’Ud i verden’: Man mærker de modige unges udvikling på udlandseventyr i ny DR Ultra-serie
SERIE. Frida er 16 år gammel og er taget alene til Japan. Hun bor i byen Utsunomiya, som har 500.000 indbyggere – en lille by, siger hun, i forhold til landets indbyggertal.
Betram er 17 år og spiser helstegt pattegris i Argentina, mens de lokale behandler ham som en kendis og hiver ham i tv for at spørge til livet som dansker.
Ud i verden skal de, de smukke unge mennesker, og det kommer de som udvekslingsstuderende. Med en 10. klasse i udlandet bliver de tidligt i livet fortrolige med en helt anden kultur end deres egen og oplever at stå uden trygheden fra familie og venner.
I DR Ultra-serien ‘Ud i verden’ dokumenterer skaberen Lisbeth Westergaard Hansen en gruppe unge danskeres udvekslingsår vidt forskellige steder. Det er en serie til det unge publikum om at tage på eventyr og vælge det fremmede til og det trygge fra.
Der er universelle oplevelser for gruppen af udvekslingsstuderende, som at sproget er den største barriere for at falde til. Annabell, en udadvendt 16-årig, som er taget til Italien, står pludselig i lufthavnen omgivet af sin værtsfamilie uden at vide, hvad de taler om.
Eftertænksomme Alberte, som er taget til Cuiabá i Brasilien, mærker, hvor energikrævende det er at være omgivet af fremmede ord, hvor hver interaktion er en grænseoverskridelse.
Cornelius er i Memphis og har inden længe glemt det danske ord for skøjter, men har til gengæld hjemmefra læst om kriminalitetsstatistikker og får på sin highschool en indføring i, hvordan klasseværelserne sikres mod skoleskyderier. En ven fortæller ham, at man jo heller ikke er bange for at dø, hver gang man spænder sikkerhedsselen – sådan er det at gå i skole.
Men Memphis er ikke farlig, og Alberte bliver hele tiden bedre til at være opsøgende. I voiceovers, som supplerer de mange scener af både dagligdagen og af alle de ekstraordinære oplevelser, fortæller de om de erfaringer, som får dem til at ændre perspektiv på verden og sig selv.
Serien dvæler fint ved aftener ude og ture rundt i byen, og Ultras seere vil uden tvivl både lære om livet som udvekslingsstuderende og om de kulturer, de besøger. Hvem vidste for eksempel, at det er skik i Japan, at alle elever hjælper med at gøre skolen ren, mens klassisk musik spiller fra højtalerne?
Både Alberte, Frida, Cornelius, Bertram og Annabell er modige unge mennesker, og selvom jeg kun kender det til dem, som jeg lærer af de seks afsnit, følte jeg ved afslutningen af ‘Ud i verden’ at kunne se, hvordan de var vokset. Det mest rørende er hjemkomsten, som er bittersød for flere af dem. Annabells udenlandstur har udviklet sig til en kompliceret kærlighedshistorie, og Cornelius skal genforenes med sin bedste ven med frygten for, at de er vokset fra hinanden i løbet af året.
Men ved hjemrejsen er det alles konklusion, at deres udvekslingstid har været fantastisk. Og sådan ser det da også ud. Den ene scene, hvor de unge er til en fantastisk fest, får nye venner eller ser vild natur, følger den anden, og hjemveen, tvivlen og ensomheden fylder meget lidt i ‘Ud i verden’.
Det kan selvfølgelig sagtens være, at alt det bare slet ikke var til stede hos dokumentarens hovedpersoner, men med tanke på, hvor usikker man kan være som 16-årig uden at have forladt sit hjemland, er det alligevel svært at tro.
Seere, som måske selv står over for beslutningen om, hvad der skal ske efter folkeskolen, ville måske have haft gavn af at få indsigt i hele spektret af følelser.
Det ville have givet ‘Ud i verden’ en ekstra dimension af forståelse udover de fine indsigter i et særligt udviklende år, som den allerede giver.
Kort sagt:
I ‘Ud i verden’ får vi en fin introduktion til livet som udvekslingsstuderende, men serien udelader de sværeste øjeblikke.