‘Mobland’ sæson 2: Gangsterserien med Tom Hardy er tilbage i eksplosiv topform
SERIE. Guy Ritchie er brandvarm!
Garvet som han er udi rapkæftede, eksplosive gangsterfortællinger, må briten siges at have gang i en vild september. For få uger siden var der Netflix-premiere på anden sæson af ‘The Gentlemen’, og nu får også den intense streamingsucces ‘Mobland’ sin opfølger.
Mens Jez Butterworth er hovedforfatter og showrunner på serien, er Ritchie stadig executive producer og har instrueret adskillige afsnit af den nye sæson.
Med afslutningen på første ombæring blev det omsider afsløret, at Harrigan-forræderen var advokaten O’Hara, der med rivalfamiliens boss, Richie Stevenson, måtte lade livet i et snedigt baghold udtænkt af seriens dragende centrum, fixeren Harry da Souza (Tom Hardy).
Prisen for at udrydde rivalen var, at familiens interne hierarki sprængtes i stumper og stykker. The Harrigans er et såret, splittet dyr omringet af nye trusler, ikke mindst den internationale gangsterboss Kat McAllister (Janet McTeer), der med ubegrænsede midler og politisk indflydelse indgyder en nærmest overnaturlig frygt i alle og enhver.
»A man thinks twice before picking up the phone to Kat McAllister. That’s a heavy fucking phone«, konstaterer familieoverhovedet Conrad (Pierce Brosnan) ærefrygtigt.
Hun vil splitte familiemedlemmerne for at æde dem én ad gangen. Hendes våben: den utilregnelige opkomling Frankie Cooper (Johnny Flynn), der kører på elløbehjul og vækker foruroligende mindelser om Heath Ledgers Joker og the droogs fra ‘A Clockwork Orange’.
Det er en verden, hvor ikke engang børn, forældre og søskende kan stole på hinanden, som møder Conrad og den snu hustru Maeve (Helen Mirren), der igen er på fri fod. Conrad skal, i virvaret af intriger, afpresninger og drabelige fælder, nu bevise, at hans dage ikke er talte.
Det gøres selvfølgelig bedst ved at plaffe enhver, der trodser ham og Harrigan-hierarkiet. Og med den præmis bliver det – fra første scene til gangstertopmøde på et hundevæddeløbsstadion – en sprængfarlig affære.
Man mærker Guy Ritchies dna overalt i ‘Mobland’. Ikke på en triviel måde, men trygt, hæsblæsende og kækt – tilmed med stærke, emotionelle øjeblikke i relationen mellem Harry og hustruen Jan (Joanne Froggatt).
Og så forstår serien at give publikum den ene bombastiske cliffhanger efter den anden. Der er fuld fremdrift gennem episoderne, hvor dialogen ofte er tungt ladet med information.
‘Mobland’ er i anden sæson mere fragmenteret og tempofyldt, og holder man ikke tungen lige i munden, kan man let miste tråden. Men faktisk er den lette forvirring over de mange navne, alliancer og fupnumre et stærkt værktøj til at forstå den nye virkelighed, The Harrigans står over for. En virkelighed, hvor mafiaforretning er blevet en globaliseret, digital industri med både YouTube og storpolitiske konferencer som arena.
Tom Hardy er på ny i sit es og levendegør alle de indre og ydre ekstremer, som Harrys liv pendulerer mellem. Hans stålsatte koldblodighed iført maske og maskingevær slås totalt itu af Jans nærvær, der for hvert møde sætter sig i nye, meterdybe panderynker.
Da hun konfronterer ham med beslutningen om at ville skilles, bliver den lamslåede Harrys fem (!) telefoner på sofabordet manifestationen af alle de bedrageriske liv, han fravælger hende for at leve. Evnen til at skille ham ad følelsesmæssigt er en helt anden magt, end den superfixeren Harry kender til.
De intime øjeblikke er vigtige afbræk, der minder om menneskene bag den drabelige facade og understreger den kynisme, det kræver at komme til tops. Eneste afsavn på den front er, at vi ikke i samme grad som i første sæson kommer tæt på Harrigan-arvingen Kevin (Paddy Considine) og hans tonstunge traumer fra et liv i Conrads skygge.
Det æstetiske greb med at visualisere det menneskelige skyggespil via genspejlinger og skjulte blikke i bilruder, vinduer og spejle, har man til gengæld klogeligt holdt fast i. Sådan får fåmælte karakterer som Meave, der har allieret sig med det hvalpede barnebarn Eddie (Anson Boon), plads til at udfolde sig lydløst. Den manøvre skaber et mere komplekst trusselsbillede og understreger, at de, der råber højest og slår hårdest, ikke altid har ret.
Den pointe er nøglen til ‘Moblands’ dragende natur. Serien kender sine styrker og ved præcis, hvad den laver. Det er ingen skam at give sit publikum, hvad de vil have, når det er så underholdende og stærkt fortalt, som tilfældet er her.
Kort sagt:
‘Mobland’ skruer i sæson 2 op for tempoet og truslerne, men holder fast i den intense stemning og den rapkæftede, eksplosive dna. Drønunderholdende gangsterhåndværk.
Anmeldt på baggrund af sæsonens første fire afsnit.