Nepobabyerne er kommet for at blive.
Det slog Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen fast forleden, og der skal da også mere til at udslette en så indgroet del af filmbranchens dna, end at offentligheden har set sig sur på, at nogle får forlommer, det ikke er andre forundt.
Fra Jane Fonda og Nicolas Cage til Sofia Coppola og Jamie Lee Curtis har mange af dem jo heldigvis haft ægte exceptionelle evner i egen ret, og også blandt den nye generation af nepos bliver der fostret uafviselige talenter. Et af de største hedder Cooper Hoffmann.
Som mange fandt ud af i forbindelse med gennembrudsrollen i Paul Thomas Andersons ’Licorice Pizza’, er Cooper søn af Philip Seymour Hoffman, en af de største skuespillere i nyere tid, der desværre gik bort i 2014 efter en overdosis.
Året forinden florerede billederne af far og søn til en New York Knicks-basketkamp i deres hjemby. Deres entusiasme er svær ikke at blive rørt af i dag. Cooper Hoffman var bare 10 år gammel, da hans far døde.
Og tabet af faren har uundgåeligt fyldt meget i det nu 23-årige talents hidtidige arbejde.
Da han i ’The Long Walk’ – instrueret af Francis Lawrence, som instruerede far Philip i ’Hunger Games’-filmene – fra sidste år spillede en ung mand, der også havde mistet sin far alt for tidligt, gav han et åbenhjertigt interview til GQ.
»Når dit traume udstilles, så hele verden kan se det, er det ikke muligt at holde det skjult«, sagde han.
»Derfor kan jeg lige så godt tale om det eller kanalisere det ind i noget arbejde. For hvis jeg bliver ved med at gemme det og løbe fra det, er det ikke fair over for andre, der har gået igennem det samme«.
En intimiderende skygge
Cooper Hoffman havde egentlig ikke lyst at bevæge sig ind på samme karrierevej som sin berømte far, der i løbet af sin karriere blev firdobbelt Oscar-nomineret med én statuette til følge for sit eminente portræt af forfatteren Truman Capote i ’Capote’.
Det er da også en intimiderende skygge at have hængende over sig.
Og Cooper Hoffmans første rolle i karrieren lugter da også langt væk af en særlig adgang.
Paul Thomas Anderson havde som bekendt et tæt forhold til Philip Seymour Hoffman. De samarbejdede i fem film, fra PTA-debuten ’Hard Eight’ til gennembruddet ’Boogie Nights’, nyklassikeren ’Magnolia’ og den ærefrygtindgydende ’The Master’.
Anderson havde faktisk instruereret Cooper Hoffman i en række hjemmevideoer, hvor han og PTA’s egen søn spillede forskellige scener, der mindede om noget fra ’Mission: Impossible’. Unge Hoffman spillede altid skurken, præcis som hans far mindeværdigt gjorde det i ’Mission: Impossible III’.
Til rollen som den ukuelige Gary Valentine i ’Licorice Pizza’ havde instruktøren brug for en umiddelbarhed, som han fandt i den dengang 18-årige, utrænede Cooper.
Den stejle autodidakte læringskurve fortsatte med ’Saturday Night’ fra 2024, hvor man også kan ane et par af farens signaturer. Jason Reitmans film er en fiktiv skildring af aftenen for den første udsendelse af det legendariske sketchshow ’Saturday Night Live’. Cooper Hoffman spiller NBC-chefen Dick Ebersol, og på et tidspunkt har han en alvorlig samtale med showets skaber Lorne Michaels i en trappeopgang.
Hoffman Senior kunne rase som ingen andre på det hvide lærred, bedst eksemplificeret i PTA’s ’Punch-Drunk Love’, og man kan ane samme vulkanske kræfter, da Ebersol råber ad Michaels. Vi er ikke helt oppe at ringe på Hoffman-rage-måleren, men intensiteten er ikke til at tage fejl af.
Mere likeable
Philip Seymour Hoffman spillede typisk karakterer med en eller anden form for brist, men uanset hvor forkvaklede, ynkelige eller utilregnelige de var, formidlede han også deres menneskelighed, så man følte for dem.
Cooper Hoffman har indtil videre excelleret i charmerende underdogs eller almindelige mennesker i ekstraordinære omstændigheder.
Det gælder også i queer-pioneren Gregg Arakis danmarksaktuelle thrillersexkomedie ’I Want Your Sex’. Cooper spiller Elliot, der først får et job som assistent for kunstneren Erika Tracy (Olivia Wilde) og dernæst bliver hvirvlet ind i et BDSM-forhold med hende, hvor han kommer mere og mere ud på dybt vand.
Hoffman junior udstråler troværdigt en blåøjet naivitet, som farmand sjældent udtrykte. Selv Philips skabshomoseksuelle lydmand Scotty i ’Boogie Nights’ glinsede i outsider-weirdoens skær. Cooper har ungdommens åbenhed og en kejtet, men indtagende charme, som skiller sig ud fra sit ophav.
Fremtiden byder blandt andet på roller i Luca Guadagninos omdiskuterede Sam Altman-biopic ’Artificial’ og en genforening med ’The Long Walk’-kollegaen David Jonsson i A24-filmen ’The Chaperones’, hvor de to sammen med Paul Dano spiller tre småforbrydere, der skal transportere en teenager på tværs af USA.
Det kan ikke afvises, at han kommer til at vokse mere ind i farens profil med årene. Han er i hvert fald ikke bange for at prøve forskellige ting af, lære og blive bedre, som han forklarer i et interview med Variety:
»Når folk fortæller mig, hvordan jeg skal spille skuespil, siger jeg ’Stop! Gør det ikke!’ Jeg er i gang med at finde ud af, hvordan det skal gøres. Jeg misser måske et skud, men jeg kommer tilbage og napper forsvaret. Det er ok«, forklarer den store basketfan.
Coopers favoritskuespiller
For selvom de er forskellige, er det nok stadig uundgåeligt, at filmproducenter, castere og instruktører måske er tilbøjelige til at tænke ham ind i sammenhænge, hvor hans far også ville have været i spil.
Det er ok. Selvom Philip Seymour Hoffman er død, er hans filmiske arv stadig en stor del af Coopers liv.
Da han besøgte de cinefiles yndlingsskab, Criterion Closet, fremhævede han da også farens film blandt sine favoritter – både ’The Master’ og Todd Solondz’ ’Happiness’.
Med bare syv film på cv’et er Cooper Hoffman stadig i den spæde start af karrieren. »Cast ham, hvis du kan«, siger Olivia Wilde i en Time100-artikel om kommende stjerner, og det er der nok mange, der kommer til at gøre i fremtiden. Hans fars tilstedeværelse behøver faktisk ikke være en skygge, men en usynlig rygstøtte, mens han er i gang med at definere sin egen plads i landskabet.
Over for Teen Vogue har Cooper delt, at han ville ønske, at hans far kunne opleve sønnens film og roller.
»Den eneste, jeg virkelig gerne ville tale med, var min far. Han er min favoritskuespiller, men han er også min far. Men han er her ikke. Mange ser op til deres forældre, fordi de er gode forældre. Det er noget andet at se op til sin forælder, fordi du elsker deres kunst«.
»Nu får jeg så mulighed for at finde ud af det hele selv. Men jeg ville gerne have hans råd. Og jeg ville også bare gerne have min far«.
’I Want Your Sex’ kan ses i biografen.