ANBEFALING. Disney og David Lynch. Det lyder måske som filmbranchens mindst oplagte parring.
Ikke desto mindre havde kultinstruktøren bag mørke mesterværker som ’Blue Velvet’, ’Twin Peaks’ og ’Mulholland Drive’ den familievenlige underholdningsgigant som distributør, da hans ottende spillefilm i 1999 blev sendt ud i de amerikanske biografer.
Det usandsynlige match, som kom to år efter thrilleren ‘Lost Highway’, vakte opsigt i samtiden. Også i dag står ’The Straight Story’ som en ener i Lynchs filmografi.
Væk er instruktørens tilbøjeligheder til overnaturlige kræfter, kriminalitet, mutationer, surrealisme og ondskab. I stedet får vi en hjertevarm og livsbekræftende roadmovie om en aldrende mand, der rejser knap 400 kilometer gennem USA’s Midtvesten på en havetraktor for at besøge sin syge bror.
Selvom ’The Straight Story’ på den måde skiller sig markant ud, står den samtidig som mesterens mest oversete værk. I dag er det vel kun hardcore Lynch-entusiaster, som opstøver den.
Det er der nu mulighed for at lave om på. For i denne måned blænder Cinemateket i København op for filmen til gensyn og opdagelse.
Selv hvis man mest er fan af instruktørens dystre universer, bør man afgjort give ‘The Straight Story’ en chance. For Lynchs filmkunst bliver ikke dårligere af, at han skruer op for lyset.
Fra virkelighed til Lynch
I 1994 besluttede den 73-årige krigsveteran Alvin Straight at besøge sin syv år ældre bror, der netop havde fået et slagtilfælde. Køretøjet blev en John Deere-havetraktor, fordi den ligeledes skrantende lillebror havde så dårligt syn, at han ikke måtte køre bil.
Topfarten var otte kilometer i timen, og den lange tur fra Iowa til Wisconsin tog sammenlagt seks uger.
Det bemærkelsesværdige sygebesøg ramte selvfølgelig medierne. Og da filmskaber Mary Sweeney læste Straights historie i en The New York Times-artikel, blev hun så ramt af fortællingen, at hun besluttede sig for at filmatisere den.
»Med en opvækst i Wisconsin kunne jeg nemt relatere til den slags stoiske, fåmælte, stædige og egenrådige amerikanske karakter«, fortalte hun et interview med The Telegraph i 2017.
»Jeg forstår, hvor svært det er at bevare sin stille stolthed og værdighed, når man er gammel og fattig og bor ude midt i ingenting. Jeg forstår, hvad de her menneskers drømme og frustrationer er«.
Sammen med sin gode ven John Roach skrev hun manuskriptet til ’The Straight Story’ og viste det til David Lynch. På det tidspunkt havde hun arbejdet tæt sammen med ham som klipper på et afsnit af ’Twin Peaks’ samt filmene ’Twin Peaks: Fire Walk With Me’ og ’Lost Highway’. Nå ja, og så var de kærester.
Lynch skulle egentlig bare give feedback til manuskriptet, men endte med selv at påtage sig at instruere det. For også han blev dybt påvirket af at læse den særegne rejseskildring, nu i dramatiseret form.
»De viste det for mig, og så skete det. For mig blev det meget virkeligt«, fortalte Lynch i et interview med Los Angeles Times ved premieren i 1999.
»Nogle gange kan man gå og tænke, at man gerne vil gøre noget, men naturen – eller hvad der nu er derude – synes ikke, det er nogen god idé, og så får man rødt lys. Andre gange får man grønt lys eller en hel række af grønne lys. Det her var en af de gange«.
Hollywood-veterans sidste glansrolle
Rollen som Alvin Straight gik til førstevalget Richard Farnsworth – efter en smule overtalelse.
Den 78-årige Hollywood-veteran og tidligere stuntmand med mange westerns på cv’et levede i smerter på grund af prostatakræft. Derudover var han skeptisk over at medvirke i en Lynch-film efter at have set den brutale ’Blue Velvet’.
Men instruktøren forsikrede ham om, at der hverken ville være vold eller bandeord i ’The Straight Story’, og Farnsworth takkede ja. Heldigvis. For han er en gave til filmen med sit jordbundne og naturlige spil. Selvom udtrykket er nedtonet, gør han undervejs stort indtryk med små skvæt af rørende ærlighed og sårbarhed.
Til at starte med virker hovedpersonen ellers som en gnaven herre, der kun svarer i enstavelsesord. Men under sin langsommelige køretur åbner han mere og mere op for de mange forskellige mennesker, han møder på sin vej.
For eksempel møder han en ung kvinde, der blaffer mod en uspecificeret destination, fordi hun ikke tør fortælle sin familie og sin kæreste, at hun er gravid. Alvin tilbyder hende en pølse ristet over bål og vurderer, at hendes nærmeste nok skal vænne sig til og acceptere den nye situation.
Et andet møde med en tilfældig fremmed bliver terapeutisk for Alvin selv. En jævnaldrende mand har ligesom ham ar på sjælen efter at have kæmpet for USA i Anden Verdenskrig, og Alvin fortæller om de traumer, som han i årene efter krigen druknede i alt for meget alkohol.
»Alle mine kammeraters ansigter er stadig unge. Jo flere år jeg lever, jo flere har de tabt«, siger han med våde øjne.
