TRACK. Det er en kliché, at der altid kun er ét medlem af et boyband, der på den lange bane lykkes med at træde i karakter som solist. At hvert boyband har én Harry Styles, men altså kun én.
I lang tid var jeg ret sikker på, at det også gjaldt duoen Citybois, og at den person ikke var Anthon Edwards. Men jeg anerkender, at jeg måske tog fejl.
Tanken strejfede mig, da han i slutningen af sidste år viste sig at have begået et hit i form af Emil Kruse-samarbejdet ‘Copenhagen City’. Men det står for alvor klart for mig nu, hvor jeg hører singlen ‘Happiness’, der ikke kun er en overraskelse, fordi den landede ud af det blå.
‘Happiness’ er nemlig chokerende rå og dyster. Den lyder som tømmermændene efter den fest, som både Edwards og Citybois-makkeren Thor Farlov altid har været forbundet med.
Det er ofte blevet skrevet, at tidens danske popstjerner bruger deres sange som dagbog, og når jeg lytter til ‘Happiness’, slår det mig igen, at vi befinder os i et bemærkelsesværdigt selvudleverende øjeblik i dansk pop.
‘Happiness’ er et brutalt selvportræt i et mørkt spejl – sådan en sang, som det kræver mod at skrive.
»Jeg løfter humøret / De si’r, jeg’ en fest«, synger Edwards, mens visheden om ensomheden, mørket og stilheden, der venter, når festen er slut, bliver seriøst klaustrofobisk. En tragisk spiral, hvor den næste streg bliver kuren mod downeren fra den foregående.
Det er måske ikke en ny fortælling, men på ‘Happiness’ bliver den levende og nærværende grundet den helt enkle, men stærke iscenesættelse: En rustik guitar og en intim, nærmest helt nøgen vokal, der i et gribende c-stykke draperes af isnende autotune.
»Jeg vil være en, der tager mindre / End det, jeg giver igen«, synger han. Det er jo det, vi alle vil.
Til dig, der kan lide: At kigge indad. At gøre dit bedste for at bryde negative spiraler. Akustisk inderlighed.