PORTRÆT. Hvordan får man den altoverskyggende hovedrolle i en af årets mest succesfulde film, når man ikke tidligere har slået sit navn fast som leading man?
For Austin Abrams var det måden, han kravlede over et hegn.
I Zach Creggers gyserhit ’Weapons’ spillede Abrams en stor birolle som en evigt hustlende junkie. På et tidspunkt skal han bryde ind i et hus gennem baghaven, og med møje og besvær prøver han at forcere hegnet. Da det endelig lykkes, og han kommer igennem, ser vi bag ham, at lågen svinger op uden problemer. Han skulle bare have åbnet den.
»Jeg kan huske, at jeg var ved at dø af grin«, har instruktør Cregger sagt. »Og jeg tror ikke, der er nogen, der har grinet af scenen i filmen, men jeg kan bare huske, at jeg tænkte: Det her er fantastisk. Han er min dude«.
Så da Cregger skulle i gang med at lave sin næste film, spilfilmatiseringen ’Resident Evil’, behøvede han ikke møde en masse forskellige skuespillere eller lave castings til den bærende rolle som den unge fragtmand, der ender med at stå midt i zombie-apokalypsen. Så under sin snak med den øverste chef for Sony, som skulle finansiere gildet, slog Cregger med det samme fast: »Det skal være Austin Abrams, og sådan er det«.
Og sådan blev det. Heldigvis. For Austin Abrams er det såvel klodsede og naive som lynsnare anker i den hæsblæsende intense film, der er blevet et markant biografhit og fuldbyrdelsen af det hattrick, Cregger påbegyndte med horrorsensationen ’Barbarian’.
For den 30-årige skuespiller er det et gennembrud, der har været en del år undervejs – og som midt i oktober fordobles med endnu en solohovedrolle i en stor og ventet film.
Ben Stiller tændte en ild
Austin Abrams voksede op i Sarasota i Florida. Hans forældre var begge læger (de lever stadig, men er gået på pension), mens unge Austin var et typisk theatre kid, hvis første rolle var som tekoppen Chip i en lokal opsætning af ’Skønheden & udyret’.
Allerede som 17-årig rejste han til Los Angeles for at prøve lykken som skuespiller, og han har egentlig haft roller hele vejen igennem. Fra serien ’The Inbetweeners’ til ni afsnit af ’The Walking Dead’ og syv afsnit af ’This Is Us’. Han gjorde indtryk i sin lille rolle i to afsnit af mesterværket ’The Americans’.
Hans første egentlige vendepunkt blev dog ’The White Lotus’-skaber Mike Whites eksistentielle komedie ’Brad’s Status’, hvor han spillede Ben Stillers søn.
Både fordi det tændte en ild i ham at se, hvor disciplineret og seriøst Ben Stiller gik til arbejdet. Det inspirerede ham til selv at gå endnu mere grundigt og arbejdsomt til sit fag. Og så fordi det var rollen, hvor hans senere muse Zach Cregger opdagede ham.
»Jeg var sådan, hold da kæft, se lige den fyr der. Dét er min kop te lige der«, har Cregger fortalt om at opdage Abrams i filmen. Instruktøren holdt øje med ham siden, og han var den første skuespiller, han tænkte på til rollen som den opioidafhængige James i ’Weapons’.
Det var en tillid, Abrams gengældte. Han havde set ’Barbarian’ og efter filmens utroligt usædvanlige fortællemæssige drejninger tænkt: Hvem end der har lavet den film, vil jeg arbejde med!
Da Cregger indkaldte ham til en snak om sin kommende film, tog Austin Abrams en kæmpe chance. Han opførte sig frenetisk, kløende og uden øjenkontakt i samtalen, så Cregger tænkte, han var dybt mærkelig. Indtil det gik op for instruktøren, at skuespilleren allerede var i gang med at give sit bud på karakteren. Han fik rollen øjeblikkeligt.
Og da ’Weapons’ flere gange faldt sammen i finansieringen, og alle andre skuespillere måtte tage andre roller, stod Abrams fast tilbage. Også han havde fået andre, lukrative tilbud, men han var ikke i tvivl om, at det her var en film, han måtte lave, har han fortalt GQ.
Han havde endda tabt utroligt mange kilo til rollen og måtte bevare den sygeligt lave kropsvægt i et år, mens han ventede på, at projektet gik igennem.
Stjal Clooney og Pitts rampelys
Zach Cregger var altså så begejstret for samarbejdet, at han turde give ’Resident Evil’-hovedrollen til Austin Abrams, selvom han nu skulle ramme et bredere publikum, og Abrams ikke er et kendt ansigt i den bredere offentlighed.
Men to andre præstationer havde heldigvis også hjulpet filmbosserne til at se potentialet:
Selvfølgelig hans lille rolle som den søde splejs Ethan i ’Euphoria’, der forelsker sig i Barbie Ferreiras eksperimenterende Kat og giver hende en slags forankring i et ellers udsvævende (sex)liv. Abrams ville gerne have vendt tilbage til HBO-fænomenet i dette års sæson 3, men da Ferreira havde forladt serien, var der heller ikke brug for hendes romantiske sidekick.
At snart sagt alle andre ’Euphoria’-breakouts i dag er superstjerner, har nok givet ekstra bevågenhed til Abrams, men man skal heller ikke underkende ’Spider-Man’-instruktør Jon Watts Apple-film ’Wolfs’ betydning for hans nuværende glansperiode.
