Der er kun lidt over to uger til, at man kan opleve PinkPantheress give koncert i København, når hun spiller på festivalen O Days lørdag den 1. august. En oplevelse vi i øvrigt glæder os meget til.
Til den tid vil den britiske musiker imidlertid også kunne skrive skuespiller på sit CV, for hun er ifølge Deadline blevet castet til at være en del af den kommende spillefilm fra instruktørmakkerparret Daniel Kwan og Daniel Scheinert, der går under fællesnavnet The Daniels.
Her tilslutter hun sig et hold, der først og fremmest består af Matt Damon, som tidligere på året afløste Ryan Gosling, der ikke kunne få det til at passe med kalender. Også Sandra Oh, Charles Melton og Michael Gandolfini er på rollelisten.
Daniels bragede ind i mainstream-sfæren med deres dybt unikke ‘Everything Everywhere All at Once’ i 2022, som vandt hele 7 Oscar-statuetter. De har ligeledes stået bag den mindst lige så besynderlige ‘Swiss Army Man’ med Daniel Radcliffe fra 2016.
Det er fortsat ekstremt sparsommeligt, hvad vi ellers ved om den kommende film, som holdes hemmelig på ret effektiv vis – men det skulle involvere både global opvarmning, tidsrejser og måske også et superhelte-element. Det lyder umiddelbart til at være ganske sandsynligt, instruktørernes oeuvre taget i betragtning. Plottet er dog ikke officielt blevet offentliggjort endnu, ligesom titlen altså også er ukendt.
Efter planen skal filmen udkomme i november 2027.