Hans rejse gentænder livsglæden, men den sætter også småmelankolsk perspektiv på livets gang. »Det værste ved at være gammel er at huske, hvordan det var at være ung«, siger han på et tidspunkt til en flok unge cykelryttere, som i kraft af deres alder bevæger sig mere let og bekymringsfrit gennem tilværelsen.
Rollen som Alvin Straight blev både den sidste og den mest mindeværdige præstation i Farnsworths karriere. Helt fortjent fik han i 2000 en Oscar-nominering i kategorien Bedste mandlige hovedrolle som den ældste i historien. Han døde samme år, men holdt rekorden helt frem til Anthony Hopkins’ triumf med ’The Father’ i 2021.
Lynchs mest eksperimenterende film?
»’The Straight Story’ er min mest eksperimenterende film«, sagde Lynch i 2001 i et interview med magasinet Empire.
En opsigtsvækkende udtalelse, som mange helt sikkert vil erklære sig uenige i. Både i forhold til lyd, billede og plot fremstod debutfilmen ’Eraserhead’ eksempelvis noget mere normbrydende og mindre tilgængelig. Det samme kan siges om hans andre mareridtsagtige værker. Selv den ligeledes Oscar-nominerede biografiske film ’The Elephant Man’ har atmosfæriske, støjfyldte drømmesekvenser indlagt.
Lynch har måske en anderledes tolkning af, hvad det vil sige at eksperimentere. Under en talk arrangeret af Bafta i 2007 fortalte instruktøren, der ellers sjældent gider forklare sine egne værker, at eksperimentet bestod i at ramme den særlige følelse, som manuskriptet vækkede i ham, med ganske få virkemidler og et ukompliceret plotforløb.
»For at få følelsen frem kræver det et trick«, forklarede Lynch.
»Jeg sagde: ’Hvordan får man denne følelse frem med så få elementer i en helt igennem lige, lineær linje?’ Så det blev et eksperiment i at finde frem til lyden, musikken, ordene og det visuelle udtryk, der tilsammen kunne gøre det til én ting«.
’The Straight Story’ har en række dialogscener, der handler om livets store og små spørgsmål, men Lynch taler i mindst lige så høj grad til publikums følelser gennem filmens tilbagevendende ordløse sekvenser.
Hovedpersonens magelige (og til tider afbrudte) rejsetempo får en særlig meditativ karakter. For der er god tid til at tage landskabsbilleder af endeløse majsmarker ind, mens man lytter til den idylliske, strygerbårne underlægningsmusik komponeret af den faste samarbejdspartner Angelo Badalamenti.
Hvis ’The Straight Story’ er et eksperiment, er det i hvert fald et eksperiment med behageligt bløde kanter.
Forbindelsen til de dunkle søskende
Verdensrummet indrammer den jordnære rejse, for filmen både åbner og lukker med et billede af en natlig stjernehimmel. I tråd med de mange relationer, som Alvin danner på vejen, giver det kosmiske motiv en fornemmelse af, at alt og alle er forbundne på et overordnet plan.
’The Straight Story’ er også forbundet til resten af Lynchs filmografi, selvom den på overfladen ikke ligner sine dunkle søskende.
På et visuelt plan vækker landevejsmotivet og kameraets tilbagevendende fokus på de stiplede vejstriber minder om ’Lost Highway’ og ’Wild at Heart’. Og de små byer og villakvarterer, som Alvin passerer, har en fremtoning lig karakterernes hjem i ’Blue Velvet’ og ’Twin Peaks’. Et velkendt ansigt fra den ikoniske tv-serie, Everett McGill aka Big Ed, dukker i øvrigt op i en lillebitte rolle.
Det er dog særligt tematisk, at ’The Straight Story’ overlapper med resten af bagkataloget. Mary Sweeney kommer med en skarp betragtning i den henseende.
»Davids film rammer publikum gennem deres karakterers kamp med mørke og forvirring. En mindre åbenlys, men meget stærk dimension af den kamp er en længsel efter kærlighed og værdighed«, siger hun i The Telegraph-interviewet.
Ligesom Laura Palmer i ’Twin Peaks’, Dorothy i ’Blue Velvet’ og John Merrick i ’The Elephant Man’ bærer Alvin rundt på traumer og tab, som han skal forsøge at håndtere, mens han møder omverdenen.
Hans indre mørke er først og fremmest relateret til krigen, men også til den førhen så stærke relation til broren, som han blev uvenner med og ikke har set i 10 år. »Ingen af hos har haft en bror i lang tid«, siger han mod slutningen af sin rejse, da han slår lejr ved en kirkegård og støder på den lokale præst.
Inden da er Alvin lykkedes med at hoppe af vandvognen og drikke en enkelt øl, uden det har pustet til den afhængighed, han tidligere kæmpede med. For Alvin rykker sig.
Modsat mange af Lynchs andre tragiske menneskeskæbner er de indre kvaler ikke kvælende i ’The Straight Story’. Døden ånder naturligvis en aldrende mand i nakken, og havetraktorkørslen kan oplagt læses som selve livets rejse, fra begyndelsen til slutningen. Men døden er ikke Alvins udvej.
Det er derimod landevejen og de mange forskellige mennesker, den fører ham til.
‘The Straight Story’ vises i Cinemateket 12. og 29. september. Den kan også ses på Filmstriben.