’Scream’-skuespiller skammer sig over sit comeback efter kollegas politiske fyring

’Scream’-skuespiller skammer sig over sit comeback efter kollegas politiske fyring
Matthew Lillard i 'Scream'. (Foto: PR)

Matthew Lillard har fået en del at tænke over, siden han vendte tilbage til ’Scream’-franchisen som Ghostface-morderen Stu Macher. Nu siger skuespilleren direkte, at han fortryder, at han sagde ja.

Ved en screening af den originale ’Scream’ i Austin blev Lillard spurgt, hvor svært det er for offentlige personer at blande sig i politiske spørgsmål. Svaret blev hurtigt personligt.

Lillard rettede opmærksomheden mod skuespillerkollegaen Melissa Barrera, som blev fyret fra ’Scream 7’ tilbage i 2023 efter en lang række opslag om krigen i Gaza og Israels behandling af palæstinenserne.

»Hun er på den rigtige side af historien«, sagde Lillard om Barrera. »Det, der skete med Melissa, var virkelig bullshit«.

Men manden bag masken stopper ikke ved at kritisere fyringen af Barrera. Han peger også på sig selv.

»Jeg får det dårligt, når jeg tænker over situationen. Jeg skammer mig over det«, lød det fra skuespilleren, som tilføjede: »Da det skete for Melissa, var der ikke mange, der sagde fra. Men hun var et år forud for den erkendelse, vi står med nu. Hele verden burde have rejst sig og givet hende ret. Men det gjorde vi ikke. Jeg sagde ikke noget. Jeg er flov. Det er sandheden«.

Barrera spillede hovedpersonen Sam i ’Scream’ fra 2022 og ’Scream VI, men blev fyret i kølvandet på de Israel-kritiske Instagram-opslag.

Produktionsselskabet Spyglass udtalte dengang, at der var »zero tolerance« over for antisemitisme og hadsk retorik.

Hendes fyring blev efterfulgt af både Jenna Ortegas og instruktør Christopher Landons exit fra ’Scream 7’.

Neve Campbell vendte derimod tilbage til rollen som Sidney Prescott fra den oprindelige ’Scream’, og Kevin Williamson, der skrev originalen fra 1996, overtog roret som instruktør.

Sagen føjer sig til en række eksempler på, hvor dyrt det kan blive for kunstnere at tage – eller undlade at tage – politisk stilling. Macklemores exit fra Ed Sheerans turné er det seneste.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af