine elever. Han havde fået nej til sit tilbud om at deltage på klassens vogntur, men da dagen kom, dukkede han “tilfældigt” op ved et af stoppene, hvor – som han sikkert havde regnet ud – promillerne var høje og skepsissen lidt mindre.
Nogle voksne til stede bad ham pænt om at gå.
Jeg siger ikke, det er den samme opførsel som den, Martin og vennerne lægger for dagen. Jeg siger bare, at en sådan scene, fuldstændig blottet for hyldest eller applaus, er umulig at forestille sig i den midaldrende fantasi, som ‘Druk’ er.