ANBEFALING. Nogle gange spiller tilfældet én et puds.
I juli hørte jeg et podcast-interview med instruktør John Carney i anledning af hans nye film. Lydtapetet til starten af interviewet var et brudstykke af det Oscar-vindende hit fra Carneys gennembrudsfilm ’Once’ fra 2006, folk-balladen ’Falling Slowly’.
Jeg havde vel ikke lyttet til sangen i mindst halvandet årti, men måtte straks sætte den på i sin helhed, og det var som at få et varmt kram fra en ven, der betød alt for én i et tidligere liv. Blev tårer fældet? Jeg kan ikke afvise det.
En uges tid senere ramte den forfærdelige nyhed om, at manden bag sangen – og hovedrolleindehaveren i ’Once’ – Glen Hansard var død i en motorcykelulykke lidt uden for hjembyen Dublin, blot 56 år gammel.
Jeg fik straks lyst til at gense ’Once’, men tøvede, muligvis af frygt for, at den ikke ville have stået tidens tand. Som nogle af de danske dogme-film er eksempler på, kan det være hård kost at gense alt for skramlede lowbudget-film, især hvis de har været meget bevidste om at skulle se naturalistiske ud.
På intet mindre end min fødselsdag (trist eller hyggeligt? døm selv!) tog jeg dog mod til mig – og min frygt blev heldigvis gjort til skamme.
Jo færre penge jo bedre
’Once’ var akkurat så utroligt sød og uimodståelig, som da den skabte sensation for 20 år siden.
Og den fine historie bag filmen tåler at blive støvet af, ikke mindst for nye interesserede.
I starten af 00’erne var John Carney en spirende instruktør i Irland med et par lavbudgetsfilm bag sig. Han drømte om at lave en moderne udgave af musical-genren, hvor musikken var en mere integreret del af fortællingen, og han skrev den simple historie om en gademusikant, der møder en tjekkisk immigrant på Dublins Grafton Street, hvorefter sød musik – bogstaveligt talt – opstår.
Carney havde engang spillet bas i landsmanden Glen Hansards band The Frames, og han kontaktede sin gamle ven for at få ham til at skrive sangene til filmen og for at levere anekdoter fra det liv som gademusikant i Dublin, som Hansard selv havde levet i sine unge dage.
Instruktøren forestillede sig, at Cillian Murphy – som han havde arbejdet med før – skulle spille hovedrollen, men efterhånden stod det klart for dem begge, at det ville være svært selv for en ellers musikalsk skuespiller at levere Hansards sange overbevisende og autentisk.
Med de professionelle skuespillere røg håbet om et egentligt budget, men Carney besluttede sig for at vende det til sin fordel. Han ville nu bruge ægte musikere, og han ville indspille filmen for de ekstremt beskedne 100.000 pund, han havde fået af den irske stat, så han havde fuldstændigt frie hænder. Han havde ikke engang en producer.
Nu skulle han bare overtale Hansard til selv at spille hovedrollen. Musikerens første reaktion var: »No fucking way«. Glen Hansard havde spillet en rolle i filmhittet ’The Commitments’ 15 år tidligere, havde på flere måder fortrudt sin medvirken og ville hellere fokusere på sin lovende musikkarriere med The Frames.
Men han blev alligevel pirret af, at Carney ville lave filmen for en bøjet femøre. »Jo færre penge der er involveret, jo mere begejstret bliver jeg«, som han sagde omkring premieren.
Guerilla-optagelser
Til den kvindelige hovedrolle foreslog Hansard den 18-årige pianist og sanger Markéta Irglová, hvis familie han havde mødt i hendes hjemland Tjekkiet. Og sådan blev det.
John Carney var nervøs for, hvordan det skulle gå med de uprøvede skuespillere, og de første optagelser, hvor kameraet dyrkede tætte nærbilleder af de to, var en katastrofe. Det gik op for Carney, at han i stedet skulle skyde deres samtaler med lange linser fra den anden side af gaden, undlade klassiske film-teknikaliteter som »cut!«-råb og bare lade dem interagere naturligt og uforstyrret.
De skød åbningsscenen i den tidlige morgenstund for at indfange Dublins travle hovedgade inden menneskemylderet, og på bedste guerilla-vis lod de det virkelige lokale liv indgå i scenerne omkring de to hovedpersoner. Det tog blot 17 dage at få filmen i kassen.
Denne naturlighed omkring både hovedkaraktererne og miljøet skinner tydeligt igennem, når man ser filmen i dag. Ud over gaden bevæger os vi os lunt rundt i Dublins små forretninger – støvsugerbutikken indehavet af hovedpersonens far, instrumentshoppen, hvor The Guy and Girl (sådan hedder de bare) spiller sammen første gang, kioskerne og de små lejligheder.
I den charmerende åbning stjæler en subsistensløs type The Guys guitarcover med hans indsamlede småmønter, The Guy løber efter og fanger ham, men ender med at give tyven fem pund. Han ved godt, hvad det betyder at overleve frem mod næste måltid.
Sådan gennemstrømmer der en varme gennem fortællingen, der foregriber den senere bølge af såkaldte nicecore-film. Folk vil hinanden det godt i ’Once’. Hovedpersonens støvsugerreparerende far er ikke en barsk patriark, men en enkemand med et blødt hjerte, og ekspedienten i instrumentbutikken smiler overbærende, da duetten udspiller sig i lokalet ved siden af.