Her spillede han nemlig over for ingen ringere end Brad Pitt og George Clooney som to fixere, der hyres til samme opgave. En opgave, som viser sig at inkludere Austin Abrams karakter, bare kaldet The Kid. Den modvillige duo finder ham bevidstløs på en magtfuld politikers hotelværelse og slæber rundt på ham, indtil han … vågner. Og taler. Og irriterer sig lige ind i hjerterne på de to aldrende træmænd – og på seeren.
Austin Abrams er klart filmens højdepunkt, og som instruktør Watts selv har udtalt til GQ: »Det er ikke bare, at Austin består testen over for de to. Der er en fare for, at han stjæler filmen fra dem«.
Selv gætter Abrams på, at alene forbindelsen og accepten fra de herrer Clooney og Pitt har givet ham et slags blåstempel, og det forlyder da også, at ’Wolfs’ var filmen, der fik Disney til at tro på, at han kunne bære sin anden store aktuelle biograffilm, Bryan Duffields ’Whalefall’.
Her spiller han endnu en krævende rolle, baseret på Daniel Kraus’ prisvindende roman, som en dykker, der bliver slugt af en hval og har en time til at prøve at komme ud. Han tilbragte dagevis inde i en specialbygget hval i dykkerudstyr.
»Han skriger, græder, kaster op, og han er stadig i stand til at få grin frem«, har instruktør Duffield sagt om Austins præstation og tilføjet, at skuespilleren gør noget så forskelligt i alle sine roller, at publikum stadig ikke helt kan genkende ham.
»Det ville normalt være en hindring i at bygge stjernepower, og han er en karakterskuespiller i hjertet, men han er så god, at han er ved at blive en leading man«.
Antitesen til den seje antihelt
Efter actionscenerne i ’Wolfs’, ’Resident Evil’s dystre og hektiske natteoptagelser og ’Whalefall’s hvaloverlevelse joker Austin Abrams med, at han nu gerne vil have en rolle, hvor han bare skal sidde stille.
Det ville nu være en skam. Han er som få god til at være i rastløs, snakkende, desperat bevægelse.
Hans fremtoning kan se tilfældig ud, men er det ikke. Austin Abrams forbereder sig omhyggeligt til sine roller for at få dem til at forekomme ubesværede. Hvilket er vigtigt, når man primært spiller helt almindelige dudes; ofte lidt til taber- eller outsidersiden, de underkuede eller kaosramte, og i hvert fald aldrig renskurede helte.
Det er også nøglen i ’Resident Evil’, hvor vi kun får en meget overfladisk baggrundshistorie på hans pakkebud Bryan, der får til opgave at fragte en pakke fra ét hospital til et andet med massive forhindringer undervejs. Det starter med, at han kører en kvinde ned på en mørk sneklædt vej i sin lortebil – og empatisk prøver at hjælpe hende, selvom hun opfører sig mildest talt mærkværdigt.
Vi får tidligt at vide, at hans kæreste er gravid og ikke ved, om de skal beholde barnet, og vi fornemmer, at Bryan er lidt af en fuckup, der prøver sit bedste. Men i Abrams’ fortolkning er det rigeligt til, at vi hepper på ham. Vi vil have, at han overlever, også selvom han ingen forudsætninger har for at klare den katastrofe, han pludselig står midt i.
»Jeg ville gerne ligne antitesen til ’den seje actionhelt’, så meget som jeg overhovedet kunne, fordi det føles mest interessant. Jeg har ikke set det så meget før«, har han sagt til The Hollywood Reporter. Bryans besværlige baksen med våben, biler og, igen, låger, er lette at sætte sig ind i.
Austin Abrams passer godt ind i den nye generation af følsomme mandlige hovedroller, fra Jeremy Allen White til Paul Mescal og Harris Dickinson.
Men Abrams kan måske bedst beskrives som en slags bastard mellem en ung James Franco og Jesse Eisenberg – eller måske som en mere plain udgave af Timothée Chalamet, ment på den allerbedste måde. Han har stonerens rastløshed og en underspillet charme, men er mere almindelig end ekstraordinær i sin udstråling end de førnævnte kolleger. Hans fumlende kejtethed i både bevægelser og repliklevering baner vej for en fortræffelig komisk timing, som også er essensen i Zach Creggers film; humoren, der bringer lys i de mørke gyseruniverser.
Og så virker Abrams også bare som en jordbunden smågenert fyr, der ægte ikke har brug for at sole sig i rampelyset. »Jeg tror ikke, Austin har noget ønske om at blive en kendis«, sagde bestsellerforfatter John Green, da Abrams som 18-årig havde en rolle i filmatiseringen af hans bog, ’Paper Towns’.
’Whalefall’-instruktør Bryan Duffield sammenligner over for GQ Austin Abrams med Dustin Hoffman, men så også pludselig den anden halvdel i ’Rain Man’-duoen, Tom Cruise. Men Abrams er altså mere Hoffman end The Cruise, en kamelæonagtig spiller, som forsvinder ind i de karakterer, han besjæler.
Mon ikke han snildt kan have hovedrollen i to af årets største film og så stadig gå rundt på gaden i sin hjemby Los Angeles, uden at nogen lægger mærke til ham?
Det vil være det største kompliment.
’Resident Evil’ kan ses i biografen. ’Whalefall’ får dansk premiere 15. oktober.