’Monster: The Lizzie Borden Story’: Netflix’ dragende ’Monster’-blodbad ved ikke, hvornår den skal stoppe
SERIE. 40 hug til sin mor. 41 til sin far.
Sådan lyder det berømte børnerim om Lizzie Borden, der i 1892 blev anklaget for at have myrdet sin far Andrew og stedmor Abby med en økse i familiens hjem i Massachusetts. I virkeligheden blev Borden frikendt og sagen aldrig opklaret. I Ryan Murphy og Ian Brennans ‘Monster: The Lizzie Borden Story’ er der til gengæld ikke meget plads til tvivl.
Lizzie Borden (Ella Beatty) er en kvinde fanget i et hjem, der føles som en blanding af et victoriansk dukkehus og en særligt liderlig sæson af ‘American Horror Story’.
Faren Andrew (Charlie Hunnam) kontrollerer familiens økonomi, mens stedmoren Abby (Rebecca Hall) håner Lizzies udseende, manglende bejlere og generelt opfører sig med en sadisme, der også indebærer at kaste skoldhed suppe i ansigtet på en tjenestepige.
At Lizzie senere mistænkes for mord, tilvejebringer seriens mest interessante idé om, at samtidens forestillinger om kvindelighed både kunne begrænse og beskytte hende. Det blev ganske enkelt betragtet som fysisk og moralsk usandsynligt, at en kvinde kunne begå så brutal en forbrydelse. Og serien forsøger dermed at gøre Borden til en figur for kvindelig vrede i et samfund, der dårligt kan forestille sig, at kvinder overhovedet rummer den.
Visuelt er det ofte svært ikke at lade sig forføre. Når Lizzie er alene blandt duerne eller plukker kirsebær i haven, bliver billederne næsten overeksponerede, farverne mættede og verden eventyrligt forskudt, som om hun er trådt ind i sin egen ‘Alice i Eventyrland’-agtige tidslomme. Andre steder dyrkes blod, mælk, mad og kropsvæsker så taktilt, at hver eneste substans virker til at have fået sin egen smaskende lydside.
Det er lidt klamt, men også lidt lækkert.
‘Monster: The Lizzie Borden Story’ er generelt klart bedst, når billederne gør arbejdet. En badekarssekvens med grevinde Elizabeth Báthory er dommedagsagtigt smuk, mens Bridget (Vicky Krieps), familiens tjenestepige, introducerer Lizzie til et absurd kompliceret massageapparat solgt som medicinsk redskab. Selv musikken understreger seriens feministiske projekt med kvindelige kunstnere som Kate Bush, The Runaways og Wet Leg.
Problemet er bare, at serien aldrig nøjes.
Da Andrew og Abby bliver syge, får vi ikke bare opkast. De kaster op og kaster op og kaster lidt mere op, indtil scenen føles som ‘Triangle of Sadness’ på speed. Selvfølgelig også tilsat afføring. Når Abby skal være modbydelig, bliver hun nærmest et sadistisk eventyrmonster. Og når serien vil undersøge kvindelig lidelse og vrede, er Lizzie åbenbart ikke nok.
Derfor afbrydes hendes historie af fortællinger om andre kvindelige mordere, mest markant Báthory. Hendes historie er spændende nok i sig selv og giver serien nogle af dens mest dragende visuelle indslag, men hvad skal den egentlig her? Begge kvinder forbindes med vold og kan indpasses i fortællingen om kvindelig lidelse og dæmonisering. Klart. Men hvad mere?
Her begynder de otte afsnit at føles som et problem. Serien vil være true crime, gotisk horror, campet melodrama og feministisk revisionisme på én gang, men de mange spor bliver sjældent bundet sammen til en større pointe.
Det er frustrerende, for der gemmer sig en virkelig interessant serie nedenunder. Borden-sagen er oplagt materiale til en fortælling om køn, klasse, seksualitet og spørgsmålet om, hvem et samfund overhovedet kan forestille sig som et monster. Men serien er så ivrig efter at gøre Lizzie til et ikon, at den paradoksalt nok gør hende mindre interessant.
Alligevel er det svært helt at afskrive sæsonen. Beatty er magnetisk, Rebecca Hall grotesk underholdende, og den gotiske æstetik så gennemført, at serien i lange passager er særdeles seværdig.
Men nogle gange er ét øksehug altså bare mere effektivt end 41.
Kort sagt:
‘Monster: The Lizzie Borden Story’ er et visuelt forførende og grotesk underholdende blodbad med interessante idéer om køn og kvindelig vrede, men de konstante sidespring og trangen til at overdrive enhver pointe efterlader Lizzie Borden mindre interessant end det mysterium, serien begyndte med.