Der er et underspillet drama i filmen, for kvinden har et lille barn og en ægtemand hjemme i Tjekkiet, som hun har svært ved at se en fremtid med, og fyren skal vælge mellem at forfølge musikdrømmen i London eller det nye crush hjemme i Dublin.
Men det hele udspiller sig udramatisk, der er ingen, der råber, skriger, misforstår eller bryder sammen. De tænker, synger og snakker, som helt almindelige mennesker, og selvom der ikke er så meget som et lille kys i filmens beskedne 86 minutter, er det en lige dele romantisk og vemodig film om længsel og livsvalg.
Fra 300 eksemplarer til guldplade
Planen var, at John Carney, Glen Hansard og Markéta Irglová ville turnere rundt med filmen på en 35mm-kopi i Irland, hvor Glen og Markéta skulle spille et par sange bagefter. Gik det rigtigt godt, ville de gøre det samme i Tjekkiet.
Sideløbende arbejdede Carney på at få filmen ind på festivaler. ’Once’ blev afslået af den prestigefulde Sundance-festival, men en repræsentant fra festivalen så den tilfældigvis under et besøg i den irske by Galway og sikrede den alligevel en plads.
Og så gik det pludselig stærkt. Filmen blev Sundance-årgangens talk of town, den fik amerikansk distribution og endte med at indtjene hele 21 millioner dollars. Et års tid efter verdenspremieren stod John Travolta på Oscar-scenen og udbasunerede, at ’Falling Slowly’ havde bundet prisen for Bedste sang foran tre kandidater fra Disney-filmen ’Enchanted’. Hansard og Irglová – der siden blevet et par, og siden et ekspar – optrådte med sangen foran millioner af seere.
Glen havde oprindeligt udgivet soundtracket under han og Markétas bandnavn The Swell Season, og til hans store chok havde det kun solgt 300 eksemplarer i hjemlandet, langt under hvad han var vant til med The Frames.
Derefter fik pladen et nyt cover, den blev omdøbt til ’Once’-soundtracket – og gik guld i USA. En halv million solgte eksemplarer på ganske kort tid.
Det blev Glen Hansards store internationale gennembrud, men trubaduren forlod aldrig sine irske rødder. Han blev boende i Dublin, og mens The Frames aldrig for alvor slog igennem uden for øens grænser, blev de et stort og indflydelsesrigt band i Irland. Hvert år var Hansard tilbage på Grafton Street for at optræde ved et julevelgørenhedsshow, og ved Hansards død hyldede notabiliteter som Bono, Ed Sheeran, Bruce Springsteen og Bob Geldorf ham og hans store aftryk på musikken.
Nogle har sat spørgsmål ved hans forhold til unge kvinder – Irglová var 18 under ’Once’-optagelserne, men kun 13, da de mødtes første gang.
Peak efter et kvarter
Det er ikke mindst takket være Hansards inderlige rendering af sine sange, at man føler for hovedkarakteren i ’Once’, selvom han kun er løst skitseret.
Og selvom mange af sangene også er fine her ved gensyn og -hør, må man dog samtidig slå fast, at det er ’Falling Slowly’, der virkelig tager stikket hjem.
I et usædvanligt træk ligger dette emotionelle klimaks kun et kvarter inde i filmen, men det har den effekt, at man herfra har alle parader nede.
Jeg vover påstanden, at deres duet over klaveret først fik konkurrence på film med Lady Gaga og Bradley Coopers ’Shallow’ i ’A Star Is Born’ i 2018, og jeg vil i øvrigt godt vædde med, at Cooper skelede til ’Once’s sømløse måde at inkorporere sangene i den sødladne fortælling, da han skulle lave sit take på en moderne musical.
Efter ’Once’ fortsatte John Carney med at lave virkelig gode musikfilm. ’Begin Again’ var mere poleret og stjernebesat med Keira Knightley og Mark Ruffalo, men stadig både gennemmusikalsk og følsom, og ’Sing Street’ blev en coming of age-nyklassiker med mere leg med filmsproget end i det skrabede gennembrud.
I det podcast-interview, der satte mig tilbage på Carney-sporet, fortæller instruktøren, at han har det helt fint med at blive sat i bås som musikfilmfyren. Han er bare lykkelig over, at han stadig får lov at lave sine ting. I år er han aktuel med ’Power Ballad’ med Paul Rudd som bryllupssanger og Nick Jonas (passende) som tidligere boyband-stjerne.
’Once’ er dog fortsat irerens vigtigste aftryk på filmhistorien. Fortællingen er gået sin sejrsgang også på teaterscenen, og ved gensyn er den altså stadig et af de fineste små mirakler, filmverdenen har født i dette årtusind.
Man kan godt tro, at det ikke gælder mere efter en sommer, hvor spektaklerne ’The Odyssey’ og ’Spider-Man’ er blevet gigantiske biografsuccesser, men i mindre skala er publikum faktisk ligeglade med kæmpe konflikter og store effekter, hvis man kan fortælle en troværdig, rørende og eftertænksom historie om folk, der prøver og drømmer. Og synger, så det rammer hjertekulen.
Det franske nybølgeikon Jean-Luc Godard sagde som bekendt, at alt, man skal bruge for at lave en film, er en pige og en pistol. Han tog fejl. Man skal bare bruge en kvinde, en mand og en guitar.
’Once’ kan lejes på ’Blockbuster’, Apple TV og YouTube Movies.